Bokseringen er badet i lys til en af de helt store hjemmekampe. Aalborg badboy Niarn møder københavnske Rent Mel på samme udgivelsesdato. Hvert ringhjørne er repræsenteret af modsatte symboler; Rent Mels er den bløde sofa, mens Niarn præsenterer sig i stålrammerne af en bil.

Rent Mel træder ind på kanvassen med brassbandet blæsende til en gang hurtigsnak om at sætte pis i gang, men mens de snakker handler ålborgenseren. Alle seks fra melposen bliver blæst omkuld til produceren Sundsdals bombastiske ”N.I.A.R.N.”, og overtaget udnyttes til lige at lægge et visitkort fra hjemegnen på maven af yndlings boybandet; ”Dobbelt A” har så meget stolthed og kærlighed til rødderne (i begge betydninger) at snakken forstummer.

Men så sætter Atilla et af de tunge vinderbeats på og et af de funkieste omkvæd der nogensinde er lavet i dansk rap får alle arme i vejret hos den jublende crowd på ”Rent Mel Funk”. Niarn flår resolut en 5 årig op i ringen og tvinger sit gidsel til at fremsige fadervor med et pianoloop for tindingen. ”Livet i den hurtige bane” handler om the dark side som weekend junkie og tracket er både selvudleverende og dybfølt, men det har én akilleshæl = popstar Alex på omkvæd. Den porcelæns-fine sang virker malplaceret mellem de grimey vers som Niarn er på toppen af og Rent Mel går, med Jooks i front, direkte efter det ømme punkt på ”Skyggesiden”:

”Yo vi er skyggen, men ikke i skyggen af nogen/
med en fuckfinger så stor at den skygger for solen/
til den popstarsklon generation/
fuck om I lytter til os, vi lytter ikke til noen”

Måden drengene buster på er så explosiv og tight at Alex bliver udraderet for øjnene af det gispende publikum. ”Hva´vil du ha´?” råber rundens vindere til tilskuerne, men udnytter ikke overhånden helt på tracket der har et af albummets mest monotone beats. Rappen er teknisk i top, men indholdet er kedeligt standard blær og Niarn ser sine snitter til at komme ind i kampen igen. ”Mit liv mine regler” går helt til grænsen af Niarns dæmoniske karakter og ikke mindst hans næsten dovne fuck-dig-flow der provokerer mange, men som samtidigt er så gennemført at den eneste finger der kan sættes på det er den midterste – og den er altid subjektiv.
Klaveret spiller stadig for Niarn der blotter sig til benet på ”Kommer aldrig igen” med linjer som:

”Ligeglad, men det fattede de fjolser ikk/
bad alt der prøvede at nå ham om at holde sig væk/”
…
”Og smerten gennemborede ham som et skudsår/
håbede han gik ud når/ han skar sin egen pulsåre/
men det ku´ være det samme nu hadede hele verden ham/
og levede under alt det den selv lærte ham”

Det poetiske element får yderligere fuld skrue da Sundsdal skubber alle knapperne op i symfoni-feltet på ”Blow min high” der sampler den blideste, klassiske fløjte som kontrast til Niarns Otto Brandenburgske rustvokal. 2 gode uppercuts i træk til Rent Mel der vakler, men ikke falder. I stedet beslutter Mikkel Mund og Hennessy sig for at give Niarn noget at kysse, på tracket ”Drengerøv”. Alle 4 rappere bumrusher scenen med det mest uansvarlige de kan opsummere, men der er bare ikke den store interesse for at de ”har sovet til kl 2” når de ”har fri”. Det der med at puffe weed og småsmugle ved grænsen har de fleste tøser sgu også praktiseret, så det bedste ved tracket må siges at være det stramme beat med den stakåndede harmonika og det flabede ”Aha” i omkvædet. Men fuck hvor det også holder!
Der er dobbelt op på drengerøv med nummeret ”Ta det af” der er et svedigt, funky striptease nummer der ku få selv Joe Cocker til at smide hatten. Jeg kan bare ikke lade være at stene til omkvædet ” – Ta det af til det går ud af facon” for hvordan er det lige at man tager det af uden at det går ud af facon?
”Fuck dig!” råber drengene og trækker selveste Jokeren op af pistolbæltet. Oh shit! Så er der masseødelæggelsesmåben i hele salen mens stodderkongen går i front for en Erick Sermonsk ”fuck-you” session. Det er dog ikke dette vers Jokeren bliver udødelig på.

