Hvem af de to rap-giganter kan bedst klemme sig ind under juletræet i år? Hvem skal MC Broke fra Skævinge skrive på ønskelisten til Moster Oda? Hvem bliver den heldige thug der, iført rød sløjfe og gavepapir, mest fortjener din surt sammensparede formue når der skal købes mandel- eller raflegave? Læs svaret og anden halvdel af battleanmeldelsen her.

Link til del 1 af anmeldelsen: HER

Verdens største digter for en hel generation har skrevet endnu et gåsehudsfremkaldende godt digt. Over en simpel marchtromme og et bombastisk 80’er-kor af børn, reciterer den indebrændte maestro sit værk så tight, at selv vejtrækningerne rimer på hinanden. Minimalismen i versene kontra storslåetheden i omkvædet er så overvældende, at X skælver i knæene. Koret bliver til en hær og trommerne er regnens. Eminem er selvbestaltet oprørsleder og rykker sine soldater gennem en sump af et zombieagtig beat mod Det Hvide Hus for at styrte præsidenten på Mosh. Men der er noget klamt diktatorisk på hans bibelske måde at messe

”Come along, follow me as I lead through the darkness, as I provide just enough spark that we need to proceed”.

Et eller andet skummelt er der i hvert fald ved det. Måske det uharmoniske i først at udstille sig selv som galning for dernæst at stille sig op som født leder.

Ørl og døde helte
Puke lover godt med et mere energisk beat, men teksten er så lam en repetition af hadet til ekskonen og så fantasiløst opbygget at kun de svage rim synker dybere. Det lidt desperate forsøg på at provokere ved at integrere selve opkastlydene virker kun sørgeligt. Det track er så dårligt at det er til at brække sig over.
Når man nu alligevel er ude på lokummet kan man ligeså godt spille My 1st single og få det overstået med de fugtmættede pruttelyde og bøvserne. Em får også presset lidt namedroppings ud i form af O.J. Justin Timberlake, Britney Spears og Hilton søstrene.
Eminem er kun halvvejs gennem sit album med Rain Man og beatsne har ikke rykket sig en bar. Selvom tracket her er en tour de force i multifonetisk rim rap og dårlig samvittighed over Christopher Reeves død (Em dissede ham før han stillede sine temmelig ubrugte træsko) forhindrer det ham ikke i at disse videre endnu før kappen er foldet helt ned i kisten. Det er endda bare fyld i en lang meningsløs gang munddiarré, eller som Em siger det:

”And I don’t even gotta make no god damn sense, I just did a whole song and I didn’t say shit.”

Storhedsvanviddet skubber rapperen tættere på Hybris for vil fansne virkelig acceptere den slags arrogant pral? Salen er tavs som den grav Supermand ligger i.

Big Weenie er mere røg fra den indebrand der hærger i Ems martrede sjæl. Tracket er en skrumpepik-forbandelse der kastes på alle der har sagt grimme ting om rapperen og kvaliteten svinger fra lange passager af rimløse paranoide beskyldninger til tætpakkede multirim på crunch og brunch.
Eminems punches er svage, men lige inden klokken ringer runden af får Em kraft i sit slag og sender et killer skit ind i synet på sin modstander Em calls Paul er en monolog bygget næsten udelukkende på Michael Jackson-titler der benytter lejligheden til lige at forklare hvad og hvorfor omkring situationen mellem de to.

Enter Busta & Hi-Tek
X genforenes med Strong Arm Steady på Crazy Ho som er historien om at være stuck med et vanvittigt kvindemenneske, typen der spytter i din limonade og truer med at tage sit liv hvis du slår op. Det er først og fremmest Butch Cassidys lækre sang på omkvædet og den tilbagelænede westcoast produktion der gør det her til thumbs up. Best believe at den her cruiser videre på indersiden af kraniet længe efter at du har slukket for afspilleren.

Hele salen gisper da den næste feature træder op i ringen til X, det er ingen ringere end Busta Rhymes og Hi-Tek der gør deres entre på vokal og beat. Endnu engang skydes der med skarpt efter stakkels Em med et rigtig badaz track der sætter sig i nakkehvirvlerne:

”You never snitch, hide the evidence, dummies dig ditches they die for dead presidents / They big scream, make them seem large like an elephant when in real life they so soft and so delicate”

Men selv med de to esser I ærmet er tracket ikke det man husker længst. Den chance er større på Scent of a woman hvor Hi-Tek har lagt et næsten skævt, mudret beat som Dion synger omkvæd på. Det fede ved det her nummer er at det udvikler sig og ændrer konteksten af ordene i omkvædet så deres betydning forandres gradvist parallelt med versene. Rigtig fedt koncept som man må tage cappen af for og som kvalificerer tracket som et af de allerbedste på albummet.

