03.07.2004

Roskilde Festival 2k4: N.E.R.D fredag kl.20:00 på Arena

nerd01.jpgUforståelig planlægning har placeret top-actet N.E.R.DArena, hvor tusindvis af mennesker står udenfor teltet, der er sort af mennesker. Det er fysisk umuligt at trænge sig igennem mængden videre ind i teltet, og på de asfalterede gangstier rundt omkring Arena skubber og maser folk sig febrilsk rundt i håb om at få noget, der ligner et glimt af Pharrel og co.

Den ene overophedede, fladmaste og forkomne teenagepige efter den anden bliver hjulpet ud fra frontstage arealet af sikkerhedspersonalet, så et kvalificeret gæt lyder på at det går voldsomt for sig oppe foran scenen.

nerd04.jpgDet er ingen tvivl om at N.E.R.D leverer et forrygende show, selvom lyden er elendig uden for teltet på højre side af scenen, hvor jeg har fundet et nogenlunde roligt sted at stå. Heldigvis kan man skimte scenen gennem en åbning i teltet, så jeg kan oplyse at Pharrel gav pigerne det, de allerhelst ville ha’, da han smed sin T-shirt, og stod i bar overkrop, rød kasket og bling-bling i ørene, der glimtede så skarpe som blitzlys i alle retninger. Traditionelle og klicheagtige call-and-response rutiner fik fornyet liv, når det ekstatiske publikums svar rejste sig som et øredøvende klimaks af lyd under teltet. Pharrel beatboxer lidt til crowdens store begejstring, og gruppens repertoire fyres af i et hæsblæsende tempo, der snakkes kun sparsomt mellem numrene, hvilket forekommer befriende og professionelt.

nerd02.jpgN.E.R.D opnår den sikre succes ved at spille hit efter hit, og dem har de som bekendt lavet rigtig mange af. Numrene spilles enten i deres fulde længde eller som dele af medleys, blandt andet får vi en lille portion af Pass The Courvoisier, mens Lapdance, som vel er et af gruppens første hits, kan nydes i en længere udgave. N.E.R.D holder sig ikke kun til de numre, der er udgivet i gruppens eget navn, og der springes rundt i hele Neptunes-sortimentet med numre som Beautiful, Provider, Rockstar og She Wants to Move, bare for at tage et par eksempler, som jeg er i stand til at dechifrere. At Pharrel synger fantastisk er næppe en hemmelighed, men det er altid smukt at høre når kunsten, som vi kender den fra studieoptagelser, gøres efter på perfekt vis live on stage. Bandet, der består af bas, trommer og guitar, spiller tight, og den samlede live-oplevelse er ualmindeligt strømlinet og imponerende hele vejen gennem det cirka halvanden time lange show.

nerd03.jpgEn heldig fan iført Christiania T-shirt fik sit livs Roskilde Festival oplevelse, da han blev hevet op på scenen til idolerne, der lod ham blive på scenen, hvor han hoppede og dansede sammen med N.E.R.D under resten af showet. Supergod stil, og sjovt så det ud, både for den glade fan og for os andre!

Sammen med mine omkringstående ærgrer jeg mig konstant og højlydt over at N.E.R.D ikke er sat på Orange scene. Man kan ikke undgå at føle sig lidt snydt, som man står der – dødsens misundelig på dem, der møvede sig helt ind i midten af teltet – med dårligt udsyn og forringet lyd, og spidser ører og står på tæer for at komme tættere på et storslået show. Alligevel går jeg jævnt tilfreds fra Arena, en virkelig god koncertoplevelse rigere og med stor respekt for N.E.R.D, der rockede sit publikum for real.

4 ud af 5
4stole.gif

Se billeder af N.E.R.D i større format:
1, 2 og 3.

Billeder af Rasmus Dengsøe © Rapspot.dk

Skrevet af Mismarie 03.07.2004 arkiveret under LiveSpot |