Mat og jeg fortsætter diskussionen omkring Nordic By Nature på Roskilde Festival 2005 med den norske rapgruppe Gatas Parlament. Fra hver sit udgangspunkt kommer vi frem til samme vurdering af gruppens præstation hin juli nat. Men kun én af os får set Ataf Khawaja, som gik sidst på, og dét blev en skelsættende oplevelse.

NB: Før du læser denne del af anmeldelsen bør du nok have tjekket for del 1 af Nordic By Nature HER.
GATAS PARLAMENT

Samtalen drejede over på norske Gatas Parlament. Det er de megapolitiske rappere, der lavede skandale, da de på deres website samlede ind til en pris på George Bushs hoved, noget de da heller ikke forsømte at komme ind på i deres show, hvilket jeg synes var lidt billigt. Det virkede som om de forsøgte at slå mønt på deres politiske ekstremisme, hvilket jo netop er en kommerciel strategi. Om det så er applaus eller kroner de vil generere er lidt underordnet. Det var bare det der med at ride popularitetsbølgen på at ville slå et menneske ihjel, der gav mig en rigtig dårlig smag i munden. Jeg forventede at Det Ræverøde Viskelæder var amok af begejstring over dem, men det var slet ikke tilfældet;

Mat: “Gatas Parlament startede rigtig fedt! Den der måde de gik på og fik folk til at lave larm ved bare at stå på scenen og lave lyttepose var skidefedt, og det virkede“.

Ann Noyd: “Ja, jo mere rappere holder kæft og stadig kan få crowd response, jo federe er det“.

Mat: “De første par numre var jeg også med på deres show, men efterhånden synes jeg de tabte den energi, de havde vundet ved deres entré“.

Ann Noyd: “Hoppede du, da de rappede det der nummer hvor omkvædet er “Den som ikke hopper støtter George Bush“?

Mat: “Ikke rigtigt – jeg har altid synes det der med at inddrage noget, man simpelthen ikke kan være nede med, er en lidt ufin strategi til at få folk til at bounce. Men fred være med det, det er jo grineren nok“.

Ann Noyd: “Det minder mig om når nogen råber “Den der prutten lugte kan, det er pruttens ejermand!” Jeg synes det er lidt barnligt“.

Mat: “Jeg synes der var en ambition om at være Norges Loop Troop, og det kunne de simpelthen ikke leve op til. Hele den der politiske, vi-er-norsk-hip-hops-centrale-gruppe-agtige attitude. Jeg synes også der var dissonans mellem de hårde politiske budskaber og den lidt for tynde produktionsside, der lød for radiovenlig. Ikke at der partout er noget galt i at blande radiovenlighed med politiske budskaber, men her virkede det bare ikke“.

Ann Noyd: “Plus de brugte helt udtrådte klichéprægede call n´ response tricks, som man normalt ville sige var så samlebåndsagtige, at de tilskrives mere kommerciel hiphop“.

Mat: “Ja, jeg bliver sgu nødt til at sige det igen: de var for poppede!”

Ann Noyd: “De brugte også 50 Cent radiohit-instrumental fra “P.I.M.P.”. Det har sikkert været en gimmick. Jeg kan ikke nok norsk til at sige hvad de rappede, men faktum er at de rockede teltet musikalsk med en kleppert af et kapitalistisk beat.
Hele det der politiske engagement på antikapitalistisk front svinger ret dårligt med at stå og reklamere for sit eget T-shirtsalg i slutningen, af koncerten, hvilket de også var de eneste af de 4 grupper der gjorde“.

Mat: “Det holder minus“.

Ann Noyd: “Jeg er jo som sagt mere jiggy anlagt end dig, så jeg er nødt til at give den op for gruppens dansevenligere beats (mere end Joe Trues f. eks.) og sceneenergi, men samtidig synes jeg deres koncept var så selvmodsigende og usympatisk, og når det er det man vil profilere sig på, så er det et stort minus“.

Karakter: 2 ud af 6

ATAF KHAWAJA

Stiftblyanten var knækket og Viskelæderet var visket ud før aftens sidste act fik mønstret sit liveband på scenen. Det drejede sig om hiphops perker-darling no. 1, Ataf Khawaja, hvis show jeg så alene.

Jeg havde ingen store forventninger til Atafs sæt. For noget tid tilbage så jeg ham optræde på Rust Palle alene og var ikke imponeret. Albummet Paraderne Nede havde jeg ikke rigtig tjekket for, men jeg synes Sommerfugl-singlen var lidt kedelig, så odds var at jeg var rullet godt ind i min sovepose på det her tidspunkt, hvis ikke jeg var anmelder på showet. Men der hang jeg altså stadig med min blok og min pen og over mig var himlen ved at lysne og crowden var tyndet godt ud.

Allerede på åbningslinien vidste man hvem der havde mic’en : ”What´s up Roskilde, baby?” lød det med det der superkarakteristiske laid-back tonefald. De der var tilbage i teltet var hardcore set on party og gav den op. Det er fordelen ved at have sit show kl. lort om natten – der er kun de dedikerede tilbage og det sikrer stor kærlighed fra crowden. Båndet mellem Ataf og publikum var tæt og med på scenen havde han en melodisk og dygtig backup-rapper der sammen med liveinstrumenterne fik luften til at gløde omkring de inderlige fortællinger fra den rå fortid ”Så had mig, elsk mig – det er sådan jeg er” rappede han og senere forstummede bjerget af lyd bag ham, mens hans vokal lagde sig alene over en enkel beatbox og illustrerede rejsen mellem yderpunkterne, i lyd.

