02.07.2004
Roskilde Festival 2k4: Rent Mel i Hjemmebanetriumf!
Da de lokale Roskilde-drenge fra Rent Mel langt om længe indtog deres hjembys (og Nordens) mest berømte teltlejr, blev det med stil. Supplerende hinanden som et perfekt afstemt fodboldhold, leverede de et energifyldt, underholdende og nakke-nikkende set, der for denne anmelder blev ‘Nordic by Natures’ klare højdepunkt.
“Smid de hænder op, og sæt det pis igang” lød indgangsreplikken fra de fire energiske mikrofonkontrollører, i en entré badet i Christiania-flag, -bannere og -shirts. Op smed vi dem – og der blev de.
Bakket op på scenen af keyboards, guitar (betjent af rytme-konstruktør Attila) og skipperkor (fra en dude der hed Klaus(!)), fremstod Rent Mels beats fra det kommende album bund-funky, knipsende lette og indbød til bouncing i mudderet – ikke mindst når de afvekslende blev suppleret med humanbeatbox og scratchy-scratch fra DJ Møller.
De mange underholdende punchlines fra Jo, Hennessy, Tegnedrengen og Mikkel Mund gik for det meste klart igennem lydmandens anlæg og udmærkede sig især på de nye numre ‘Drengerøv’ og ‘Fuck Dig!’.
Sidstnævnte effektive provo-hymne bliver første single på Cope Records og er featuret af Jokeren – også denne eftermiddag, da Storbystodderen hamselv dukkede op som trold af en æske og tog forskud på sin Roskilde ’04 med et vers i vanlig overbevisende stil. Sjældent har så mange mennesker flippet hinanden the bird med så brede smil på læben.
Live kan man ikke få et bedre kvalitetsstempel, end når crowden rocker på numre, de aldrig har hørt før. Dét gjorde Pavillion-teltet – men naturligvis gav genkendeligheden stemningen et ekstra nyk, da Rent Mel afsluttede hjemmekampen med ‘La’ det ligg’ fra Gadeplan-kompilationen.
Med på scenen under finalen, ivrigt svingende Christiania-fanen, var forresten den selvsamme ‘Cutter fra Big Brother’, der disses på nummeret…
Eneste mudrede finger der for alvor kunne sættes på settet var, at en lille halv time var alt for kort! Men det er selvfølgelig vilkårene til et arrangement som dette – og Rent Mel fik under alle omstændigheder lagt gevaldigt i kakkelovnen, når det gælder forventningerne til det (meget) længe ventede sophomore album.
Rent Mel på ‘Nordic by Nature’. Pavillion, fredag.
Skrevet af Papi 02.07.2004 arkiveret under LiveSpot |