“Hey! Om fem minutter går Mitchell Brothers på!”, blev der råbt fra DJ-pulten. Der lød underligt nok ikke den vilde begejstring fra publikum, der dårligt nok bemærkede dette lille reklamespot. Det stuvende fulde hus til Mid Week Brakes havde åbenbart nok i sin egen snak i krogene og sine håndholdte pilsnere, let dansende til DJ’ens plade med Dead Prez’ It’s bigger than hip hop.

De fem minutter gik og pludselig stopper musikken, lyset falder på scenen, en DJ klædt i hvidt sætter et rigtig tungt beat i gang med en tight bas, der kan mærkes dybt inde i brystet. Herefter glider bagtæppet langsomt til side, hvorfra de to Mitchell-brødre kommer ud klædt i kortærmede skjorter og med solbriller. Langsomt og synkront dansende/gyngende følger de publikums og beatets puls på deres vej frem over scenen. Samtidig kommer ordet M.I.T.C.H.E.L.L. bogstav for bogstav frem. Til sidst er brødrene helt fremme ved scenekanten, som skal blive deres plads for godt en times hæsblæsende og intens koncert. To brødre der i virkeligheden er fætre.

Musikken stopper. ”You’re a lovely crowd!”, udbryder Teddy Mitchell. Samtidig får han øje på en knægt, der mere eller mindre er ved at vælte op på scenen. Grinende fortsætter han ”What the fuck are you doing?!”. Teddy kigger på Tony og ned på personen på gulvet foran sig ”He needs some new clothes. Where are we gonna take him? Where are we gonna take him?!”. BANG! Så er beatet i gang til Harvey Nicks, der kort sagt handler om indkøb af tøj:
”When I drop in Harvey Nicks, to shop in Harvey Nicks. If I don’t look hardly slick, or appear hardly fit, the cashier don’t hardly trip, the lady hardly flits, unless I’m wearing barmy shit, or garments that are the shit.”

Tony og Teddy er allerede godt oppe i et fuldstændig vanvittigt tempo. De er lige kommet i gang med andet track, da Tony udbryder ”Cut it, cut it, cut it…!”. Han vender sig om mod DJ’en, mens Teddy grinende kommer med bemærkningen ”Tony fucked up his mic! Can we have some help? He didn’t go to school!” Og hvad mere passende kan man forvente, hans næste bemærkning er? ”FUCK TONY!”. Mens Tony står med sine mikrofondele i hænderne, kommer de jublende tilråb fra publikum. En bagatel som en ødelagt mikrofon er hurtig glemt, og pulsen får straks lov at komme i høje omdrejninger igen.

”How do you feel Copenhagen!?”. Crowden på gulvet råber og smider hænderne I vejret. “I want you to go crazy like London!”. Teddy fører ordet og opfinder en 4 second rule, der går ud på, at publikum skal gå helt amok fire sekunder efter, at brødrene giver tegn til det. De får det som de vil have det. Fuldstændig. Publikum er i deres hule hånd, og det udnytter de chancen til – i dén grad. Før de fyrer helt op under kedlerne i tracket Fuck me? Fuck You!, deler de publikum op i to lejre, der skal være henholdsvis Tony og Teddys repræsentanter.

Instrukserne er givet, reglerne gennemgået og de nødvendige øvelser er lavet, så nu kan det gå løs. Teddys del af publikum er blevet døbt Copenhagen og Tonys del har, af uvisse årsager, fået navnet Berlin. Beatet er i fuld gang og det samme er den battle, de kører mod hinanden på scenen – en battle der bakkes op af gulvets to lejre, der tilsammen får 8 Mile til at ligne små børn i skolegården, der står og tjatter lidt til hinanden.

Den konstruerede battle på Rust er en af de mange ting, der gør, at koncerten kommer helt op og koge. Tidligt i showet er publikum blevet medspillere, og det gør, at det hele bare bliver federe at være en del af. Tempoet stiger til 45 rpm, og sveden drypper fra samtlige mennesker i det lille lokale hvilket får Teddy til at udbryde ”It feels like being in the gym!”

Indimellem alle numre bliver der fyret en god portion snak af fra scenekanten, det er smalltalk, men forstærker alligevel oplevelsen af dialog. Dog virker det lidt som en kliche, da Tony spørger, om der er nogen, der ryger weed blandt publikum? Men ok, det er vel en del af den attitude, som han/de gerne vil udstråle. I hvert fald bliver det til et oplæg som fører til næste track, hvor de rapper: ”Just shut up. Roll da weed. Cuz stress I don’t need”. Og der skal bestemt ikke være noget stress, så de fyrer op for aftenens eneste stille del og beder om tændte lightere. Det får de selvfølgelig.

Hen mod slutningen, hvor folk virkelig har været med hele vejen – på den fede måde – råber Tony og Teddy: ”One last thing – FUCK THE POLICE!” Også lidt i den klichéagtige klasse, men det passer perfekt ind i sammenhæng med programmets sidste indslag, som til stor begejstring for publikum, er Routine Check. Folk er så meget oppe og køre, at det resulterer i et ekstranummer, hvor den sidste energi bliver delt ligeligt mellem de to brødre/fætre og publikum.
Hermed er dialogen afsluttet, og der har været sagt ikke så få ord i dobbelttempo og på beats der har skabt sved på panden og rigeligt udfyldt den lille times koncert. Måske er det ikke ”Bigger than hip hop”, men det er i hvert fald helt sikkert, at det er stort.

Det har været fedt at være i dialog med de britiske rappere, der har nydt godt af at blive signet til Mike Skinners pladeselskab: The Beats. Brødrenes debut A Breath Of Fresh Attire er et fedt bidrag til den engelske del af hiphop/grime, så lad os endelig få mere af Mitchell Brothers’ live-energi.
Den torden, som DMI havde lovet, men som aldrig dukkede op denne aften i den Københavnske nat, eksploderede til gengæld i dén grad bag dørene på Rust.

5 ud af 6 spots.

Tekst af: Niko
Fotos af: Marie Zia

Skrevet af Gæsteskribent 17.06.2006 arkiveret under LiveSpot |