Dansk rap har udlængsel for tiden og nogle lider af Mikkel Blankenborg-syndrom. For vores anerkendte talenter kan det ikke gå hurtigt nok med rejsefeberen.
Imens sidder et enkelt hiphophead med hjemve. Det er eksilsvendborgenseren J-Spliff, der med debutalbummet “Homesick” har skabt en plade, der vil finde hjem til den klassiske hiphop. Den vil Fremad mod Fortiden.

– “Cause we homesick as a motherfucker!”.

Albummet er ude på Cipherzone, og det er primært produceret af Last Rock, som består af Mighty One og DJ Miraculez. J-Spliff’s gæster er ligeledes Cipherzone kunstnere, som John B, P Superb og Malchau så man kan næsten kalde det et familieprojekt. “Homesick” er ikke verdens mest omfattende debutalbum. Vinylversionen indeholder en intro og syv numre, CD-udgaven et ekstra bonuscut. En kort debut er ingen skam, glimrende førstealbum som Nas‘ “Illmatic” og Jeru‘s “The Sun Rises In The East” var ikke stort længere. Men det kræver selvfølgelig man skaber et koncentreret indhold, så intet af det i forvejen sparsomme materialle er overflødigt.

Det virker som om rapperen har haft netop den agenda, for “Homesick” er komprimeret i en sådan grad, at J-Spliff leverer et af de bedste vers allerede på albummets intro. Som opsurmering af pladens formål rapper J: “It’s Mighty One, J-Spliff and DJ Miraculez / We ’bout to take the culture back, to its natural habitat / With crabscratch, and battlerap, and beats from the heart / we’ve been representing nuthin’ but the streets from the start.”

Som nævnt handler albummet om at komme hjem til hiphoppen, men hjemve bliver også brugt som symbol på andre ting. Hjemstavnen Svendborg eller SV som det kaldes, repræsenterer på pladen noget oprindeligt. På titelnummeret “Homesick” feat. Spliff’s gamle kammerat Pablo Superb rapper de to om SV som var det et nyt The Bronx: “That’s how we do where I come from / Let ’em know from NY to London / That Spliffy got the automatic function / I’d spit it for free / And if you, feel about the mic like I do / you ain’t no different from me – it’s SV.”

Emnemæssigt har næsten alle tracks et overordnet koncept, der også er hentet fra de gamle klassikere. Førstesinglen “Not Many” og “Rhyme Writer / Mic Holder” har begge fokus på den gode hiphop, og J repper både sig selv og et par – evnebmæssigt – oversete homies: “I got skills like UFO and Yepha got / Accademics puffin’ on leaky, runnin recordshops!” Velrappede som de er, er de alligevel et par af de hurtigst overståede numre på “Homesick”. “Can’t Get Perfect” har mere på hjerte, og J rapper om at tackle livet på en næsten perfekt måde.

“Keep It Simple” er nok albummets mest positive nummer, som næsten har en “Daily Operation” vibe, hvor Spliff advarer mod, at komplicere livet, ved at lege player. “Elevate” er en ode til weed, med et twist, hvor man først tror hashen får skylden for alskins dårligdom, hvorefter J-Spliff efterrationaliserer det væk: “SV be’s the spot I roam / I used to live with my pops and have crops at home / Then I did some dumb shit and had cops at home / Cause I cracked a dude open and I got locked alone / Why did I do it, it’s a riddle indeed / My own opionion – too many beers and too little weed!”

“Lost Souls” rammer dog allerhårdest. Det er et dybt personligt (næsten privat) nummer, der går fra at tale om de døde i Asien til J-Spliff’s erindringer om sin døde mor. Hiphop er en mærkelig størrelse, og bedst som man tror det er en passiv beretning om døden, går der battle i “Lost Souls” og J rapper om gengældelse: “Life’s a bitch, nah, for real listen kids / It’s a big fuck weighin’ 250 who needs his ass kicked!”

Man kan ikke kalde stilen på “Homesick” laidback, men den er seriøs og til tider meget mørk. En stor del af lyden skaber producerne selvfølgelig. Last Rock er fans af jazzede breaks, der med små klaverstykker, guitarspil og sørgmodige trompeter fylder albummets afkroge med en afdæmpet atmosfære, der næsten minder om filmmusik. Oveni er der praktisk talt ikke et nummer uden DJ Miraculez laver wordcuts et sted. Dels virker ordkollagerne som gode tilføjelser til teksterne, men valget af cuts fra boombap helte som Lord Finesse, Freddie Foxxx etc. er er samtidig med til at minde J-Spliff’s kærlighed til goldschool hiphop.

De jazzede, melankolske beats indbyder til en mere afslappet rap, og en af J-Spliff’s styrker synes jeg normalt er aggressionen. Faktisk er det på bonusnummeret “What’s That Shinin’?” at J giver den mest slæde, og samtidig det nummer, der skiller sig mest ud fra de andre. Det kunne have været spændende at høre mere i denne stil, og havde albummet ikke været så kort havde vi forhåbentlig hørt flere sider af J-Spliff’s talent.

Med “Homesick” har J-Spliff lavet et særdeles helstøbt album. Man mærker når man lytter til det der er en retning i teksterne og substans i indholdet. Samtidig er albummet som sagt meget reflekteret, og et par gange kan det næsten virke for voksent.

Det sagt synes jeg J-Spliff har lavet et lytteværdigt album, hvor sangene både holder hver for sig, og i helhed. Han giver engelsksproget dansk rap en ny dimension, hvor battlerap og weednumre får en voksen attitude. Spliff flower albummet igennem imponerende, og attituden i stemmen gør J-Spliff’s accent, der læner sig op ad New Yorker dialekt virker naturlig. Og bortset fra et par kiksere, hvor J f.eks. siger: “Hiphop is far away from home by the moment” har han et imponerende stilsikkert engelsk.

Det fede ved J-Spliff er netop at han har så god kontakt og forståelse af hiphoppens fundament, han kan holde til at repræsentere i andre sammenhænge uden at miste sit eget udtryk. Det ville være naturligt at høre mere af den slags, bl.a. når danskerne skal repræsenteres til Roskilde Festival’s Nordic By Nature. Forresten synes jeg det er spændende J-Spliff bruger “Homesick” som symbol på tabet af hiphoppens golden age i 2005. For for præcis 200 år siden i romantikkens guldalder skrev Adam Oehlenschläger:

“Tidlig misted jeg min moder, o, det gjorde mig så ve’! / Danmark er min anden moder, skal jeg mér min moder se? / Livet er så svagt og kort, skæbnen vinker længer bort / Skal jeg med den sidste varme, trykke mig i hendes arme?”

Digtet hedder “Hjemvee.”

Fire Ud Af Seks Spots

Skrevet af ptas 15.03.2005 arkiveret under Anmeldelser |