Inspireret af den tidligere omtalte Byron Crawford kommer 50 Cent anmeldelsen her i samme format (track for track kommentar) som hos den geniale blogger.
Find ud af om det bedste ved hele skiven er det fede, tegnede cover!
G-g-g-Unit!!!!

In My Hood: Jeg mener 50 Cent er paranoid, og det giver Fiddy mig egentlig selv ret i: ” I don’t trust a muh’fuckin soul”.
Produceren C. Styles giver os begge to ret og lægger et chillet, bluesagtig beat til at balancere neurotikeren lidt.
This is 50: Fiddy fortsætter med at fortælle hvor triggerhappy han er og tilføjer: “Man I’m tired of tellin niggaz over and over / I won’t hesitate to pop or shank ya” – det passer jo strålende med at vi er trætte af at høre på det!
Misforstå mig ikke, jeg hader ikke 50, men jeg synes han er pinligt ensformig og det bedste at sige om det her track er hans flow og den Hare-Krishna pling-pling der er lagt på produktionen. Uptempo veganer-beats holder!
I´m Supposed to Die Tonight: Kun tre tracks inde og man forstår godt hvorfor folk kan ønske ham dræbt. Fiddy snakker videre om guns og udvider med en trussel om et manicure- og frisør besøg: ” Don’t be stupid, find out who you fuckin with son’ Fore we find out where yo’ bitch get her hair and nails done”. Det må være en eller anden genial plan om at se bedre ud end sine fjenders damer.
Ps: Er der ikke en frø der kvækker langsomt i Eminems beat?
Piggy Bank: Let´s face it, 50 bliver massacreret på sit eget shit. Denne gang er det Needlz der udraderer Fiddys klichéer med et beat der er mere pumpet end rapperen. 50 er endda nødt til at disse kolleger som Jadakiss, Fat Joe og Lil’ Kim for overhovedet at få opmærksomhed her. Men det er hans “Get Money”-interludes der er de bedste vokale indslag, på et disstrack der er så tyndt, at det får en anorektiker til at ligne Amin Jensen. ” Kelis said her “Milkshake” bring all the boys to the yard / Then Nas went, and tattooed the bitch on his arm” = TYNDT!
Gatman And Robin: OK, for det første, så er hele Batman & Robin konceptet jo helt udenfor enhver diskussion det mest homoseksuelle man overhovedet kan opdrive i fiktion. Af en eller anden besynderlig grund insisterer Eminem på at vende tilbage til dette spandexklædte makkerpar, først med Dre og nu med 50. Efter hans samarbejde med Elton John har jeg tålmodigt ventet på at hængslerne ville ryge af skabet og verdens p.t. bedste rapper ville chokere hele den homofobiske kultur og stå frem med sine tilbøjeligheder.
I mellemtiden må man bare nyde hans crazy fede flow og multirim-struktur (6 på hinanden rimende linjer er ikke usædvanligt) der nærmest hopper på hovedet af 50, som nok engang bliver tværet ud på sin egen plade.
Candy Shop: 50 har byttet sine gats for vingummier og bolsjer og køber slikkepinde med sangerinden Olivia over et Scott Storch beat der – som Scott Storch beats jo så ofte gør – holder hele vejen til kasseapperatet. Det her track giver allerede lakridser mellem tæerne på dansegulvets sveddryppende hotsteppers, og frem for alt klæder det 50 at lukke røven med sine guns og svinge sin sukkerpind lidt i stedet for.
Outta Control: Kongen af snøvlerap over et hop-så-på-det-dansegulv-for-satan-beat fra Dr. Dre og det er det bedste af hans bidrag til denne skive.
NB: Hvorfor griner 50 i tide og utide på sine tracks? Er der nogen der kilder ham i vokalboksen? Hold op med det!
Get In My Car: Jeg grinte min røv i laser over det her track, og for en gangs skyld over-shiner 50 sin producer, der denne gang er Hi-Tek som er faldet i søvn med panden på loopknappen. Det her er alt for morsomt! ”My conversations so deep, I get in your head
Next thing you know, you yawnin’, turnin’ over and I’m in the bed {*gunshots*}” 50 har selv svært ved at tage det seriøst – han griner, skyder og praler. Ali G ville have været stolt.
Ski Mask Way: Endnu engang ligger 50 og græder sine paranoide tårer på briksen hos psykiateren.
Fedeste linje: ”This town’s one big pussy, waitin to get fucked”.
PS: Man er kreativt broke når ens fedeste linje er et Scarface citat.
