Black Eyed Peas laver hiphop. Det siger de selv i Urban, eller var det i MetroXpress? Nevermind, det var i hvert fald noget med, at hvis man selv synes det musik man laver er hiphop, så er det hiphop. Det gælder nok især, hvis man har valgt at klæde sig ud som tre tosser og en babe med cornrows i sine videoer, har Justin Timberlake på omkvæd uden at tage ham med i videoen og ens plader alligevel sælger som varmt brød.

Så er man nemlig svær at karakterisere, for hvad kalder man sådan et freakshow? Fair nok, vi kalder det hiphop og retfærdiggør det med en anmeldelse. Herefter er fløjlshandskerne kastet.

Meget ved Monkey Business virker uforklarligt. Til min overraskelse viser det sig at den usædvanligt voluminøse booklet ikke indeholder tekster – en savnet feature på mangen en hiphopudgivelse – næh, den rummer blandt andet information om Black Eyed Peas’ rejsemæssige præferencer, en grafisk fremstilling af deres ekspanderende formue, ønsker til catering i forbindelse med spillejobs og andet ligegyldigt fyld sammenfattet i en såkaldt ”Business Plan” (CD’en hedder jo Monkey Business, fik I den, hihihi, det er jo lissom et ORDSPIL!…)

Så er der også en Q&A-sektion, der har til formål at besvare de mest oplagte spørgsmål, såsom ”hvorfor hedder albummet Monkey Business?” og ”hvorfor hedder I Black Eyed Peas?”. Hvis man er nysgerrig efter besvarelser på disse banale spørgsmål, så kan jeg stærkt anbefale Monkey Business. Det er nemlig et ualmindeligt banalt album. Faktisk foruroligende banalt. For at blive i de ukomplicerede ordspils sfære, kan det beskrives som ”banal-split med Fergie-skum og et diskret drys brækpulver på toppen”.

Jeg har min egen teori om, hvor konceptet bag albummets titel og artwork finder sit ophav. Ét ord er tilstrækkeligt: Minstrel-show. Fra gruppens cirkuspåklædning og -opførsel i videoerne til valget af font på coveret kan man ikke ræsonnere sig andre steder hen. Black Eyed Peas er harmløse på den dér trademark gøglerfacon, der er lidt som når Snoop tager sit skævtandede gebis på og fjoller for sin million dollar paycheck på MTV, bare værre. Det er street, men stuerent og mainstream-leflende.

På første nummer ”Pump It” har Pea’sne lånt surfguitarlegenden Dick Dale’s ”Misirlou” (det nummer, du helt sikkert husker fra Pulp Fiction”), og det bliver af denne ene grund ganske iørefaldende. Jeg forstår ikke helt, hvad teksten handler om, men det er noget med at man skal skrue op for sit anlæg og ryste sin røv, og så sagde Fergie vistnok noget i stil med ”ladadidadadidiiii-on the stereo”.

Så kommer hittet ”Don’t Phunk With My Heart”, og så skal jeg lige love for at der er gang i festen!! Det er bare ikke lige en fest, man har lyst til at deltage i, hvis man har passeret de fjorten år og ellers besidder nogen form for kritisk sans. I et forgæves forsøg på at abstrahere fra Fergies ulidelige babysprogs-Ebonics og beatets impotente trommer, bladrer jeg i albummets booklet og irriteres over alle F-lyde skal staves med ph. Helt ærligt, ”pheaturing”?! Eller er jeg nu for negativ? Phaktisk er det jo phedt med phornyelse, ikke?

”My Style” gæstes af Justin Timberlake på omkvædet, og det pynter egentlig lidt. I versene brækkes beatet ned til et minimum, hvilket klæder rappen, og gør at man kan holde ud at høre på det.

Hit nummer to ”Don’t Lie” skydes af, og det har jeg egentlig ikke hørt før i sin helhed. Heldigvis! For syv trillioner samuraier, det er svært at lytte til. Alene guitaren er et oplagt hadeobjekt.

”My Humps”? Umiddelbart lyder det lidt ulækkert, og i anledning af H.C. Andersen-året er min umiddelbare association jo en pukkelrygget heks, der står på lur efter den første, den bedste soldat der kommer slentrende af landevejen. MEN selvfølgelig hentyder Fergie til sine PATTER og sin RØV, det er klart, hårhhårh. Det er underligt, for efter gængse ghettobooty-standarder har hun som bekendt ikke overvældende meget junk in the trunk eller fun in the front department . Hun prøver også at rappe:
”I drive these fuckers crazy, I do it on the daily, they treat me really nicely, they buy me all these ices’, [blablabla] they keep givin, so I keep on takin and no I ain’t taking, we can keep on dating”.
Det skal hun lade være med.

