01.07.2006

Roskilde 2k6: The Streets @ Arena

streets4.jpgMike Skinner er landet i Roskilde!“. Sådan var overskriften i én af Festivalavisen Globes artikler fredag morgen. Manden er efterhånden også blevet et rigtig kendt ansigt, og opbuddet af mennesker fredag aften ved Arena-teltet var bestemt ikke til at kimse af. Rigtig mange mennesker var kommet for at se The Streets, og det var bestemt ikke alle der kunne være i det ellers store telt.

Således var stemningen i hvertfald høj da Mike indtog den palmebeklædte scene med sine 3 musikere og den mørke sanger som ingen ved hvad hedder, men som synger mangt et omkvæd på “Original Pirate Material”. Koncerten blev skudt i gang og publikum virkede ellevilde. Det var klart at rapperen fra Birmingham havde et godt tag om publikum, især da han kom med en lille tale om Englands kommende VM-sejr, og at Danmark var for seje fordi vi havde vundet EM i 1992. Det var jo fantastik at vi havde det, så derfor var vi et godt publikum. Hmm.

streets3.jpgDe fleste kunne vel gå med på at han hypede vores 14 år gamle EM-trofæ første gang, men da han 2-3-4 gange mere i løbet af koncerten trak dette “es” op af ærmet var det simpelthen for plat. Ydermere syntes den kære britte at han skulle peppe sine sange op ind i mellem med kendte omkvæd, alt fra “The answer is blowing in the wind“, over “Golddigger” til “Don’tcha wish you boy friend was hot like me“. Sidstnævnte som det eneste en smule underholdende.

Nu hersker der generelt et problem for især hiphop-musik at hvis det indeholder lidt sang, der bliver sunget af folk der egentlig ikke er sangere (som fx Eminem, The Streets), så lyder det måske ok på plade – men live… uf. På trods af at ham reggea-crooneren der akkompagnerer Mike (og har en rigtig flot stemme) var med, så lød nogle af numrene (især “Let’s push things forward“) ikke særlig godt. Teksterne blev ikke rappet, men “sunget” på en halvvejs improviseret måde der ikke var optimal.

streets5.jpgMåske er The Streets tekster simpelthen for svære at fremføre live, for der var i hvert fald et par steder hvor vokalen faldt ud og manden lige skulle have vejret. På “Better stop drinkin’ Brandy” var det ydermere åbenbart vigtigere at få drukket noget vodka, for selvom beatet kørte brugte Mike halvdelen af sangen på at snakke og uddele shots til publikum og sin medsanger. På “Blinded by the lights” ville han gerne have publikum til at knæle ned på jorden, og derefter springe op og “go mental” da beatet til sidst forvandlede sig til noget nærmest techno-agtigt. Måske ikke lige hvad jeg var kommet for.

Men der var heldigvis også gode øjeblikke, såsom da “Dry your eyes mate” fyldte teltet med svejende lightere i luften. Eller da “Turn the page” flængede gennem luften og ca. halvdelen af teltet rappede med med høj gejst. Men det var karakteristisk, at den anden halvdel af teltet stod måbende og ikke rigtig vidste hvad det var for noget musik der elskede Mike spillede.

streets2.jpgMen The Streets’ musik har også gennemgået en vild udvikling og jeg skal derfor ikke sidde her som hardcore fan og kritisere koncerten fordi der blev spillet nogle poppede numre. Men – der var generelt en del gak og gøgl, og koncerten sluttede med “Fit but you know it“, hvor både den mørke sanger og Mike Skinner smed overtøjet til stor glæde for de mange piger man kunne høre var kommet for at se søde Mike. Koncerten var en noget blandet fornøjelse, og havde lidt til den ene og lidt den anden del af publikum. The Streets var knap så “street”, Mike Skinner lige lovlig party-glad og musikken røg lidt i baggrunden for alt muligt irrelevant.

Fotos af: Marie Zia

3 ud af 6 spots

Skrevet af Julaw 01.07.2006 arkiveret under LiveSpot |