03.06.2006
Diverse – “Underlyd: For folk på flugt” (comp.)
Med ‘Underlyd’ er skabt et støttekollektiv af skandinaviske hiphopkunstnere, der er gået sammen for det gode formål at dedikere en plade og dens overskud til folk på flugt og flygtninge under jorden. I sin helhed består denne compilation af 7 tracks, der er lavet af Zaki, Ataf, Little Tascha, Mismarie, Favelachic, Beatsters, Turkman Souljah og ikke mindst Gatas Parlament featuring Per Vers og Promoe.
Turkman Souljah feat. DJ Direct sparker showet godt i gang med en cool, laidback intro, der har en masse fed scratch lagt ovenpå et beat, der bygger langsomt op og skaber en nysgerrighed om, hvad denne plade skal indeholde. En nysgerrighed der sammen med en række panorerede samples også skaber en form for mystik og måske endda en, for lytterens vedkommende, usikkerhed, der passer godt til pladens tema.
”We demand your attention/ This is for the people living underground/ We await their ascension/ This is for the people living underground/” …starter næste nummer, ’Underground’ , lavet af Mismarie. Lyrikken fortsætter på et tight (lige på grænsen til off-) beat og der rettes mange tanker mod de folk, der lever under jorden og på flugt, og kravet om opmærksomhed på dette kommer eksplicit til udtryk gennem hele tracket.
På samme måde har pladens andre kunstnere en bevidsthed om støtteprojektet, de har valgt at være med til at lave. Beatsters kører Mismaries næsten-offbeat videre til en ren reggaeton-stil, der lader lytteren chille lidt mere og tænke over sagerne: ”Nationalekstremt, lukket, racerent, småt og indeklemt/ No mas/ Ya no mas/ Nationalekstremt, pyntet rigtig pænt/ Alt for skizofrent/ No mas/ Ya no mas/”
I forlængelse af hele konceptet bag kompilationen, er der generelt lagt meget vægt på den lyriske side af pladen. Det er alvorlige sager, og der bliver ikke lagt skjul på nogen som helst holdninger og meninger om årsager til krig og kaos. Zaki featuring Khalid har brygget et nummer sammen, der nok er pladens mest rolige nummer rent musikalsk. Men helt rolig er ‘Et Folk’ dog ikke rent indholdsmæssigt, da det handler om terrorisme, besættelse, flugt og religion.
Ataf tager sammen med Little Tascha et skridt videre på alvorens vej med ‘Gøre noget?’. De gør det virkelig godt på den lyriske side, teksten virker gennemarbejdet og rimene er flere steder rigtig fede.
“Midt i en kø står han foran Fort Europa/ På flugt fra sult og naturkatastrofer/
Hans tanker er tomme og fjerne/ Han er fra Den Tredje Verden født ind i smerte/
Så’ der ham her/ Han er tortureret og skamferet/
En nedbrudt sjæl/ For evigt traumatiseret/
Minderne rammer som slag fra en hammer/ Han hører bombardementer og skrig fra andre krigsfanger/
Ved siden af står en pige, der blev voldtaget/ Af to svin, der gik fri, selv om de blev opdaget/
Hun er en ud af mange/ Forvildet og bange/ Hos disse slags mennesker er smilet svært at fange/”
At pladen er lavet for at komme med et modspil til regeringens asylpolitik gør, at den til et vist punkt er en politisk plade. Derfor er det også af gode grunde, at der trækkes på både Gatas Parlament og Promoe i deres samarbejde med Per V på ’Antiamerikansk dans’. De to førstnævnte er nogle af Skandinaviens store drenge indenfor den politiske hiphopscene, og man fornemmer også, at det helt klart er deres track på pladen, der er gjort mest ud af. Både fordi de er de eneste folk, der er hentet udefra, men også fordi, der er produceret en video, som er kommet med på pladen. Hvis man er til lidt oprør mod det etablerede system eller bare synes, det er fedt både at se og høre en række af verdens mest magtfulde mennesker blive sat til tælling, så er det helt klart en video og et track med en vis (politisk) underholdningsværdi. Og måske er det også det eneste sted på pladen, man finder noget med en smule ironi og lidt flere smil på de læber, der rapper og synger til fordel for det gode formål. Blandt andet i omkvædet: ”Skal vi ta en antiamerikansk dans (så!)/ Ambassaden blir til St. Hans (bål!)/ Grip hånda til en du har sjans (på!)/ Brenn flagget og sving på din svans (nå!)”
Gatas Parlament kører i deres gode stil med et helt tæt og stramt flow på norsk, der hænger rigtig godt sammen med Promoes tilsvarende stil, som denne gang er på svensk. Selve omkvædet i ‘Antiamerikansk Dans’ er mere sang end egentlig rap og passer fedt til beatet, der varieres rigtig godt med de mange guitarsamples. Det er også en fed variation med rap på både norsk, svensk og Per V’s danske, der kommer godt ind med en lidt dybere og mere hæs stemme i forhold til de andre.
Pladens sidste track, ‘Behind the Man’, er leveret af Favelachic og er et reggaetrack i sin traditionelle forstand. At det er lige dét track, der afsluttes med kan gøre, at det virker som om, pladen fader lidt ud. Den lille variation i musikken gør, at det bliver en anelse kedeligt, men til gengæld er det ikke så langt. Ud fra reggaens præmisser holder tracket sig til sin stil, så måske skal man bare være lidt mere dedikeret til denne genre for at det bliver helt godt. Men rent tekstmæssigt passer det egentligt fint ind i konteksten og pladens tema. Det handler om magtsyge og den skæve fordeling af magt: ”He was looking down from his podium/ Proud and feeling all fulfilled/ He loves power/ He lost himself to control like a devil in hell/”
I sin helhed fremstår Underlyd som en gennemarbejdet kompilation. Med sine kun 7 tracks er det blevet til et fint lille støttealbum, hvor de forskellige kunstnere skaber en god variation over pladens tema. ‘Antiamerikansk dans’ er klart det fedeste track, fordi der er mest gang i det og på grund af den humoristiske tilgang, der åbner op for lytterens opmærksomhed. Denne tilgang løfter albummet og gør, at det ikke bliver for tungt, selv om temaet kunne lægge op til det.
Gæsteanmelder: Niko
3 ud af 6 spots.
Skrevet af Gæsteskribent 03.06.2006 arkiveret under Anmeldelser |