Så kom opfølgeren til SVs andet officielle album “Trinity”. Der er kun gået et par år, men der er sket en del siden sidst. Slum Village har mistet endnu et af de oprindelige medlemmer i Baatin, mens T3 stadig er med i det, der nu er en duo. Med en førstesingle produceret og featuring Kanye West, må der følgeligt være hype nok omkring dem, men kan albummet leve op til det?

Slum Village har denne gang en del flere gæster med, men de er jo også blevet en mindre til at droppe deres “Detroit tales”. De har blandt andet fået MC Breed med på et par numre, for derigennem at hylde en af de tidligst anerkendte Michigan-MCs. Han leverer nutildags en del bedre rim end sidst jeg hørte ham, men det var også tilbage i 1994 på albummet Funkafied. Funkafied er så til gengæld den lækre og meget funkinspirerende JayDee produktion der danner rammen om nummeret “Do You”, hvorpå MC Breed medvirker. Klart et af albummets produktionsmæssige højdepunkter, og desværre eneste gang JayDee står bag.

Produktionerne bliver nærmest udelukkende leveret fra BR Gunna, der også stod bag Phat Kats The Undeniable LP. BR Gunna består af to 20-årige fra SVs vennekreds, Black og Young RJ. De er klart vokset med opgaven og potentialet til noget større er der da også, men de bliver let en smule ensformige i længden.
De mest spændende gæster på Detroit Deli er umiddelbart O.D.B./Dirt McGirt og Kanye, og selvfølgelig JayDee, men hvordan klarer de opgaven. Til det kan man kun sige det da for det meste har kunnet betale sig at indhente high profile gæster, men O.D.B. er ikke til meget andet end irritation, som råbeabe på “Dirty”. Det er til gengæld Kanye West på førstesinglen “Selfish”, hvor den gode Kanye også har taget sin hofcrooner John Legend med, hvilket ikke gør noget. “Selfish” er klart en radiosingle, men hvorfor skulle man også ellers bruge en sum penge på at hente Chicagos Platinum Playboy, der lige når at komme med følgende:
“Uh! And I’ll be tryin to come around my girl actin like Mr. Friendly/And steal the spotlight like Mr. Bentley/I spotted her like Spud McKenzie/And for them fake boobies I payed them Benjies” True playerstil!

Den sidste gæst på albummet er JayDee, på et nummer der passende hedder “Reuniun”, hvilket jeg dog ikke tror så meget på, det er vidst bare salgsteknik. Til gengæld er det et andet af albummets højdepunkter, hvor alle 3 (T3, Elzhi og JayDee) får snakket ud om gruppen og Baatin (mener han lider af skizofreni!, don´t hold me up on that one though). Her kommer Elzhi blandt andet med følgende:
“I heard you on medication/had an illness you couldn’t heal with herbs and meditation/and believe me, me and T3 kept it low/don’t take it as a diss, this is just to let you know that I love you.”

Alt i alt er der flere gode ting på albummet, men jeg savner dog en mere varieret produktionsstil på trods af nogle virkelige bangers. Lyrisk er SV kommet lidt videre siden Trinity, men der er lidt for mange freaky tales (som “Dirty” og “Hood Hoes“), og så kan man sgu ligesågodt høre Luke. Der er til gengæld også mere oplivende numre som hyldesten til deres mødre “(Old Girl/Shining Star“. Så det går da fremad igen, og man kan da håbe på endnu mere fremgang på næste album.

Skrevet af Ole A 26.08.2004 arkiveret under Anmeldelser |