Lil’ Kim viser både for- og bagsiden af medaljen med de temaer, der behandles på The Naked Truth. Dybtfølte tekster om berømmelse, bedrag og back-stabbing går hånd i hånd med blærerøvsrim om sex, Marc Jacobs kluns og biler. I dette virvar aner man også en vemodig længsel efter Biggies Brooklyn, hvor livet var barskt, men i det mindste forholdsvis ukompliceret.
Kan man se bort fra airbrush-makeuppen, retoucheringerne og pinligheden i at være sur over at man bliver straffet for at lyve i retten, så får man den nøgne sandhed om en forvirret, såret og rasende Lil’ Kim, der rejser sig trodsigt, og endnu engang viser at hun har langt flere skills end man nogensinde havde regnet med.

The Naked Truth starter lidt langsomt med en anonym, filmisk intro, der refererer til den meget omtalte retssag, der sendte hende i fængsel for mened under massiv pressedækning. Herefter er Lil’ Kim for alvor tilbage, når Produceren Red Spyda mixer en sjov blanding af genrer på det iørefaldende “Spell Check”, som moderigtigt tilføres lidt crunklyd i omkvædet. Kim staver sig gennem nummeret med sit karakteriske, stilsikre flow, som titlen antyder:
“First lady at the top of, R-A-P, I’m on my T-O-E’s gettin that D-O-E, B-I-G, M-O, M-M-A, no info, for the, D-E-A”
Biggie spøger altså stadigvæk i krogene, men ellers var det vel heller ikke et ”rigtigt” Lil’ Kim album, ræsonnerer jeg. Han er i øvrigt stadig krediteret som executive producer. Ooookay…

“Lighters Up” fremstår som en ucensureret, ubetinget hyldest til Brooklyn. Nostalgien over ”do or die” Bed-Stuy leveres nonchalant og kynisk i et syngende flow, der klæder Lil’ Kim bedre end alverdens Versacekjoler og plastiske operationer.

Nummeret udvikler sig så smukt at det fremkalder kuldegysninger. Kims sangstemme – det mest skrækindjagende element fra hendes tidligere udgivelser – har antaget en besnærende, sørgmodig klang. Hun halter stadig en smule i sin rytmik, når hun synger, og man kan muligvis undre sig over at der ikke er blevet ofret et par ekstra takes i studiet på at få det til at lyde mere korrekt. Men der er simpelthen så meget stemning i dette fascinerende øjebliksbillede, og “Lighters Up” er ganske enkelt det bedste, Lil’ Kim nogensinde har præsteret. Scott Storchs produktion er i topklasse og teksten matcher:
“I come from Bed-Stuy where niggas either do or they gon’ die, gotta keep the Ratchett close by, someone murdered, nobody seen, nobody heard it, just another funeral service […] weak lamb get devoured by the lion in the concrete jungle, the strong stand and rumble, the weak fold and crumble, it’s the land of trouble, Brooklyn – home of the greatest rappers, BIG comes first then the Queen comes after”

Den Dave Chapelle-agtige pimp Money Mike indleder det morsomme “Shut Up”, der henvender sig til enhver rygtesmed eller playerhater, der vover at snakke grimt om bidronningen: ”It’s Queen Bee, bitch. Not pawn, not rook, not knight, QUEEN!”. Løjerne fortsætter senere på “W.P.I.M.P.” og “Winners and Losers”. Det er længe siden, man har hørt reelt sjove skits på en hiphopplade, men Lil’ Kim har altså et par stykker i ærmet.

Jeg elsker Lil’ Kim over nedbarberede, hardcore beats ligesom “Queen Bitch” på Hardcore, og mon ikke hun får lov til at stråle på “All Good”, en produktion af en fyr ved navn Jeekyman, der er proppet med lækkert panorerede Biggie-samples. Junior M.A.F.I.A får et par ord med på vejen: “Cowards huff and puff but won’t blow shit down, I come through like two airplanes in midtown”
De samplede scratchlyde er derimod modbydelige, hvorfor man ikke bare kan have en DJ med i stedet for, kommer jeg nok aldrig til at forstå.

Apropos ign’ant, så drages jeg uundgåeligt af det mega-pompøse og superignorante “We Don’t Give A Fuck” feat. Bun B og Twista. Hvis man kan lide sine rappere plain stoopid og gun-totin’, så bliver det ikke meget bedre, især på Twistas vers: “Well, come over here, I got a little heat for that, AK-47 and the Desert Eagle with a sawed-off pump, (got what) an E-95 with leather grip and a Mac-11 comin’ out the trunk (got what) with a black ski mask and some leather gloves and duct tape I can get what I want (get what) when the Queen and the Twist ride on ’em bitches, we don’t give a fuck”
Aahhh, ign’ance is bliss… “Get Yours” feat. Sha-Dash og T.I ligger i nogenlunde samme kategori, dramatisk produktion og tekster om våben, biler og champagneflasker.

