M.I.A. den mørke, raw-cut skønhed fra Galang-videoen har hugget sig den korteste vej til succes gennem en plantage af vildtvoksende stilarter og upolerede beats. På no-time har hun messet sig ind i hjertet på klodens anmeldere og verdensberømte producere, så som Timbaland, der roser hende til skyerne som et musikalsk geni.

Tigerdatterens far var soldat i den Tamilske oprørshær og huserede, bevæbnet til tænderne, mellem te-plantager og yamsmarker. Det er ham Arular pladen er opkaldt efter og den har arvet hans kampberedte rastløshed og grove træk.

M.I.A. selv er for størstedelen vokset op i den grå UK jungle hvor dialekten er ligeså beskidt som musikken og Dizzee Rascals kortluntede trommer jævnligt detonerer i radioen. Den aparte blanding af euroghetto, politisk engagement og tropisk oprør er det karakteristiske blandingsforhold der har skabt Arular i samarbejdet mellem sangerinden Maya og producerne Ross Orton og Steve Mackey.

Arular pladen er – meget ligesom hele genren – en hate it or love it ting. Enten vil man synes at det er den fedeste cutting edge musikudvikling der pumper fremtid ud i stereo, eller også vil man ikke kunne snuppe den næsten hysteriske trommeprogrammering og de minimalistiske fortolkninger af begrebet melodi.
Der er også de der slet ikke kan se hvad M.I.A. skulle have med hiphop at gøre, lige så lidt som den påsprayede streetart hun selv har udført til coveret og videoen vil blive godkendt som graffiti af alle. Men ikke desto mindre lægger hun sig tungt på gråzonerne og nævner Public Enemy og N.W.A som inspirationskilder og åndsbeslægtede med hendes egen musikalske udladning af frustration og energi.
Dancehall, electro, grime og world music er, ligesom hiphoppen, også de genrer hun på én gang tilhører og ikke tilhører.

Nu er RapSpot jo et hiphopsite så man kan nok spørge sig selv hvad den gennemsnitlige hiphopper kan hente på pladen? Det kommer helt an på hvor ensporet en hiphopper der er tale om. Hvis du er en af dem der sidder med korslagte arme og surmuler under din hoodie fordi alt efter Africa Bambaataa er en dekadent korrumpering af real hiphop, så glem alt om den her skive.

Producere har i hvert fald god inspiration og flavour at finde på Arular, hvilket jo også var hvad Timbaland mente, men han har nok også genkendt sin egen stil lidt i en del mere elektroniseret og nedbarberet udgave.
Måden M.I.A flower på, trækker nogle af ordene over beatet og frem for alt benytter den effektfulde repetitionsteknik (fx på Hombre) er også god pensum for en MC.

Også den almindelige homeboy/homegirl kan med fordel spice sit partysæt op på anlæget ved at bryde den ensformige rap lidt med det energiske 10 Dollar hvis ”hey hey hey hey” omkvæd og næsten crunkede hihat og 2 Live Crew agtige vers nok skal sætte gang i festen om så den befinder sig i din boombox mens du laver lektier. Og så skal man selvfølgelig ikke glemme landeplagen Galang (det er den der med ”sprængt højttaler”-lyd) som nok skal kunne nikke selv den stiveste nakke.

Hvis du er nede med USO og Ikk´å så er chancerne gode for at du også vil rykke til Arular. Og hvis du synes Dizzee Rascal er the shit så er oddsne gode for at du allerede har købt Arular.
Men hvis du ikke heavy-roterer ovenstående skiver fordi det godt kan blive for meget af det gode med den her type lyd, så har du det ligesom mig der elsker at bruge enkelte tracks som krydderi på din ”normale”(hiphop)playliste, men ikke synes det er fedt at høre musikken for lang tid ad gangen fordi det bliver lidt for ensformigt og det er netop dét der trækker ned på en ellers original og forfriskende udgivelse fra en ubestrideligt talentfuld kunstner.

Karakter: 4 ud af 6

Skrevet af Ann Noyd 11.07.2005 arkiveret under Anmeldelser |