03.07.2004
Roskilde Festival 2k4: Love Is in the House – Lex Records
Det britiske pladeselskab Lex Records, en udvækst af de toneangivende Warp Records, har efterhånden signet en håndfuld hiphopnavne, der nok umiddelbart synes inkongruente, men på en eller anden måde fremstår som en sammenhængende helhed. Godt nok synes spoken-word og freestylemesteren Sage Francis at have sagt fra (det måske største hiphoptab på årets festival), men Lex Records repræsenterede stadig væk fresh hip hop i hård stil fredag nat.
Først, og klart mest overraskende, fik vi engelske DJ Buddy Peace med et ca. to timer langt og fuldstændigt superlativt mix, der ikke kunne andet end at opløfte det af naturlige årsager allerede opkogte telt til ny og væsensforskellig potens. Det grundlæggende og gennemgribende princip for hans mix var at matche BPM og generelt holde den samme tone gennem numrene og derved kun skifte stemning gradvist. Noget nær hver eneste mix koblede sig lydefrit på helheden og skabte et lydbillede, præget af vintage gold school. Vi blev således budt på ting som klassisk Stetsa, Lou Donaldson med Brand Nubians opsteppende punks og, ikke mindst, et fuldstændigt overlegent lagt mix, hvor Marly Marls ”The Symphony”-track afløstes af Atmospheres ”Shoes” kørt på reduceret fart og således per-fekt tilpasset den tidligere klassiker.
Derefter rykkede Organized Konfusions pløk 2, Prince Po (etry) på, og bukkede en række førsteklassesrim med en bund bestående af klassiske, såvel som skræddersyede beats, først lagt af Buddy Peace, siden af Danger Mouse. Kagen blev skåret an med ”Fudge Pudge” og amok-klassikeren ”Stress,” hvorefter han fortsatte over i en række glimrende, men ikke Organized-tangerende numre fra sit spritnye Lex-album, ”The Slickness.” Han var generel rigtig tight, og det var bekræftende at se, at han stadig kan, men showet var også ret usammenhængende på en til tider komisk måde. Po synes selv så ovenud begejstret over at være back in the game og oppe foran folk, at han brugte en stor del af sin tid på at ramble om hvor vildt det var at være i Roskilde og hvor meget han elskede os alle sammen, mens han bællede rødvin direkte af flasken. Det var go’ stil og både rørende og skægt, men altså også lidt for meget af det gode.
Po blev på scenen, så han på topunderholdende vis kunne sidde og digge sin makker Danger Mouse på kiksene og stemme i på mic’en mens han kværnede resten af sin vin. Da Jemini også havde aflyst (hvorfor fanden er det ALTID sådan med hip hop i Danmark?), bestod Danger Mouses set i en række veloplagte mixes af såvel gamle klassikere som nyere bangers, ofte kombineret med klassiske breaks og uddrag fra de sidste par årtiers katalog af evergreens fra populærmusikken. I eminent crowdpleasende, men aldrig søgt eller spekulerende stil, serverede han således kombinationer som Suzanne Vegas ”Tom’s Diner” indover tracket til ”In the Club.” Til langt ud på natten blev der således hold liv i det tætpakkede Pavilion-telt. Sidste ord kom fra den overstyrende Prince Po, der med inderlighed erklærede publikum – og følgelig, forstod man, sin mulighed for at leve af sin musik – sin kærlighed: ”I love you more than you love me! Forever!” Word.
4 ud af 5
Se billeder fra Lex Records i større format:
1, 2, 3, 4 og 5.
Billeder af Rasmus Dengsøe © Rapspot.dk
Skrevet af Mat 03.07.2004 arkiveret under LiveSpot |