Dambo, Midget og Navlesdrengen er tre fyre der tilsammen udgør gruppen Enelsk fra Odense. Det er byen der huser Juelsgade, hvorfra titlen kommer til deres musikalske udspil: demoen Juelsgademodspil.
PS: Hvis du er en af dem der tænker på at udgive en demo bør du læse med her.

Da jeg modtog pladen sad jeg og stenede en rum tid over titlen. Jeg synes det er fedt nok at ordet DEMO indgår så ærligt i navnet, men der står stadig modspil og jeg fanger ikke helt hvad det er et modspil til. Måske er det et modspil til de fede lirrede covers der findes derude, for Enelsk coveret er mildest talt simpelt: et kloakdæksel på sort baggrund. Derfor er det meget overraskende at åbne coveret op og opdage hvor fedt det bliver på indersiden med en kæmpe fotocollage fra kant til kant; 50 billeder OG teksterne til to af deres tracks.

Det står hurtigt klart for mig at de her drenge svinger meget og spænder vidt. Det går helt fra rigtig godt til.. tja sucks. Hvis man beviser man har evnen til at lave noget coolt grafisk, bliver jeg faktisk endnu mere ærgerlig når det ikke er gennemført. For hvad har holdt dem tilbage fra at lave det fedt og mere professionelt på alle sider? De kan jo godt!
De her drenge laver selv alt inklusiv deres egen hjemmeside, så de har super tjek på det der med at have alle vinkler med, men så er det stadig vigtigt at hvert element bliver gennemført.

Måske er det blevet for nemt at sende ting ud? Så må jeg holde mig selv fast i, at de ærligt erklærer at de kun har lavet en undergrundsdemo. Men hvad fanden er en demo anyways? Her er en plade med 9 tracks – det er næsten et album, og hvis man sender det ud til anmeldelse så må det jo kunne konkurrere med alle andre udgivelser. Er Demo oldgræsk for ”Det behøver ikke være så godt”? Jeg troede en demo var en kort præsentation af hvad man formår, som man giver gratis ud som smagsprøve til dem der kan bringe en videre. Men her er den et færdigt produkt til salg for alle. At det er fra undergrunden er i hvert fald ingen ”formildende” omstændighed – dertil kommer der alt for fede ting ud fra samme sted.

Jeg sætter mig altså til at høre den her sag igennem uden nogen som helst særlig overbærenhed, men med alle de krav og forventninger jeg normalt ville sætte til en dansk udgivelse. Mit kompromis er at jeg ikke slutter af med en karakter, men lader anmeldelsen i sig selv rumme de nuancer der ikke er plads til i sofaerne.

At man laver alt selv fra bunden, eller arbejder fra den, fritager ikke fra ansvaret for at levere noget godt. For dét der er godt er ikke ensbetydende med tusinddollar-udstyr, men er et spørgsmål om idémæssig gennemførthed, originalitet, fantasi og talent.

Midgets instrumentale intro er udmærket og lægger tonen an til noget lidt jazzet blandet med elektronisk og overall måske lidt eksperimenterende. Men så går 1. tracket igang og er i en helt anden boldgade.

Fairplay (hvorfor hedder den det?) er en hyldest til den unge, ølelskende rappers livstil på SU-smertegrænsen. Men det opdager man kun hvis tracket overlever forward-knappen efter disse åbningslinier: ”4 festivaller, 3 piller paller/ 2 ton tjald og 1 øm diller daller”.

Tilbage til det med hvor meget drengene svinger fra godt til dårligt, for der er seriøst nogle fucked-up linier – såsom: ”Vi digger daglig Uhh men vi graver ik´ rør ned/ Diggi og Navle os kan du ik´rør ved/ vi to er lig´ så pumpende som horefisser/ eller to store borebisser” – Daamn, that´s gay y’all!

Men i samme track finder man også linierne : ”Kassekrediten er så tom jeg rammer rock bottom/ har ingen penge og har aldrig givet en fuck for dem/ jeg underholder på et overtræk/ trækker tiden ud ved at række viden ud/ jeg overlever på et underskud skyder problemerne ud/ ved at skyde skiver ud”. Lige minus ordet ”viden” synes jeg det er rigtig fede linier der både holder det ærligt, melodisk flowende og meget hiphop. Igen beviser de at de godt kan, men så meget desto mere mystisk at de ikke kan se mere kritisk på de svage passager.

