Titlen på det seneste album fra L.A. trioen Dilated Peoples er 20/20 og det sidste skud på stammen i det efterhånden godt trættende øje-reference-trip som de herrer Evidence, Babu og Rakaa har haft kørende i en god håndfuld år. Og det er netop nye ideer jeg savner når jeg lytter til 20/20.

Hvis det er nytænkning man er på udkig efter, skal man virkelig have falkeblikket frem (hvis vi nu skal blive i det samme, slidte metafor-spor, og det skal vi jo åbenbart). Misforstå mig ret, 20/20 er ikke noget dårligt album, slet ikke, og jeg synes for så vidt også det er bedre end forgængeren: Neighborhood Watch, men det er bare som om man har hørt det hele før. Evidence lyder som sædvanlig som om han røvkeder sig, Rakaa roder med revolutionære tanker og Babu har traditionen tro sit eget track (“the backbone of hip-hop is the DJ” – jo tak, den er så småt feset ind). Det er altsammen okay, problemet er bare at der ikke rigtig er noget der rykker i mig når jeg hører det. Med andre ord er det ikke specielt overbevisende, og når f.eks. Evidence spiller med musklerne, står jeg helt af:

“It’s the principle, the pockets fat, not flat
but some borrow dough and relax on paying Ev back?
Come on cat don’t you take.. me for weak
give an inch they take feet
give ’em feet they take your street
My city’s called Everybody Eats
our operations don’t skip a beat
Don’t you take ..my squad as chumps, punks or fakes
quick to dump, pop trunks on fakes
That’s of course push came to shove
otherwise love is love”

Jeg har svært ved at se Evidence inddrive gæld som en anden rocker, og det er da også som om han selv hiver lidt i land igen. Mit indtryk af Rakaa er også lidt for meget flink fyr og for lidt skallesmækkende psykopat til at jeg kan se ham dukke op som et monster i mine mareridt sådan som han foreslår det på Alarm Clock Music.
Med det sagt, så er 20/20 et ganske solidt album der er fint at have kørende som baggrundsstøj. Produktionerne er traditionen tro af en rimelig høj standard – dog uden at være ekstraordinært nakkebetvingende. Beatsne leveres hovedsagligt af Evidence, men Babu har også tre styks med, hvoraf det første er okay, det andet rimelig godt og det tredje, som er hans solonummer: The One And Only, er jævnt irriterende.
Gæsteproducerne er også gamle kendinge: Alchemist og Joey Chavez (i fællesskab med Bravo) har hver især to skæringer på albummet. Hvad gæsterappere angår er der heller ikke meget nyt under solen; der er besøg fra Likwit Crew i form af Defari, som har været med på samtlige Dilated-albums, og her, såvel som på Expansion Team-albummet, leverer pladens muligvis bedste vers. Strong Arm Steady dukker også op, her i form af Krondon på omkvæd og Phil Da Agony på vrøvl i starten og slutningen af nummeret Rapid Transit.
Der er altså langt hen ad vejen også her tale om “same procedure as last year”. Dog dukker Talib Kweli op på pladens stærkeste nummer, den Evidence-producerede banger Kindness For Weakness, og gør som sædvanlig god figur. Det samme kan siges om Capleton, der krydrer Firepower med lidt Jamaica-flavor – ganske forfriskende.

De største svipsere på pladen må være Babus soloting som synes at vare ved i det uendelige og så førnævnte Rapid Transit – at sætte Krondon til at levere et omkvæd er ikke det skarpeste skaktræk (ja, hvis jeg skal være helt ærlig, så så jeg faktisk gerne at man satte Krondon til så lidt som overhovedet muligt). Men konklusionen må altså være at Dilated-drengene har præsteret endnu et solidt album som desværre bringer for lidt nyt under solen til min smag; det er simpelthen for forudsigeligt, og pladen har ikke de samme højdepunkter som The Platform og Expansion Team besad.
Især Evidence må altså ryste posen en gang til hvad angår levering af sine tekster, hvis han skal gøre sig nogen forhåbninger om at få undertegnede op med armene, endsige op af stolen – manden lyder jo helt og aldeles uinteresseret i det han selv siger!

Jeg vaklede længe mellem tre og fire spots i karakter, men i sidste ende må jeg erkende at der er tale om et forholdsvis solidt hiphop album (selvom det ikke er særlig spændende) og den slags hænger jo ikke længere på træerne, så jeg gi’r rundhåndet en lille firer ud af seks.
Skal man se positivt på tingene må man jo også sige at har gutterne en god opskrift, er der jo ingen grund til at eksperimentere alt for meget og risikere at fucke det hele op (så resultatet ikke er til andet end at kyle det 80 meter ud i Øresund som var det en Boy George plade (var der nogen der sagde Electric Circus eller Phrenology?).

4 ud af 6 spots.

Skrevet af Mic 19.06.2006 arkiveret under Anmeldelser |