Hvordan kan man vurdere en hel plade på 8 linjer når det har taget kunstneren 8 måneder at lave den? Det kan man heller ikke! Nu er der nok flere der tjekker for anmeldelser inden de løber ud og bruger 170 kr. i julemåneden og her er to albums der begge kalder lokkende på ens forarmede dankort, men hvilket skal man vælge? Det må afgøres på den hårde måde: battle! Derfor kommer her en motherfuckerbattleanmeldelse i 2 dele.

X-pectations
Det er blevet showtime igen, showdown igen, og i aften er det kolossernes tur.
I det ene ring hjørne troner hardcore westcoastbangeren Mr X to the Z med sit splinternye, dødbringende 5. album ”Weapons of Mass Destruction” overfor sit blege, højeksplosive modstykke; Eminem der ligeledes er bevæbnet med sit sydende nye album; Encore.
2 rappere der sidst mødte hinanden (her hjemme) i hiphop-filmen 8 Mile, og som begge er kendt for deres aggressive rap og bad motherfucker image, går i ringen for at vise hvad de dur til.

Den massive X toner ind over Præsident Bushs stemme. En manipuleret tale hvor maseødelæggelsesvåbenene introduceres og selv introducerer hr. Alvin Joiner (Xzibit) over en syntetisk rocktromme courtesy of Sir Jinx.

”X snatch and grap it got you hoping I fail, cause if I fail, you’ll be happy like a faggot in jail ”.

Man bliver bazookaet langt ind i det nye millenium på lyden der lugter mindre af hundehus og grillet kylling og mere af industri og milliondollar-mixerpulte, men det understøtter meget godt den edderspændte Xzibit der spiller med de tatoverede muskler.

Em-ballage
Den spinkle Marshall Mathers træder op i ringen til sin modstander mens masserne begejstret messer hans navn på introen. Hans album er skarpladt og luksuriøst forsynet med samtlige tekster på albummet og en serie professionelle fotos der fortæller en egen, dramatisk historie. Det får Alvins våbenkasse af en cd til at ligne en tom cigaræske med sine klichéramte s/h fotos og pixeleret håndvåben. Sølle 4 små sider. Mon ikke X skulle overveje at pimpe sit cover i stedet for den næste øse?

Eminems åbningstrack holder ikke tilbage på rapperens fænomenale flow. Evil Deeds kunne være en kedelig, monoton produktion, men under Ems animerede og smidige rim bliver beatet den rette scene for kunstneren at udfolde sit talent uoverskygget af al for meget hopla på musiksiden. Så tight og fedt er hans flow at hans stemme bliver den del af lyden der gør produktionen komplet. En evne man også kender fra en anden fonetisk begavet rapper, nemlig Missy Elliott. Men det stopper ikke her, Eminem er også en fabelagtig fortæller på indhold. Han reflekterer over sin status med al den respektindgydende ærlighed der giver linjer som denne ræssonans:

“The curtains just don’t close for me, this ain´t what fame was supposed to be, where’s the switch I can just turn off and on, this ain´t what I chose to be so please God give me the strength to have what it takes to carry on till I pass 50 back the baton, the camera’s on, my soul is gone.”
Street-crooning
Xzibit har taget et hårdt uppercut fra den melaninfattige talentmasse på førstetracket og lukker, sammen med Jelly Roll (og en IRRITERENDE kogende kedel på produktionen), helt for det varme vand på Cold World. Beatet cruiser hjemmevant på vestkysten og Jelly crooner lidt Pharrellisk sang på omkvædet. Som titlen antyder handler det om den store, onde og ikke mindst kapitalistiske verden vi lever i. Tre skæbnehistorier uden synderligt imponerende flow eller rimkonstellationer traver gennem et par brugte skabeloner og helt til Bagdad for at ende som en martyr-historie om en lille dreng i Irak der falder som offer for krigen.