Den latinflavor, der kom til udtryk på The Notorious KIM i form af “No Matter What They Say” er tilbage på “I Know You See Me”. Braggadocious har hun altid været, og blærerøvsrimene spyttes i gyngende stimer under et ”du ville ønske du var mig”-tema. Det er blot gammel Cristal på nye flasker, bortset fra at Kim, ligesom på “Lighters Up”, synger langt bedre end hun plejer.

Netop som man troede man havde hørt det hele før, slippes en helt ny side af Kim løs på “Quiet” feat. The Game: Kiminem! Kiminem disser til højre og venstre i et flow, der vil få de fleste Eminem-fans til at hoste et diskret ”biter”. Udover Junior M.A.F.I.A, som forventeligt nævnes på størstedelen af numrene, går det blandt andet ud over Foxy Brown, i det Kiminem henviser til den pinlige episode, hvor Foxy efter sigende fik omjusteret stjernenykkerne af upcomer Jackie O:
“And we see you a liar, tryin’ to deny her, Jackie O. proved you far from a fighter, comin’ at me bitch you playin’ with fire, I ain’t gon’ come back at you, I’m comin at your ghostwriters”

The Game optræder kun på omkvædet, hvilket også gør sig gældende for Snoop på “Kronik”. Begge numre er typiske eksempler på middelgode Lil’ Kim numre, og “Kronik” minder lige lovligt meget om “She Don’t Love You” fra The Notorious KIM, hvor Kim bruger præcis samme ”awww baby/brother”-kald.

Obligatorisk for ethvert Lil’ Kim album er de mere pornografiske numre, og dem skal vi ikke snydes for på The Naked Truth. Først er der “Gimme That” feat. Maino, hvor Kim kommer med den tvivlsomme linie: “I’m the only bitch in the world that got two pussies”
Somebody call Guiness, siger jeg bare. Scary!

Det går meget bedre med “Kitty Box”, der er langt mere sexet med linier, der stønnes og hviskes ud og gentages igen og igen over den hypnotiserende, lidt arabiskklingende produktion af 7 (Aurelius):
“Picture Lil’ Kim masturbatin’ in a drop, picture Lil’ Kim tan and topless on a yacht, picture Lil’ Kim suckin’ on you like some candy, picture Lil’ Kim in your shirt and no panties”
Og drenge, det er slet ikke så svært at forestille sig alle de behagelige ting, for der er masser af billeder i CD’ens booklet, blandt andet et hvor damen kravler rundt på en yacht, og allerede er i færd med at afklæde sig. Det kan man da kalde service…

Så er der desværre de mere irriterende numre såsom crunkparodien “Whoa”, der befinder sig i et underligt tids-vakuum med belastende trommefills der er mere 80’er-agtige end alle skuespillerne i Dollars lagt sammen. Herunder også “Slippin’”, der trækker 80’er-pinen ud med sine sære keyboardharmonier og det dekadente mandekor, der drypper af Soul-Glo. Man kan måske ikke kalde det direkte dårligt, men det kildrer i hvert fald i gabemusklerne.

I samme kategori finder man “Durty”, der startes af en alt for lang intro, der munder ud i et skrækkeligt forsøg på en form for toasting fra Kims side. Ikke nok med at hun nu lige pludselig synger forfærdeligt igen, falsk og off-beat, man skal også trækkes med at hun lyder uhyggeligt nasal, både på omkvæd og i vers. Hårdt nok at blive sendt direkte fra næseoperation til studiet, I must say! Jeg forestiller mig at det må have gjort pænt ondt i snuden at indsynge de vers, og det er da synd, men resultatet var også smertefuldt at lytte til.

Alt i alt er The Naked Truth et meget uensartet album, både med hensyn til stilarter, tekstindhold, underholdningsværdi og kvalitet. Faktisk er det min opfattelse at samtlige Lil’ Lim albums har stort set samme opbyning: Kaos! Stilforvirring og svingende kvalitet går igen startende fra Hardcore, men især fra The Notorius KIM til The Naked Truth.

Den markante forskel i forhold til tidligere albums er dog en klar overvægt af kvalitetsnumre, og man kan spore en tydelig udvikling fra La Bella Mafia og til nu i Kims sangstemme, der generelt har forbedret sig umådeligt, så meget at hun rent faktisk kan drage stor fordel af sin sang på et nummer som “Lighters Up”. Hvis den lille Kim bare havde lidt mere kritisk sans og havde smidt et par af de dårlige numre i skralderen, så ville The Naked Truth have været et helt igennem stærkt album. Ikke desto mindre er det hendes bedste til dato.

5 ud af 6

Skrevet af Mismarie 21.11.2005 arkiveret under Anmeldelser |