Man ved man har slået sig fast, når andre MC’s nævner ens navn i punchlines. For IllaLive skete det på “Rap Definition” da C-Style sagde: ”I learned from the pioneers, that’s why I’m IllaLive, no doubt, than most of these kids in here!” Efter Top Notti er gået hver til sit, skal Århus-rapperen nu ikke blot vise han sygere live, IllaLive skal også være syg på sin selvbetitlede solodebut ”IllaLive”!

Til de der ikke kender IllaLive var han som sagt tidligere en del af Top Notti, der også talte Nappion, Dierect og DJ No Doubt. Gruppen var netop kendt for sit gode liveshow og spillede bl.a. til det allerførste Aarhus Took It Festival i 2000. Til sidste Aarhus Took It fremførte IllaLive så sit nye solomateriale. Stilen er tydeligt inspireret af den del af New York-scenen, der både leverer streethop og clubbangers (tænk Fat Joe, Fabolous, Joe Budden).

IllaLive er begavet med en stemme, der både er klar og legende, samtidig med der også er noget rå autoritet i den. Det fungerer godt, specielt fordi han bliver nødt til at have en meget troværdig levering, når han i dén grad læner sig op ad den moderne NYC-slanguage. Flowmæssigt ruller ordene ofte hurtigt gennem versene, og det er behageligt at lytte til. Men man skal være opmærksom for at fange meningen.

Albummet er lavet så de mest catchy’e, uptempo numre er placeret i den første del: ”Oh No…”, ”Bang Like” og ”Call U A Bluff” kan alle karakteriseres som numre, der skyder efter at blive spillet på det samme dansegulv som f.eks. Terror Squad’s ”Lean Back.” IllaLive passer til denne stil, og specielt på ”Call U A Bluff” med den dystre synthesizer og handclap-beat gør hans vokal sig rigtig godt. ”Bang Like” er også en vinder, selvom versene ikke er specielt dybe. De handler i alt enkelthed, om hvor meget nummeret banger, men med et elegant touch af overlegenhed:

”Mooove! If you ain’t know what’s up /
IllaLive gots it locked every song I drop
Yooou! You betta come correct /
Feel like a young Busta, plus I got you all in check
Haaah! You know what’s going down /
Face the facts, ‘Live know how to move a crowd
Hmmm! That’s just the way it is /
If you ain’t know like I know, why you say you is?”

Det er netop afslutninger som denne, der gør lyrikken værd at lytte efter. Samtidig viser det Illalive forstår at bruge sproget, også når det ikke skal være skoleengelsk. På anden del af pladen finder man de mere eftertænksomme numre som ”My Bloodline”, ”Piece Of A Dream” . Her kredser lyrikken om livets hårde realiteter, men giver samtidig plads til at IllaLive kan mixe indholdet med rap om sig selv og musikken:

”Every night I see children starve on television /
And other people die over they own religion /
That’s some shit worth dying for /
Still it’s kinda distant, that’s why I’m Easy like the Commodores”

”Finer Thangz” er en Too $hort-styled hyldest til det gode gadeliv, endda med feature fra U$O, der udover at droppe et vers også giver den som smørtenor i omkvædet. Egentlig passer stemningen i musikken også bedst til U$O, når han rapper:

”Please believe, when I steppin’ in / with a sip of Hen’
Pimp since the git-go / Pimp when I tip-toe
Through your club when you clubbin’ /
Shorty forget about your husband and get with the thug’n!”

På den uheldige måde skiller nummeret sig mest ud på albummet, for det er som om IllaLive’s sex-and-alcohol vers drukner mellem omkvædene (der også udgør langt størstedelen af de 4.12 minutter), og det bliver aldrig rigtig hans tur til at få sin mack on. Det gør det til gengæld på ”Fall Back And Weep,” hvor der bliver leveret endnu flere cock-tales med så x-rated indhold IllaLive stønner enderimene ud.

Et af de helt store plusser på udgivelsen er produktions-teamet HeartBeatz. Hele albummet igennem formår de at give numrene den helt rigtige stemning. Der er hypnotisk synthesizer til pornorappet, grædende strygere når det skal være sørgeligt. Selv skitsne er faktisk fedt produceret! Desuden er det superfedt at høre når broerne og B-stykker rammer numrene, og giver IllaLive’s vokaler en ny karakter. Der hvor de markerer sig allerbedst er med den varierede trommeprogrammering, der bestemt ligger i den gode ende hvad angår originalitet. Alene det sindssyge percussion-breakdown på ”Bang Like” er nok til at give den op for dem. Det eneste lidt kedelige element synes jeg faktisk er, at de for ofte bruger en live-sangerinde til at supplere vokalerne, for det er faktisk kun på ”Piece Of A Dream,” det rigtig giver nummeret en ekstra dimension.

Med udgivelser fra J-Spliff, Gislí, Majid og Static & Nat iLL er der masser om budet når det kommer til engelsksproget rap herhjemme. Det er ofte blevet sagt folk lyder for danske, men det synes jeg IllaLive’s ordforråd er alt for stort til at bruge tid på, han lyder godt på engelsk. Nogle gange kan endelserne dog blive for afkortede og bløde. Det lyder f.eks. som om han siger ”fly attendants” i stedet for ”flight attendants,” men jeg synes aldrig det gør meningen falder igennem.

IllaLive’s force er han går målrettet efter at lave vers til clubben, og ikke er bange for at sige, han er ude efter mass appeal. Som sådan får han det sikkert svært som undergrundskunstner, for det er immervæk svært at sælge et player-image via en demo-CD. Det er ikke fordi han ikke har sin niche. I forhold til dette er en dansk udgivelse, hvor vi jo herhjemme vægter indholdet mere end indpakningen, taler IllaLive forbavsende meget om tøj. Der er stort set ikke et nummer uden justering af cap-rim’en. Det fungerer ret godt på punchlines som: “Y’all wolves in a sheep’s clothes / I mean, y’all hoes in some cheap clothes,”. Men jeg tror stadig ikke folk herhjemme køber haute couture illussionen, så det virker ufedt at sige: ”They be lovin’ my shirt / Cause they know I bought it first.”

På bundlinien synes jeg dette er en blandet udgivelse. Jeg kunne godt have ønsket mig, albummet var endnu mere målrettet mod et bestemt marked. Selvom der er masser af club-ambitioner, er det primært ”Fall Back And Weep” og ”Call U A Bluff,” jeg kan se nå helt ud på dansegulvet. ”IllaLive” er anbefalelsesværdig på grund af den stribe gode, velproducerede numre albummet indeholder. Men det ændrer ikke på jeg tror IllaLive som rapper kan blive endnu bedre, mere aggressiv og mere vedkommende i numrene.

Der er en rigtig god lyd på musikken og vokalen, og man kan høre det er professionelt mixet, hvilket jo altid er overraskende på en undergrundsudgivelse. IllaLive beviser han er en dygtig rapper, der ikke bare formår at spytte 16 takter, men kan lave sange. Han får også, hvis det var nødvendigt, slået fast at han er dygtig til flows, og han skaber albummet igennem stemninger der passer til indholdet.

3 ud af 5

Skrevet af ptas 14.02.2005 arkiveret under Anmeldelser |