Efter ”Ghetto Fitness” blev skrottet, var vi mange, der var i tvivl om Johnson nogensinde ville komme med et helt album. Heldigvis blev vi styrket i troen, da Johnson i samarbejde med Malone udgav ”Johsnon & Malone” Ep’en i 2004, og fik stillet vores værste sult ved diverse gæsteoptrædener fra ham. For cirka et halvt årstid siden florerede der så rygter om, at den sidste fra den legendariske B.A.N.G.E.R.S. trio, Johnson aka. Niggeren I Slæden, arbejdede på sin solo debut – endelig er den her!

Johnson har ikke brug for videre introduktion. Hvis tilfældet skulle være noget andet, burde følgende tre stikord være nok – damer, biler og pind’, hvilket gør at han snildt kan puttes i kategorien, drengerøv af høj kaliber. Der kan ikke herske tvivl om, at han er en ener på den danske hiphopscene – ingen på 8230 forskellige måder som ham, ingen serverer rim med samme attitude og glimt i øjet som ham, hvilket gør, at han i de fleste tilfælde kan slippe af sted med simple rim og netop rappe underholdende om damer, biler og pind’ gennem flere numre.

Johnson har aldrig lagt skjul på, at hans rap ikke appellerer til de intellektuelle, og han har nærmest gjort en dyd ud af at lyde så Brian-agtig som muligt, hvilket flere numre på pladen illustrerer, fx ”Tatoos” og ”Fra mit Kvarter”. ”Tatoos” der handler om tur ned til tatovøren Andreas der ”… ikke inviterer alle og enhver/ det’ kun VIP-kunder der får lavet tusch’er der”. Rejsen bliver udførligt beskrevet og der er tydeligt at mærke hvor spændt Johnson er, fra han vågner, til nålen rammer hans arm – fin storytelling.
På ”Fra mit kvarter” der gæstes af LOC, bliver der namedroppet biler og deres udstyr i høj fart. De to århusianeres fascination af rides og kærlighed til dem er i hvert fald ikke til at tage fejl af. Johnson når også lige at gøre os opmærksomme på, at ”Der står Johnson på nummerpladen/ for motorkontoret vil ikke skrive Niggeren I Slæden”- nummeret må med garanti blive de flittige læsere af V-max magasinets yndlings track.

Johnsons tekst stinker langt væk af hans charme og en garanti for underholdning som burde kunne få de fleste til at smile, nok med undtagelse af rødstrømperne. Dog er der blevet plads til ét helt seriøst nummer. Her rapper Johnson om sin barndom samt tabet af sin far. Tracket passer godt på pladen, dette til trods for det er radikalt anderledes i forhold til resten af skiven. Den seriøse side klæder ham overraskende godt, viser ham som en alsidig rapper og giver albummet ekstra kant. Forhåbentlig kommer Johnson med flere numre i samme stil.
Nu skal man ikke tro at Johnson har mistet sin humor – langt fra. Tendensen er gennemgående på hele pladen; tag bare ”De Drømmer”. Her leveres flere rim der er citatværdige og humoristiske, ”jeg fatter slet ikke de der gold diggers/ jeg holder dem væk med en busbillet og si’r jeg’ en broke nigger/ selvom jeg godt ved du tænder på mig/ gider jeg ikke ha dig/ når jeg drikker cognac der er ældre end dig!”.
Mange af Johnsons tekster er spækket med referencer til tidligere vers fra ham og homeboys, samt selvfølgelig de amerikanske inspirationskilder som Ludacris og Ying Yang Twins, nogle mere åbenlyse end andre, men altid ganske underholdende – især som når ”To the early mourn’” bliver til ” I overmorgen”.

Pilfinger har stået for al musikken, med undtagelse af det sidste nummer – courtesy of Rune Rask & Troo.l.s. Pilfinger holder det meste af pladen en høj standard, hvad enten det er laid back west coast eller crunk. Der er dog ikke blevet plads til de store overraskelser og nytænkning, og også her skinner inspirationen fra staterne klart igennem. Især på ”Tatoos”, der lige såvel kunne være produceret af Dr. Dre.
De numre der har en mere organisk lyd som fx. ”Dankort Blues” fungerer som et dejligt lille frikvarter fra de mere syntetiske beats. Før omtalte nummer har en virkelig lækker vibe, men man savner lidt her, at fx. guitaren var lagt skævt ned. Det er desværre gennemgående for pladen at lyden går hen og bliver en anelse for poleret.
Rune Rask & Troo.l.s´. produktion til sidst virker ganske forfriskende, og efterlader lytteren med tanken om, hvordan pladen kunne have lydt, hvis de havde haft flere beats med, eller hvis der havde været flere producere med ind over pladen.

Jeg vil ikke lægge skjule på, at jeg altid har været en fiend for Johnsons musik og altid set frem til at han ville udgive en hel plade. Pladen skuffer da heller ikke på nogen måde, men er heller ikke så fantastisk som man har kunnet have håbet på. Dette skyldes nok primært, at nogle af numrene, halvvejs på pladen, går hen og bliver ligegyldige fordi produktionerne minder en anelse for meget om hinanden. Jeg havde også gerne set et B.A.N.G.E.R.S. nummer i stil med ”Læg den hater ned!”. Når det er sagt, så er det bestemt ikke kedeligt at lytte med, hvad enten Johnson rapper om tømmermænd, biler, kvinder eller pind’ – Det passer!

4 ud af 6 spots.

Skrevet af Johnny Lund 02.06.2006 arkiveret under Anmeldelser |