A Baltimore Love Thing: Pladens kedeligste beat møder pladens mest interessante tekst. 50 snakker i tåger og skifter tonefald og udtryk som en utilregnelig lover der halvt truer, halvt kæler. Der virker som om der er en masse symbolik i lyrikken, der flirter med incest og forfald. Men det er bare så usandsynligt på en plade hvis øvrige tekster kan finde på at rime ”it” på ”it” 3 gange i træk..
Ryder Music: Boooooooring!! Det eneste jeg kan gi’ den op for her, er at han gir den op for Prince´s When Doves Cry. Og Fuck hvor er Hi-Tek kedelig.
Disco Inferno: det jeg ikke forstår her er at 50 rapper: ”The flow sound sick over Dre drums nigga / I ain’t stupid, I see Doc then my doe come quicker, whoa!” men I coveret er det C. Styles og Bang Out der er krediteret som producere og Dre er kun anført som mixer. Kommer de trommerne på i mixningen?
Anyway se videoen til det her nummer – den er super fed.
Just A Lil Bit: Scott Storch har slået en indisk slangetæmmer ned og er løbet med både hans fløjte og slange. Alligevel synes jeg beatet er blevet lidt for ensformigt og kedeligt, selv med crunk-hihatten der lirret nok sætter ind på ordet ”crunk” i 50´s andet vers (der også overrumpler ved at han multirimer hele 9 gange!).
Det lykkes 50 at trodse en tam tekst og hæve sig i kraft af et smidigt og nonchalant flow garneret med hans lidt hæse stemme der tåler at køre længere tid ad gangen fordi den hverken er nasal eller diskant.
Gunz Come Out: Det er lige så dårligt som titlen antyder. Komplet (til grin) med pistolladnings klik og gunshot over en horribel Dre produktion der lyder som et marchband på sovepiller. Wack.
My Toy Soldier: Hvad sker der for at kopiere Eminem så skamløst? Først laver Em Toysoldiers på Encore og så kommer der et track med samme titel på 50´s plade – oven i købet produceret af syntheziserfetichisten Eminem selv. Det er da også hans interlude-lydeksperimenter, der er det mest interessante på det her track, der har potentiale til at vokse på en.
Når Tony Yayo sparker ind med sin feature går det op for én, at det egentlig er meget rart med lidt afveksling og at der burde have været lidt flere gæster på The Massacre. Yayo har dog ikke en skid at sige der er bare 50 cents værd.
Position Of Power: Endnu en gang lame ass pral fra 50. Så det der skiller sig ud her er det lækre, melodiske og chillede pianobeat fra Jonathan ”J.R” Rotem, der lægger sig helt anderledes under 50, der også lider under en grim mixning eller hvad der nu kan gå galt så man har to forskellige stemmer fra vers 1 til 2.
Build You Up: Scott Storch er tilbage og man må indrømme at han står for de mest solide produktioner på pladen. Men jeg tror ikke der er nogen af dem der overlever bare ét år.
50 er på indkøb igen, denne gang er det ikke Benz, rims og ice der skal handles ind, men ”ægte” kærlighed. Så må tegnebogen frem igen.
God Gave Me Style: Ingen kæde er stærkere end sit svageste led og 50’s guldkæde springer af på det her track, som viser det sårbare hjerte bag den skudsikre vest. Nice.
“Some days I’m in the crowd, all by myself
Bunch of niggaz around, I’m still by myself
I drift off on a cloud, by myself
Thinkin ’bout nothin more, than life – what else?
These days it’s hard to tell who really cares for me
So when you hear this song, you should say a prayer for me
I put a message in my music, hope it brightens your day
If times are hard when you hear it, know you’ll be okay”
So Amazing: Ja utroligt nok snakker 50 nok engang om at lægge rør ind. Der er stort set kun fisse, dollars og guns i Fiddys verden. Al respekt for at holde det simpelt, men det harmonerer ikke med at lægge hele 22 tracks på en cd – det er ligesom dømt til gå i selvsving – og så hjælper det altså heller ikke at genbruge sangerinderne, som her Olivia.
I Dont Need Em: Jo.
Alt i alt en skuffende plade, fra manden der gav os How to Rob, især nu hvor man stadig ikke har fået armene ned efter The Games super dope album.
Men for die-hard 50 fans er der selvfølgelig stadig den fede snøvlerap og det laidback flow at hente hjem til samlingen, samt et par i-orden beats.

The Massacre er bare, realistisk set, ikke en plade jeg kommer til at tage frem og høre igen særligt meget mere.
2 ud af 6

Skrevet af Ann Noyd 15.03.2005 arkiveret under Anmeldelser |