Dette er, for mange danske ører, noget så sjældent som en finsk hiphop-plade. Der er da sikkert nogen, der har stiftet bekendtskab med finske kunstnere, men personligt er dette min første gennemlytning af et helt album fra Finland, hvilket gør det til en, om ikke interessant, så anderledes oplevelse!

Man bliver dog med det samme gjort opmærksom på, at denne plade slet ikke udelukkende foregår på finsk, da der er internationale gæstekunstnere på hvert nummer undtagen et.

Først og fremmest vil jeg sige, at coveret til Round the World med YOR123 & Skandaali er noget af det mest cheesy, jeg længe har set. Med sin ekstreme blankpolerethed og photoshopping varsler det Nik & Jay om igen. Man kunne fristes til at tro, at der ligger noget ironi i det, a la Canibus’ seneste album Hiphop 4 $ale (hvor `Bus ses i en Rolls Royce med bling fra top til tå). I så fald har jeg svært ved at se det morsomme i det. Samtidig er der også et stort rødt mærkat printet fast til booklet’en, der proklamerer, at albummet indeholder 21 sange med ”appearances by international hip hop stars”. Dette er tilsyneladende det pladen skal sælge på. Jeg vender coveret om, og til min store overraskelse er det faktisk lykkedes vores nordiske naboer at få en del store navne med på deres album. Jeg nævner i flæng: Ghostface Killah, Inspectah Deck, Jeru the Damaja, GZA, vores egne Static & Nat Ill og UFO & Yepha medvirker, plus en masse andre, mindre kendte kunstnere.

De to rappere der står bag albummet, YOR123 og Skandaali, er henholdsvis fra Tyskland og Finland, så hvis man ønsker at forstå halvdelen af albummets tekster, er det nok en god ide med et par ordbøger i baglommen.

Efter et længere essay om albummets cover, er det vist på tide at give sig i kast med lydsiden, hvilket selvfølgelig er den væsentlige del af albummet.
Det starter egentlig meget godt, med en hornbaseret intro produceret af Static, med sin partner-in-crime Nat Ill på mikrofonen, der præsenterer os for mændene bag albummet. Introen inkluderer også et Guru-sample, der siger, ”Let me show these motherfuckers how real hip hop should be” ..Hmm.

De første par numre er faktisk ok gode, og især nummeret Then Death Comes med Ghostface Killah har fået tilpasset produktionen udemærket til den karismatiske gæsterapper. At omkvædet ikke er noget at skrive hjem om, er en anden sag og desværre også et gennemgående problem på albummet. City at Night med Freestyle fra Arsonists er også et bemærkelsesværdigt nummer, især grundet den lange, lækre og stemningsfulde saxofon-solo der kører i cirka 5 minutter efter det sidste vers er blevet leveret. Et sådant tiltag er ikke noget man ser hver dag indenfor hiphop, og virker derfor som et friskt pust.

Desværre synes kvaliteten af produktioner at falde i løbet af albummet, med undtagelse af nogle få lyspunkter her og der. Det kan nok virke til dels uretfærdigt at dømme et album hvor halvdelen af teksterne er på finsk og tysk, og derfor har jeg også valgt at fokusere mere på produktionerne og det overordnede indtryk, pladen giver. Hvis jeg dog alligevel skal hæfte et par kommentarer til rappernes tekniske evner, vil jeg sige, at de er helt i orden, men så heller ikke mere (det lyriske aspekt kan jeg desværre ikke gå mere i dybden med, grundet de sproglige barrierer). Til sidst skal det lige nævnes, at Skandaali nok udelukkende skulle holde sig til sit modersmål, da hans forsøg på engelsk bliver udført med en så tyk finsk accent, at det kommer til at lyde klodset og akavet.

Tilbage til produktionerne. Der er brugt alt for meget synthesizer, og med et mindre heldigt resultat. Jeg har personligt ikke noget imod synthesizers, hvis de bruges ordentligt, vel at mærke. Desværre er der ikke meget originalitet over beatsene. En del af dem følger tidens crunk-inspirerede trend med klap-rytmer og høj diskant. Dette skal ikke forstås som et angreb på crunk, men her stemmer lyden ikke overens med de fleste af kunstnerne på albummet. Andre beats lyder “bare” som noget, man har hørt før, desværre ikke på den gode, nostalgiske måde. Det ender med at have en billig, plastik-agtig effekt, og på den måde afspejler det også coveret meget godt.
Mange af beatene er direkte ringe, og det er svært at vælge det værste (UFO og Yephas selvproducerede nummer er dog desværre ikke noget, der gavner vores plads på verdenskortet) Jeg tog i hvert fald ofte mig selv i at lange ud efter skip-knappen på mit anlæg, enten fordi det var for kedeligt, for poppet eller for irriterende.

Albummets største force; de kendte gæstevokalister, er samtidig dets akilleshæl. Man kan argumentere for, at det er et konceptalbum, og derfor ikke en billig måde at tiltrække kunder på. Der er da også masser af potentiale i et sådant koncept, hvis det da bare udføres ordentligt. Det er meget sjovt at høre et nummer, hvorpå der bliver rappet på tre forskellige sprog, men efter 21 numre med forskellige kunstnere på hvert nummer bliver kontinuiteten hæmmet. Samtidig virker mange af rapperne, især dem fra den amerikanske østkyst, malplacerede på albummet. Produktionerne er enten for bløde, eller også lever de ikke op til rappernes talenter og rimkvaliteter. Det er især akavet at høre GZA på nummeret One World, der slet ikke passer til hans stil. I øvrigt er han også enormt doven at høre på, hvilket virkelig lugter af, at han udelukkende har droppet verset for at tjene lidt ekstra skillinger.

Ironisk nok er det musikalsk set bedste nummer det eneste som er blottet for gæstestjerner. Det hedder Ready for Anything og baseres på et stemningsfuldt stryger-sample og nogle tunge trommer, tracket virker umiddelbart til at være noget af det mest gennemarbejdede på hele pladen, men som tidligere nævnt, er omkvædende – desværre – et af albummets største problemer, hvilket også gør sig gældende for dette nummer.

På den ene side er det på sin plads at give YOR123 og Skandaali respekt for at gennemføre et projekt med så mange talentfulde MC’s på albummet. På den anden side er de fleste kunstnere villige til at droppe et vers, så længe de får nok klejner for det. Når man hører albummet kan man godt komme i tvivl om, hvorvidt de rent faktisk har hørt det beat de rapper over, for der er simpelthen for meget af det, der kan betegnes som direkte wack.

Albummet gør ikke meget andet end at minde én om, hvor gode albums mange af gæstestjernerne har i kufferten, og man burde straks søge tilbage til klassikerne, hvis man ønsker at høre rapperene i deres rette element. Det er ærgerligt, at disse kunstnere skal bringes til skamme af uinteressante beats og ligegyldige omkvæd på et album, der i sidste ende lader til at være udgivet for at tjene penge på at have store hiphop talenters navne printet på coveret.
Med kun ca. 5 passable numre ud af 21, er dette ikke en anbefalelsesværdig udgivelse.

Skrevet af Søren Rønnov-Jessen

Karakter: 2 ud af 6.

Skrevet af Gæsteskribent 08.05.2006 arkiveret under Anmeldelser |