Endnu en producercompilation er på gaden og denne gang fra en af de tunge drenge i klassen. Alchemist har været vidt omkring inden debutten med “1st Infantry” nu dropper. Nu skal “debut” så tages lige så let som releasedates, og der har da også været et par “mixtapes” ude inden, nemlig “The Cutting Room” og “Insomnia”. Med enkelte undtagelser er det dog tale om nyt materiale selvom noget af det har været at høre på diverse mixtapes. Gæsterne er the usual suspects, som Mobb Deep, D-Block og Dilated Peoples. Desuden har der sneget sig en del aktuelle G-Unit/Aftermath kunstnere til som The Game, Stat Quo og Lloyd Banks. Der er altså lagt op til mere guntalk end conscious lyrics.

Hvad har den gode Alchemist så fået brygget sammen, er det guld eller bare noget der ligner? Der bliver lagt hårdt ud med Tha Game og Prodigy på “Dead Bodies”, der trader linier over en tung pianodrevet banger, en god N.Y./L.A. gangsta-combo. Dermed er stilen lagt og den fortsætter hele albummet igennem, med et par svinkeærinder her og der.
Halvvejs inde i pladen kommer der lidt ændringer i stilen, med Devin Tha Dudes “Where Can We Go”, der er et straight up pimp anthem der ville gøre Too $hort stolt. En god afveksling på albummet der ikke ødelægger helheden. Alc beviser han behersker mere end de rå bangers, men mestrer at få lyden tilpasset kunstneren. Her er der dømt rygerstemning og westcoast lowriderfunk, og Devin Tha Dude viser hvorfor han er så vellidt hos alt fra The Roots over De La Soul til Dr. Dre.

1st Infantry har højdepunkter og mellemvare, og kun et enkelt nummer falder ved siden af. Højdepunkter er numre som “Stop The Show” med Stat Quo og M.O.P. der kører derudaf med masser af energi. Mobb Deep, enten som duo eller hver for sig, medvirker på 5 numre, og de virker stadigt sultne og meget engagerede i Alchemists selskab. Førstesinglen “Hold You Down”, med Prodigy og et omkvæd af de storhittende latinoskønheder Nina Sky er et nummer der let burde blive et clubhit pga. hooket og den sprøde soulsample. Et andet af højdepunkterne er “For The Record” med Dilated Peoples, der har den kvalitet man kan forvente af det samarbejde, der kan opleves på alle Dilateds plader. Nas og Prodigy byder på mit personlige højdepunkt på en god plade, med “Tick Tock”, der viser at de burde lave mere sammen, først og fremmest fordi Nas får Prodigy til at yde lidt ekstra. Det er typisk QB streettales, men damn det er nice, og så er et smooth Alc track ikke det værste at mødes over for de herrer der jo før har beefet en smule.

Et nummer der helt skiller sig ud er “Strength of Pain”, med Chinky, en sangerinde (ja, hun synger i hvert fald) fra Mobb Deeps kreds. Der er ikke andet at sige end, at hun synger så det skærer i ørene. Beatet er der intet i vejen med, men det er her man er glad for fast forward knappen.

For ikke helt at glemme rødderne har Alc hooked up med B-Real på “Bang Out”. Det slipper de begge hæderligt fra, selvom Alc har ændret en del stil siden han var med i Soul Assasins og B-Reals stjerne er falmet i samme tidsperiode. Det er godt at høre B-Real over en anderledes produktion end man er vant til. Det er så også her nummeret skiller sig lidt ud, da produktionerne oftest nærmest er skræddersyet kunstnerne.

Det sidste nummer på pladen er “Different Worlds” hvor Alc selv er bag microfonen sammen med Twin (fra Infamous Mobb) og de reminiscer på hver deres opvækst. Det slipper han godt fra, og man kan godt høre han ikke længere er en af knøsene i Wholiganz.

Alchemist har redskaberne til at få nogle knap så lyriske rimspyttere til at lyde godt, og har udviklet sig til at være en producer der henvender sig bredt uden at tabe integriteten. Så der er klart mere guld end skidt på denne underholdende og velsammensatte plade.

4 ud af 5 sofaer

Skrevet af Ole A 11.10.2004 arkiveret under Anmeldelser |