Minimalistisk i udtrykket, men utvivlsomt med mindst 20 kanaler af lyd simultant pulserende er det blevet Saturday Night og Jelly Roll er slet ikke til at skubbe ud af hverken studie eller vokalboks, selvom både Krondon og Truth Hurts skubber med. Resultatet er svedigt og grimey, men blegner i sammenligning med det efterfølgende track: Muthafucka. Her sender Rick Rock X ind på den klassiske måde: claps, shakers og ekstra toppings of braggadocio. Det er omkvædets vokale breakdown der skiller tracket ud og gør det rigtig fedt på en original måde.

Eminem smører knoerne med Nate Doggs glatte vokal på Never Enough, som modstykke til Xzibits Jelly. Han hæver indsatsen med 50 Cent og sætter endnu et dull beat på. For if it ain´t broke why fix it? Well, bl.a. fordi teksten i denne omgang ikke rummer samme dybde eller fængende billedsprog som forgængeren. Ret sikkert er møntmandens rim også ghostwritet af Em, i hvert fald er ordvalg og flow uhyggeligt nært beslægtet med dennes. ”If I´m the best and the worst then God´s gift is a curse” er et af de få guldkorn. 50 formår dog at gøre sig bemærket for sin egen helstøbte levering og så er det rart at det ikke kun er Eminems nasale stemme der kører solo på en hel plade.

Slim såret
Allerede ved fjerde track bliver konceptet med et simpelt beat trættende. Eminem pakker en hel selvbiografi ind i Yellow Brick Road og udviser komplet manglende forståelse for at hans livshistorie er den mest gennemtærskede på denne side af årtusindet. Hvad der tydeligvis skulle have været en bog er altså blevet et track, og man kan roligt bladre videre, mens Eminem synker sammen på kanvassen under vægten af sine læsebriller.

X har overtaget og brager frem med det crazy fede track Bevare of Us flankeret af Strong Arm Steady. X´s lavmælte gangstahvislende stemme komplementerer et på én gang hardcore og melodisk Khalil-beat der burde være tvungent pensum for enhver club-DJ. Hele salen rocker til tracket der ikke har noget klogt at sige, men hvad gør det, når man har sådan et track? Skuddene runger gennem luften, og Eminem må dukke sig for ikke at blive ramt af dette sure shot.
Em famler stadig hjælpeløst rundt efter brillerne mens Khalil klimter dommedag ind på keyboardorgelet. Det er dog mere sorgløst end det lyder med samples og kvindesang og pastor X på prædikestolen:

”First it was a war on blacks, then there was a war on crack, now it’s war in Iraq, come on, I never give up I only get back”.

X har trænet sig varm og er hårdtslående bangin over Battlecats beat på Criminal Set der sampler Ice Cubes Amerikkka´s Most Wanted. Der bliver givet flade ud på den hårdtpumpede levering og så er det max rockstar at sige:

”I heard the ol´ G´s they don’t hit and I’m the only one left from the west that you can’t fuck with, well lately I’ve been feeling like Will Smith; why bother with rap when I can get 20 mill on a flick?”

Der er ingen grund til at holde sit rampelys under en skæppe!
Selveste Timbaland bliver rullet ind i ringen i en Storm P– lignende konstellation af en trommemaskine med alskens klinke-klanke, banken og raslen på singlehittet Hey Now. Crowden ryster røv som på kommando og kvindevokalen lægger X´s barske stemme i blød på omkvædet; diskotekerne falder på stribe. Så er det mere back to basics på Ride or Die produceret af Mr. Porter fra D12 hvor X underviser i ægte gangsterism for viderekomne. Det hårde univers er dog så unuanceret og beatmæssigt jævnt at man næsten lulles i søvn og i et øjebliks uagtsomhed ser Eminem sit snit..
Link til del 2 af anmeldelsen: HER.

Skrevet af Ann Noyd 16.12.2004 arkiveret under Anmeldelser |