29.08.2005

Spread The Message: Medaphoar og DJ Rafik invaderer Danmark!

medraf.jpgSiger metaforer og komplekse tekster dig lidt mere end sex med eks’er, er der god grund til at lægge vejen forbi Spread The Message Tour. Californiske Medaphoar, der har legendariske legekammerater som Madlib og J-Dilla, står for rim og flow mens den tyske Schallplaten-hooligan Rafik anfører et Welt-Manschaft af turntablister. Touren rammer MWB i KBH onsdag og Milky i Århus torsdag!

Medaphoar eller M.E.D., som er hans kaldenavn for tiden, udsendte for nylig sit debutalbum ”Push Comes To Shove” på nyklassikerselskabet Stones Throw. Og han blev sendt af sted med stil. Madlib, den gale videnskabsmand, som påstår han kun sover få af ugens dage, står for 13 produktioner på albummet. De resterende udgøres af to beats fra cake-boys up in da club-favoritten J-Dilla og ingen ringere end platindrengen Just Blaze, der med ”Get Back” har leveret et beat til M.E.D., der kunne have sparket Jay-Z ud af hans pensionskomedie. Flowet er originalt og stemmen er anderledes, men Medaphoar’s tekster kommer fra en jordnær hverdag, der både findes i Californiens gadeliv og L.A.’s natklubber.

DJ Rafik har de sidste år været en himmelstormende tysk DJ. Han repræsenterer Lordz Of Fitness crewet, der har vundet det tyske mesterskab i mix, og i 2004 blev han nummer to til verdensmesterskaberne i London. Men ikke nok med det, han er også forsvarende ITF-mester, og videoerne af hans optræden på gruppens hjemmeside, vidner om skills til fingerspidserne. Han har som sagt medbragt et crew af turntablists, der tæller Dr. Ben (Unique), Kut-L (Superrappin’) og Adlib (Noisy Stylus), så der skal nok være rigelig scratch for skillingen, når den tyske effektivitet sættes på prøve.

Spread The Message Tour rammer først Mid Week Brakes på Rust onsdag den 31/8., hvor DJ Nelson af Baryske desuden leger med. Herefter går turen til Fabriken i Århus torsdag den 1/9. hvor Milky er tilbage efter endt sommerferie. DJ Static er som altid fyr og flamme, og mon ikke skruen får lidt ekstra, nu når der er Festuge i Århus og AGF har vundet årets første kamp.

Tjek OnPoint for yderligere info om pris og tid, eller se nærmere på Århus-flyeren.

Skrevet af ptas 29.08.2005 arkiveret under Nyhedsarkiv |