Der var også noget surrealistisk over hans insisterende gentagelser i Det´ for sent nu; det var som om han mente det på flere planer, for tiden var ved at rinde ud for natten, for programmet, for festivalen og så flød det hele sammen i en større enhed. Timingen af tracket var næsten magisk og man var så påvirkelig – så åbnet af indtryk og træthed, at alt gik ind ufiltreret og det forstærkede atmosfæren af alt eller intet og de store problematikker, der fyldte teltet.
”Denne energi skaber den jeg er og denne energi fucking dræber den jeg er” betror Ataf os, og i et dvælende sekund taler han fra et blottet sind til hver enkelt blandt publikum. 3 sekunders intens stilhed pulserer i teltet efter hans vokal, før bandet atter brager op som en trykbølge af lyd. Den måde, han fik fraværet af lyd til at blive en del af musikken, var enormt virkningsfuld og jeg stod med gåsehud og lod mig opsluge af koncertens intensitet.

”Drengene sagde, at jeg ikke kunne lave sådan et nummer” begyndte Ataf og byggede op til sit største hit. ”De sagde at hvis jeg lavede det, ville jeg lyde som en faggot. Så sagde jeg til dem… Ved I hvad? Jeg laver det her og så får jeg hele Danmark til at synge med på det! Er I klar på at synge med?!” og på den note foldede Sommefugl sine vinger ud i teltet og fik folk op at ringe. De genkendelige toner lokkede folk på udkik efter flere oplevelser nu de andre scener var lukkede til. Mennesker strømmede til Pavilion teltet mens radiohittet steg til vejrs på de sidste minutter af Nordic By Nature og alligevel blev der tid til lidt numre fra da far var dreng, kongen var knægt og Ataf Khawaja var Sorte Slyngel. Det kunne ikke have været meget bedre, med undtagelse af at showets ubestridte stjerne, der udstrålede overflod af coolness, dog godt kunne have bevæget sig lidt mere på scenen.

Karakter: 5 ud af 6

Konferenciers til Nordic By Nature var jo Nappion og Bo Fluidman. Selv stod jeg i yderkanten af teltet hvor scene-snak ikke nåede helt ud, og jeg bemærkede ikke nogen enorm karisma fra hvor jeg befandt mig, men forhørte mig om kvaliteten hos Mat der stod tættere på scenen:

Mat: “Jeg synes Nappion var fed nok, mens Fluidman som sædvanligt ikke var i stand til at hype et telt op“.

Ann Noyd: “Hvorfor synes du det?”

Mat: “Han er bare ikke energisk og gennemtrængende nok – ligesom 90% af festivalens andre konferenciers i øvrigt. Jeg synes det ville være fedt, hvis han forsøgte at give den lidt mere gas på scenen“.
Nordic By Nature indeholdt alt i alt et par skuffelser, der dog ikke rokker ved, at ideen om at showcase nordiske acts er rigtig god og skræddersyet til en festival som Roskildes. Men grupper der i forvejen lider lidt under deres undergrundsanonymitet fortjener ikke at skulle kæmpe mod så dårligt et tidspunkt for deres optræden som det var tilfældet for Nordic By Nature 2005, der var programsat til mellem halv to og fire om morgenen.

Men hvis nu tidspunktet ikke står til at rykke, hvad så? Ja, så vil jeg mene at man kan kigge på forholdene: publikum er af forskellig nationalitet, hvilket vil sige at sproglig forståelse ikke er i højsædet og de mest ordspilsprægede rutiner er lidt spildt på crowden. Det er nok bedst at vælge grupper på baggrund af sceneenergi og beats. Og hvis man alligevel vælger kunstnere med lidt ”tørre” produktioner og fokus på tekst, så bør man lægge dem tidligt i programmet.
Det sene tidspunkt taget i betragtning synes jeg også det er vigtigt, at hvert act ikke spiller for mange numre, da koncentrationsevnen er lav for de fulde, trætte publikummer. Hellere flere forskellige acts med kun 2 – 3 numre hver, end få acts med mange numre, hvis det er muligt.

Det er mit indtryk, at Nordic By Nature løste opgaven godt, men med bl.a. Joe True og Gatas Parlament til at trække ned, blev det endelige resultat:
Samlet Karakter for Nordic By Nature 2005: 3 ud af 6

Som det nok er gået op for de fleste var vi ikke så heldige at få fotos fra selve Nordic By Nature om lørdagen, men jeg anbefaler at man tjekker de mange flotte fotos fra Danskrap.dk under kyndig zoom af Kriff HER.

Og så er der takket være Bo Pee også gode billeder fra Nordic By Nature under warm-up delen HER.

Mange tak til Matthias aka Mat aka Det Afstumpede Viskelæder og Johnny Lund aka Den Smertefulde Stiftblyant for deltagelse i vurdering og anmeldelse af Nordic By Nature.

Skrevet af Ann Noyd 10.07.2005 arkiveret under LiveSpot |