30.06.2006
Roskilde 2k6: Track72 @ Pavillion
Yes sir, så er årets Roskilde festival for alvor skudt i gang. Stedet hvor du kan være dig selv og fyre den max af til tonerne af dine yndlingskunstnere under den længe ventede sommersol. Det er her du kan chille med the in-crowd af dansk hiphop, eller hvis du er heldig spotte selveste Søren Fauli i streetwear (!). Torsdagens hiphop-indslag bestod af en koncert med Tue Track aka Track72, så det måtte undertegnede selvfølgelig ned og se.
Showet foregik i teltet Pavillion mens resten af verden var samlet foran Orange Scene for at se Guns n Roses. Dermed dog ikke sagt at der manglede folk her. Teltet var godt fyldt ud og stemningen høj da den gode Tue gik på scenen. Trægulvet i teltet gyngede svagt i takt til rytmerne, da Caught Ya´Eye og de andre numre fra albumet “Rockin” lød ud gennem højtalerne. Publikum var tændt, der var røg på scenen og der blev skrålet et obligatorisk “Hva såå Roskildeee!?” efterfulgt af stor applaus.
Nu er en koncert med Track72 jo ikke normalt en koncert kun med Track72. Og denne aften var heller ingen undtagelse. Udover manden selv med pladespillerne, blev musikken frembragt på synthesizer, elektriske trommer og talkbox af de herrer Peder, Stungun og Abdullah S. Yderlige kom den efterhånden velkendte gæst Wildchild også på scenen og fremførte “One mic 2 turntables” samt en masse freestyle og en hjemmestrikket tekst med et omkvæd der lød noget i stil med “I´m Wildchild, I need to make my pen mark/ so I do it here in Den-mark“.
Men det var ikke aftenens sidste gæst viste det sig. Ind på scenen kom også sangeren Kiana, og så selvfølgelig Denmarks Finest DJ Static medbringende Nat-Ill, der fyrede godt op for “The best kept secret” og publikum elskede det. I det hele taget var stemningen så god som noget og det var nærmest helt forvirrende da også den svenske rapper ADL kom på scenen og der knap var plads til alle kunstere.
Jeg ved ikke om det har været Track72’s fødselsdag, men det virkede nærmest som en slags hyldest til ham denne koncert. Manden selv virkede da også inderligt beæret da han stoppede musikken og holdt en lille tale til publikum: “Det her år og sidste år har været utrolige for mig, jeg har fået mit første solo album ud og fået en masse anderkendelse for mit arbejde. Men I skal vide, at alt dette aldrig havde været muligt, hvis ikke det var for Jer!!“. Repsonsen fra publikum herefter efterlod ingen tvivl om at the love var gengældt.
Efter en times tid stoppede musikken og Track72 takkede af. Det fandt publikum sig selvfølgelig ikke i, så efter at have skrålet “Tue, tue” et par minutter, kom han og de andre igen tilbage på scenen. Herefter blev mellemgulvet på folk rystet godt og grundigt rundt af et heftigt bouncende beat. Jeg genkendte det ikke, men det lød fedt og var krydret med en sample der lød “Git’ up!” som en anden James Brown og det blev akkompagneret af den hypede rapper ADL. Herefter kom en lige så hyped og nærmest stakåndet Wildchild ind og spillede “That shiiiit” til endnu større glæde for folk i teltet. Til sidst var alle på scenen og der blev freestylet på tur henover “Track’s havin’ a baby”. Intet mindre end smukt.
Det havde været en kanon koncert og folk fik både hvad de var kommet for at høre, og lidt til. Kontakten mellem scenen og folket virkede tæt, og det var en fryd at bevidne numre som “Light my fire” og “Rockin” blive fremført live med synthesizer og talkbox. Koncerten var ikke så lang, men det var ikke desto mindre en både spændende, intens og “rockin” oplevelse torsdag aften på Roskilde festival!
Fotos af: Marie Zia
6 af 6 spots
Skrevet af Julaw 30.06.2006 arkiveret under LiveSpot |