På ”Like That” får Peas‘ne besøg af Q-Tip, Talib Kweli, samt Cee-Lo og John Legend på omkvæd. Mellem linierne fornemmer man at Peas’ne prøver at indlemme sig selv i Native Tongues. Det kan man da vel ikke?! Mystikken breder sig. For det første har man her lejlighed til at observere hvor vanvittigt stor forskel der er på legendariske rappere og ja…hrmm… Black Eyed Peas. Det bliver pinligt klart at især Apl.de.Ap eller hvad han nu hedder; Apple Apple etellerandet sytten punktummer, rapper om INTET. Uden dog at være nihilist, hans tekster handler bare ikke om noget:
“It’s the Apl.De.Ap in the lab with the rap, demonstrate how we act, we attack any track….. I’ma flow from the soul when you can’t hold me back, ke-ke-keep on keep on rolling the track”
WTF?

Til sammenligning følger en bid fra Talib Kwelis vers:
“And I like this, Will, so I might get ill, on the mic somebody might get killed, so many damn rappers there’s a cypher in heaven, my tongue is a weapon and plus when I bust, its the stuff of Legend”

Den opmærksomme læser vil i Talibs vers kunne observere et farverigt billedsprog og sammenhæng linierne i mellem. Følgende linie stammer fra Taboos vers:
“Black Eyed Peas represent sellin out”
Uvist af hvilken årsag gentages linien tre gange.

Fergie flexer sin hjemmestrikkede Jamaica-accent på club-nummeret ”Dum Diddly”. De andre Peas er også fra Jamaica lader det til. Udover det er den dancehall-inspirerede produktion ganske behagelig med velplacerede strygere, hvis man ser bort fra de irriterende klik-smaskelyde.

”Feel It” hører til i kategorien ”ting som kun en mor kan elske”. Det er de lammeste trommer, jeg har hørt så langt jeg kan huske tilbage og det er simpelthen ikke noget, der hedder en ”body-ah”, skulle jeg lige hilse og sige. Generelt en raserifremkaldende komposition.

Guitar igen. ”Gone Going” lyder som Wyclef, de synger dog ikke helt så falsk. Pænt kedeligt.

”They Don’t Want Music” byder på gæsteoptræden af James Brown. Cool hyletone, men ufedt at stjæle rim fra Greg Nice. Nummeret varer næsten syv minutter. Igen pænt kedeligt.

”Disco Club” er endnu et clubnummer. Fergie rapper igen – agtigt. Jeg mangler ord.

Hvad er en ”Bebot”? Internettet oplyser at det er fillipinsk slang for en pige. Hele nummeret rappes på et mystisk sprog, og hvor er det skønt at være forskånet for de banaliteter, der uden tvivl endnu en gang behandles af Peasne. Jeg fatter ikke et klap, ren Ikscheltaschel. Rappen vakler på en charmerende måde. Den minimalistiske produktion er dope, og sammen med det uforståelige sprog brygges hermed albummets absolut bedste nummer.

Der er flere numre på Monkey Business, men damn… husk at jeg arbejder gratis! Hvorfor skal jeg pines? Så hellere stoppe, mens legen er god.

Black Eyed Peas har lavet et album, der forsøger at genre-eksperimentere. Det er lykkedes. På inspirationsplanet anes både ragga, elektro, klassisk funk, for nu blot at nævne et minimum af elementer. Desværre er resultatet frygteligt. Det er metervarepop af den ynkeligste kaliber, det er elendige, meningstomme tekster liret af, så man glemmer at høre efter, og er bedøvende ligeglad med hvem, der rapper hvilket vers. Det er skrækkelige Fergie, et smagløst dukkebarn af en MTV-accessory, der godt nok har sin sangteknik in check, men alligevel falder helt igennem med corny hooks og en udpræget forkærlighed for plagiering. Men allerværst; så er det er den skamløse og nedværdigende Minstrel-indpakning af Black Eyed Peas, der vistnok engang lavede en slags hiphop, og stadig hænger med Madness 4 Real, når de er i København. Nu laver de bare dårlig musik. RIGTIG dårlig musik.

1 ud af 6 spots

Skrevet af Mismarie 28.08.2005 arkiveret under Anmeldelser |