Det som Rent Mel gør, i modsætning til Niarn, er at de holder sig indenfor hiphoppen, selv når de er melodiske, hvilket er et modigt træk og en ”realness” der høster stor respekt hos crowden, samtidig med at det peger i retning af den fremtid der hele tiden rykker nærmere. Niarns omkvæd og Sundsdals produktioner vælger til gengæld at flirte med radiopop og rock, hvilket kan være forklaringen på at visse Saybia-koncertgængere forvilder sig ind til deres shows..

Niarn laver en kontra på stodderfeatures og får 100 kg opbakning på ”Stikkersvin” fra sværvægtsfloweren L.O.C, men selvom irerens stemme er ren rap-kaviar er tracket stadig tyndt, og dissene til Strøm MC, Per V, Joe True og KDL besidder ikke større originalitet end et vrissent gryntet ”Luder!”. Bedre bliver det heller ikke af 7. klasses folkeskole-rim som:
”Stikkersvin/ du reder sengen som du ligger i´en/
du vil altid være helt til grin”
Thug-vers lider under det paradoks at det aldrig er helt gangsta at holde det verbalt. Det er lidt ligesom at lave et stik-op med en blyant. Derfor vil det også altid være svært at lave et godt diss til en ord-virtuos. Gør man det skal man enten være super rammende, overlegent humoristisk eller på anden måde original. Det er ”Stikkersvin” bare ikke.
Sundsdal skynder sig at aflede opmærksomheden fra dette faktum ved at sætte den let hoppende strygerproduktion i gang der akkompagnerer albummets titelnummer om Niarns alterego; Glenn Francisco. Glenn kunne sagtens have været statist i Pusherfilmene, men så igen: det kunne Niarn også. Det undrer mig at alteregoet næsten ikke adskiller sig fra hovedpersonen, for hvorfor er han der så? Clark Kent hopper jo heller ikke ind i en telefonboks og klæder om til Clark Kent vel? Alle i crowden der troede der var 2 fra 1 i denne omgang føler sig snydt og buher mod ringen.

Det gir Rent Mel mulighed for at lægge en uppercut ind med ”Hiver fra den ene side”. Det klapper for produktionen der forvirrer sin modstander ved at flå ham fra skiftevis den ene til den anden højttaler, så der er næsten bliver tale om stereoslagtning. Og mens Niarn stadig ser snurrende stjerner bliver han sendt i gulvet med den lyrisk mesterlige ”Krig i København”. The artist formerly known as Tegnedrengen flasher sin fantastiske evne til at animere hvert et ord i teksten, hvis man vel og mærke kan acceptere hans næsten karikerede københavnerudtale der bedst kan imiteres ved at lave trutmund mens man taler. Produktionen er cremet, laidback Rhodes og omkvædet crooner ”Der er ikk mer at ta – og der er ikk mer at gi”.
Niarn griber sætningen og drejer den til det ultimativt afvæbnende ”Hvad fanden vil I ta fra en der ikke har en skid at miste” i tracket ”Hvis I ku se mig nu”. Suspekt-rapperen Bai-D stemmer i over den orkestrale produktion, og hans karakteristiske flow og udtale lægger lynhurtigt et røgslør af ord og konstellationer omkring Rent Mel. Mens ringen stadig er henlagt i en diset stemning, skruer Sundsdal ned for lyset og op for Lone-ranger beatet på ”Kælling” som er Niarns bitre salut til eks´en. Timingen er ikke så god for konceptet, da det virker lidt yesterday at sadle op på noget som man forbinder med 2003 og Jokerens ”Møgluder” track, plus Suspekts ”Hvem er” der også brugte ordet ”kælling” som det dominerende element i omkvædet. Publikum er ikke imponeret og mundharmonikaen bliver hurtigt udskiftet med harmonika på nummeret ”Yayo” der har raketrapperen U$O ved acceleratorknappen.
Radiosymfoniorkesteret er erstattet med lyden af yayo der snortes op i tuden, og kokainhyldesten er designet til at passe ind på lokumsbrættet af et hvert diskotekstoilet. ”Niarn og U-dollar maler byen kridhvid” er allerede skåret ud i pap, så når Niarn mumler ”Ha ha ka I forstå den?” indover, bliver man bare irriteret.