Tilbage til Neandertalerhulen med Klack der er så kedeligt produceret at man mistænker beatet for at være stjålet fra Eminems album, garneret med ligeså primitive tekster om guns og gats.
Gad vide om det er selvransagelse efter den omgang bullshit at X leverer sit sidste nummer Back 2 the way it was:

“´Cause real niggas don’t say face, they make movements, back to the time when hiphop was music, when NWA got buhed in the Apollo, broke straight outta Compton and the whole world followed/ ´cause right now hiphop is hollow, with no substance, X-men with the roughness, ´cause success can suck sometimes, and many of us – the way we act – we even lost our minds”.

Eminem – og kvinderne han skylder alt
Så Just loose it – det er Eminems svar og første singlen fra albummet. De skiftende melodier i flowet og det iørefaldende ”rah-rah-rah” berettiger nummeret ligesom Ems opfindsomme referencer tilbage til sine tidligere hits også giver det lidt ekstra. Tracket er uhøjtideligt crazy over et BR keyboard og hvis man ikke rynker på næsen af den slags er det et skægt, uptempo track der ikke er udødeligt, men tåler genhør.

Ass like that derimod.. Indisk flavoured beat på max 17 bpm. Jeg har i hvert fald aldrig hørt en gang JackAss like that. Em fjoller fra første til sidste linie og savler over flere kendte Hollywood blondiner som han ønsker sig ville strinte på ham. Her er nærmest tale om en hybrid mellem stand-up og rap, men med punchlines erstattet af slapstick. I en enormt selvhøjtdelig branche er det egentlig et meget fedt indslag, men det er de færreste andre end Chaplin der laver klassikere af at ryge på røven.
Rappens yndlings emne #1 – kvinder – er også inspirationen til det næste track som ikke får tempoet op, men i stedet iklædes en sørgmodigt sunget bøn og et par foragtprægede historier om det modsatte køn. For en gangs skyld er det instrumentalen der er mest interessant i al sin inderlige enkelhed mens teksten er bitterhad af den vante slags fra gæsterappere som Obie Trice, Stat Quo og 50 Cent. Ikke overraskende leveres det bedste vers af Eminem og filtrerer man gennem hadet ænser man en fascinerende dobbeltydighed i hans forhold til det andet køn. Hvis Freud havde levet ville det her track køre i repeat på hans I-Pod.

Mockingbird er endnu en (godnat)sang til datteren Hailie. Det et smukt piano akkompagneret beat med blikdåse-hihat og en tur ned ad Memory Lane hvorfra Eminem må en stadig længere tur tilbage for at hente materiale til sine tekster og fangsten bærer da også præg af repetition, men det er den eneste af hans verdener som hans lyttere kan identificere sig med.
Der er ingen tvivl om at kvinder er altafgørende i Ems univers, om det er datteren, moderen, ekskonen eller hende han er Crazy in love med og som han endda banker og selv får tæsk af (!). 80ér sang lister sig endnu en gang ind i produktionen mens Eminem bekender at det er en kvinde der giver ham eksistensberettigelse, identitet og evnen til at rappe.

Sidste chance
Eminems to sidste shots er One shot 2 shot og titelnummeret Encore. Førstnævnte er et fiktiv shoot-out i en koncertsal der indblander D12 hvoraf Kon Artis vers er det bedste, (men ikke meget) af en samling jævnt dårlige bidrag.
Når man efterhånden har slæbt sig frem over de uslebne produktioner til man har fodvabler i ørerne og når frem til det sidste nummer er man næsten lettet, men alligevel forventningsfuld for den store digter har vel gemt et guldkorn til sin afsked?
Nej, det har han ikke. Det er en sørgelig sortie over et 1-2,1-2 beat produceret af Dre selv, til en tekst der benægter at doktoren er washed up og i øvrigt – not to worry – vil sende sit Detox album på gaden. Men hvis det er lige så tamt produceret som denne plade, skal han ikke skynde sig for min skyld.

Kampen er kæmpet og vinderen er Xzibit med sit mere sammenhængende og kvalitativt stabile album samt variationer på produktionssiden – den samme side – som er dødsstødet på Encore der udelukkende er produceret af Dre og Eminem (der begge lyder som hinanden) hvilket er rigeligt til 5 tracks og alt for pres til 4 gange så meget.
Eminem har heller ikke helt nok på hjerte til hele 20 tracks inkl. skits, og i stedet for at skære lortet fra, fylder han det på nærmest som en hån til sine lyttere og i et anfald af storhedsvanvid hvor han bilder sig ind at selv hans ræb er albummateriale. Det kommer i det store hele til at overskygge de få, men virkelig gode tracks der trods alt er på. Måske skulle han lige tjekke sig selv inden han wrecker sig selv.

And the winner is –
X lever op til sine fans forventninger om et ok hårdt vestkyst album og selvom det ikke når op på siden af tidligere tiders legendariske tracks er det en hot plade at pumpe, ikke mindst fordi der lyder som om han rent faktisk har nydt at indspille den, i modsætning til Em der ender med at skyde vildt omkring sig, men kun rammer sig selv i foden.

Xzibit – Weapons of mass destruction:3,5 ud af 5 sofaer

Eminem – Encore:
2½ ud af 5 sofaer

Skrevet af Ann Noyd 17.12.2004 arkiveret under Anmeldelser |