Enelsk burde få noget sparring på en del ting, herunder titlerne på deres track. Næste nummer hedder Juelsgade men handler ikke om gaden, men om de de to rappere Navlesdrengen og Dambo. Jeg er i tvivl om det er bevidst eller ufrivilligt morsomt når jeg får grineren over linier som ”Eller en navlesdreng yo jeg vil la´mig gnave ind/ og sæt´ et evigt minde om mig selv på dit maveskind” eller ”Juelsgade børnhav´ dannede rammen om en rimelig go´tilværls´/ forlod min mors mave som en rockstjerns´ hotelværls’” Hvor er det mange gange sejere at sige: ”Tidliger’ poeter flød rundt i mit fostervand og skabt´ den form for Winther der ik´ kun er frost og vand”. Og hvor nice er det ikke at høre det – for resten – fede beat transformere sine strygere om til en elektronisk båret omgang beatboxning med Hello Nasty flavour i outroen.

Navlesdrengen har en karakteristisk low-key, næsten hæs vokal, der er lys og med masser af luft. Den komplementerer meget godt Dambos tydeligere og lidt slagkraftigere stemme. Alt for mange rappere på samme track lyder som hinanden, og det er fedt at man for en gangs skyld kan høre forskel uden at det er fordi den ene er dårligere end den anden. Lydskiftet gør også teksten mere levende og bryder monotonien der altid lurer i one-rapper-tekster.

Navlesdrengens primære problem er i de lidt for ordkompakte vers, hvor han må spæne og snubler på beatet, fordi der er flere stavelser end takter. Det gør det også sværere at forstå hvad han siger, og igen er jeg rigtig glad for at teksten til Juelsgade er trykt i coveret.

Navlesdrengen gør det rigtig godt på beatsiden sammen med Midget og G´Damn fyrer godt op under dit anlæg med et bumpende, energisk track. Jeg savner lidt mere sjælfuldt dampende Juelsgade-landskabsmaleri og lidt mere navlepilleri fra drengene. Det bliver så distanceret og koldt når det er standard-pral tekster. Det ville klæde hele den der fattig-kunstner-fuld-af-kærlighed ting som er deres, hvis teksterne bar mere præg af udkrænget sjæl og bekendelser frem for ”vi-er-alt-for-fede” – stilen.

Si-Woo er et meget særpræget track med et dragende og truende beat, der runger som en hjemsøgt hangar under en lidt substansløs tekst der afspejles i titlen. Men noget står ud, leveringswise, og det er den norske rapper Skranglebein. Han er perfect castet som gæsterapper og igen viser drengene deres evne til at kombinere godt. Han flower nonchalant (omend uforståeligt) på den futuristiske instrumental som vil få alle ol´schoolhiphopsample-lovers til at hyperventilere af arrigskab – I love it!

Noget jeg godt kunne undvære var Dambo-beatbox-skitsne. Der er ingen tvivl om at han er bevæbnet med skills til tænderne, men lyden i liveoptagelserne er helt ad helvede til og minder om en 80’er-støvsuger med bronkitis. Hvorfor pokker er det ikke studieindspillet??

Enelsk flexer ordspillermanøvrer på Flerplaner som også er skruet godt sammen på det høje energipunkt mellem levering, beat og beatbox. Og så er det lettere at tilgive det væsentligt sløvere og ensformige beat på Trompeter Og Fløjter der kom før.

Utro er hiphopundergrundens svar til Lazyboy og saksen der har klippet lydcollagen sammen har været skarp og lagt sine snit godt. Men beatet er temmelig simpelt og mere elektro end hiphop. Det er en smagssag om man er til det simple og eksperimenterende. Folk der får røde knopper af Eminem-beats vil sandsynligvis også få lettere udslæt af Navlesdrengens kompositioner, men man skal huske på at der er mange der synes godt om genren – og de bør tjekke for Enelsk.

Midget tager sig af bonusbeatet, der lukker cirklen for udgivelsen. Og det er en rolig, chillet spadseretur ned ad keyboardet, der sender lytteren ud på en behagelig og laidback måde.

Juelsgademodspil er på mange måder den klassiske første udgivelse med sine uregelmæssigheder og sin svulmende, rene kærlighed til hiphoppen. Alt blegner i bålet af den brændende passion og alle småtingene, såsom at stave rigtigt i coveret, blegner i lyset af den overordnede lidenskab.

Det er klart at det der kommer fra hjertet går til hjertet. Men der er så mange bejlere af kulturen, så mange elskere af musikken og årevis hårdtarbejdende, slidsomme lovers af rap, at man er nødt til at bringe mere til bordet. Man kan ikke bare nøjes med at elske kulturen, man må også kneppe med fluerne. Man må kæle for alle detaljerne og frem for alt må man kunne fucke med en masse kritik.

Kan man det vil man sejre før eller siden, det er jeg sikker på. Ikke mindst fordi der er så få der kan.
Men Enelsk – de kan.

Skrevet af Ann Noyd 14.02.2005 arkiveret under Anmeldelser |