Så let som var det Scrabble snupper Rent Mel Niarns YaYo og laver det til Yo Yaw. Atilla og Joo kan det der med at lægge vokaler på beats så de bliver til musik og ikke ord. Dét med ordene overlader de til de 4 toptunede rappere, men undtagelsesvis får begge parter lyst til at prøve grænser af. På denne plade er det med tracket ”Fix” der veksler mellem spilledåse-plimren og sære breakdowns under T´s vi-er-alle-narkomaner-filosofi. Selvom ideen i nummeret er spændende, bliver det alligevel lidt for gøgleragtigt til at være hiphop, og crowden her vil have hiphop, det er deres ting – ting. Niarn udnytter Rent Mels sidetracking til Big Browas lyden og får straks omdannet ringen til natklub med ”Ryst din…!!” Sundsdal har det fede beat med spansk guitar-flavour og kvækkende elektro-frø. Men Niarns hårdtarbejdende næse får ham midlertidigt pacificeret i ”røvsprækken” på en ”lækker so”, hvilket giver Rent Mel muligheden for at brage op med deres monster-banger ”La det ligg” og publikum hujer og hepper. Det førende team giver den fuldt gas og kører Niarn ned i hans egen slæde; stodderattitude og ”Bitch!”-råb runger i hele den kogende sal. Især Mikkel Mund har speederen i bund med linjer som:

”Det var dumt at slå på munden og gi mig blod på tanden/
ja det var stupid – ikke bare smådumt for Mund fik energi til sin indre Gollum/
og I har rigeligt med ringe i dit rapcrew, I har homo-image ligesom T.A.T.U/
jeg ku ta din ass ud i min hashrus/
du´ en fladpande ligesom Homo Erectus – BITCH!”

Cembalo-beatet løfter taget, og publikum er umuligt at få ned i sæderne igen. Drengene fører kampen, og tiden er ved at rinde ud. Der er instant identifikationspoint hos de fleste i crowden på det næste track ”Disco Freakshow” som maler en karikatur af bylivet som det folder sig ud i cirkusarenaen af diskotekerne. Især latterlige dørmænd bliver ramt klokkerent i beskrivelsen der – muligvis takket være produktionen – aldrig virker hadsk eller bitter, men bare funky og konstaterende. Den egenskab giver plads til at man virkelig kan nyde det.

Tiden er inde til sidste runde. Et break af ypperste chillout faktor er det ultimative sofa-beat og understreger med tykke puder at det hele er uden stress. Gruppens producere har i hvert fald drevet den godt af på den her nærmest ufortolkede ripning af originalen, med undtagelse af et par cuts fra DJ Møller. Dette sidste track er nærmest hele gruppens og albummets manifest, og funklovers blandt publikum har tårer i øjnene og tændte lightere, ikke fordi de skal ha brændt nogen af, men fordi de er salige.

Med et brag af et orkesterbeat bliver alle de harmoniske lys blæst ud på et splitsekund, og Niarn stepper op med rumklang, stodderkor, udspilede violinstrenge og pupiller – tilbage i sit dæmoniske es på ”Dø til det her” der er hans sidste track på pladen. Den ultimative provokation bliver jaget ned med opfordringer til at tage stoffer, tage nervemedicin og endda tage sit eget liv. Men forargelse for forargelsens egen skyld har nogle gange den modsatte effekt. Nummeret her bliver næppe det man husker bedst fra albummet, og det ender med at fremstille Niarn som fortrydningsfuld og usikker, da han selv dementerer alle sine opfordringer i outroen.

Klokken ringer og dommen skal fældes. Der bliver vejet for og imod på både Niarns gangsterrap og Rent Mels funkfili. På den lydtekniske side tager ”Ingen Stress” kegler for en eminent skarphed og renhed i produktion og mixning, mens ”Årgang 79” har virket mere mudret i sit lydbillede. Faktisk har Rent Mel konsekvent holdt et tårnhøjt niveau gennem næsten alle 15 numre takket være selvkritik, opfindsomhed i emnevalg, eminent flowteknik og evnen til at variere beats godt indenfor samme producerteam. Gruppen udråbes til klare vindere med 4 ½ ud af 5 og stående ovation.

Niarn er besejret, men 6 mod 2 er vel heller aldrig fair. Monotonien i pladens lydbillede og det lidt for anstrengte forsøg på at provokere fratog ham den overlegne coolness, som en sand gangster bør besidde. En kliché mindre hist og pist ville også have klædt pladen der, selvom den har tabt denne battle, ikke er dårlig og besidder elementer af både lyrisk dybde og bevægende inderlighed. Der er glimrende produktioner og kræs for alle der kan lide det bombastisk på sit anlæg. Men variationerne er lidt for små i længden, og samlet hives der kun 3 ud af 5 hjem.

Tak for kampen!

Rent Mel – “Ingen Stress” – Cope Records – 2004

Niarn – “Årgang 79” – Copenhagen Records – 2004

Skrevet af Ann Noyd 25.10.2004 arkiveret under Anmeldelser |