Ligheden mellem Star Wars helten og Babar Luck er til at overse. Men jeg fandt alligevel vej til Ballroom teltet på et ugudeligt tidligt tidspunkt nemlig kl. 12.30 (hvilket svarer til 6.30 i Roskilde tid) for efter sigende skulle han bringe en del hiphop fortolkning med sig.

Javist han stod i bare tæer og var iført en pakistansk folkedragt der mindede om en hvid brudekjole med slidser og bukser indenunder, javist han var næsten pilskaldet og havde det ondeste Mustafa-skæg, javist han rullede med øjnene når han sang/skreg i mikrofonen og lignede en mellemting mellem en selvmordsbomber, sekundet før han detonerer, og en blid efterskolepædagog der gerne vil batik-farve dine pludderbukser, men jeg var lovet hiphopundertoner i kataloget goddammit!

“Akustisk hiphop med blues-aner møder britisk folktradition og asiatiske rytmer” stod der i Festivalprogrammet. Set i bakspejlet må jeg sige at det er sgu rigtigt nok – man skal IKKE tro på alt hvad man læser! Hvis Barbar Luck er hiphop, er jeg kejseren af Rom, og det ved alle jo at Joe True er. Hvorfra Babaren har fået sin vrangforestilling fra skal jeg ikke kunne sige, men det indvolverer givetvis et slag til kraniet. Han var i hvertfald ikke ked af det da han med karakteristisk rullende stirren proklamerede: “Here’s a hiphop ballad for hiphoppers who eat big salads” (!) hvorefter han brød ud i rungende sang henover sin akustiske guitar. Det var også set-uppet for resten af koncerten: Babar Luck, hans akustiske guitar og to kvindelige assistenter hvor af den ene var en kortklippet jeg-banker-dig-i-håndbold type som tæskede løs på en afrikansk tromme og den anden var en jeg-dyrker-tarotkort-og-marcherer-for-Greenpeace sangerinde, de hed henholdsvis Sheila og Sandra.

Babar Luck koncerten var en besynderlig blanding af Woodstock, Rock ‘n Roll, Mahatma Ghandi og Bob Marley. I centrum for dette umage blandingsforhold var en karismatisk lille mand i flagrende hvide gevandter der med øjne så store som urtethekopper sang om det mulitikulturelle samfunds udfordringer og forpligtelser, med en nærmest barnlig naiv tilgang for som han selv sagde, umiddelbart forud for et af sine numre “This is a simple song for simple people”.

At forstå hvad den lille løjerlige fyr rent faktisk sagde var dog alt andet end simpelt, og jeg citerer efter gehør: “It´s only in my community.. jusredmisnbeee!” (Aaah what a punchline..) og det var ikke lydanlægets skyld, men nok snarere den fusionsgryde af dialekter og sprog han fyrede op for. Således var der også plads til at give skud ud til Roskilde som efter alt at dømme ligger i Tyskland med kommentarer som “Danke Schön!” og senere: “Manke tark! Meine name ist Babar Luck!” men ok hvad kan man forlange af en mand, hvis backupsangerinde ligner en hennafarvet stork? Det lange farvede 60’er hår hang løst ned over knæene mens hun spankulerede krumbøjet rundt på scenen med skridt der fik selv John Cleese til at virke kortbenet.

Musikken var ofte meget No Woman No Cry agtig, hvis man forestiller sig at den fik et makeover af et punkband. Babar kan lide det hurtigt, gennemtrængende og lettere waco på den charmerende og økologiske måde. Sommetider beskriver publikumstyperne ofte musikken, ligesom biografgængere ret ofte er repræsentative for en film.
Babar Luck-crowden var represented af sort-netsjal-klipklapper-højskole-tøsen, tysklandsflag-sari-chicken, solbrille-hængerøvs-hækle-hue-duden og camouflage-shorts-med-krebse-rød-nøgen-overkrops-homeboyen. Selvom der ikke var vildt mange i teltet blev det en nærværende intimkoncert der fik publikum i jam-humør med armene over hovedet og vuggende sus i skørterne til budskaber som “When the time is right you´ll be ready to fly“, “Lions eat lions too” og “Million guns are gonna take your soul“.

For sin egen genre (indsæt din hjemmelavede fusiontitel her) var det fedt og skægt med rigtig gode vibes. Velmenende og kærlig musik i skarp kontrast til Babars næsten skræmmende fysiske fremtoning. Helt klart en god oplevelse, og ikke en jeg ville have været foruden, men det var held i uheld, for jeg var lovet hiphop og det fik jeg ikke. Der var helt klart tale om en fejldeklaration selv iberegnet rum for fortolkning, for Hr. Luck er ikke mere hiphop end fx. thebirkes, eller havestole, uanset hvad han så selv påstår! Det er udfra denne betragtning at jeg giver koncerten den lave karakter, for det her er jo trods alt et hiphoporienteret site han vurderes på. Babar Luck ville fuldt fortjent få 6 ud af 6 mulige hvis Michael Jackson fik banket et musiksite op sammen med Bubbles og anmeldte koncerten.

Karakter: 1 ud af 6

Fotos af Marie Zia

Skrevet af Ann Noyd 01.07.2006 arkiveret under LiveSpot |