02.07.2006
Roskilde 2K6: Immortal Technique @ Odeon
Ganske som forventet blev Harlemroden Immortal Techniques show afleveret med høj cigarføring. En stor del af hans styrke som MC ligger i hans attitude og den selvsikkerhed, der ligger til grund for den. Live kan man konstatere, at han også er en karismatisk MC, der selv når han afleverer klicheer à la “this is not my revolution, it is our revolution” – og det gjorde han løbende gennem dagens show på Roskilde – formår at fremstå ægte om end ikke altid lige sofistikeret.
Showet var helt efter bogen – New York hardcore all the way uden dikkedarer, men desværre også med de fleste af klicheerne og manererne på plads. Som pløk 2 havde Immortal Technique medbragt Brooklyn-MC’en Akir, og på hjulene havde han sin faste DJ, GI Joe. Versene var sikkert og klart afleveret som altid når Technique optræder og hans relativt enkle flow og klare diktion komplementerer hans rude boy-turned-revolutionary-stil perfekt. Akirs mere komplicerede og hurtigflydende rap gik imidlertid også klart igennem, godt hjulpet på vej af den skarpe lyd. Akir spillede et par af sine egne, relativt uinteressante numre, men imponerede flere gange publikum med sit flow. Et DJ-show blev det ikke overraskende også til, fulgt godt på vej af de sædvanlige klicheer om DJ’en som hip hoppens grundlag. Grundlæggende bestod det i lidt cutback i “Peter Piper”, hvilket ikke ligefrem vinder de store priser for originalitet, og i øvrigt heller ikke var mere end middelmådigt eksekveret.
Settet bestod hovedsageligt af skæringer fra Revolutionary Vol. 2: “Industrial Revolution”, “Harlem Streets”, “The Point of No Return”, “Obnoxious” og de 8 bars fra “Peruvian Cocaine”. Dertil kom “Bin Laden”-remixet og en acapella, der formentlig var fra det kommende album, The Middle Passage, og nok var koncertens højdepunkt. Konceptet var hvad Technique ville gøre, hvis han sad i Verdens førersæde og indeholdte bl. a. signatur-zingers som “I would restore every raped virgin’s hymen/ and force Tiffany to choke on her diamonds” og “Instead of you flashin’ a piece on D-V-D/ I would have you shoot it out with the N-Y-P-D”. Så kender vi Immortal igen. Et andet højdepunkt var “Dance with the Devil” fra Revolutionary Vol. 1, hvis noget uraffineret tænkte med kradst inciterende historie han rappede i fuld længde med den intensitet nummeret kalder på.
Desværre brugte han som allerede antydet alt for meget tid på at snakke mellem numrene – noget der synes at være en næsten universel sygdom blandt MCs i dag. Og selvom han har mere at sige end langt de fleste af sine kolleger, og afleverer det med den i indledningen nævnte rå charme, er og bliver det en dæmper på en koncert. Man savnede endvidere noget mere live-lir, og efter den ellers stærke freestyle-MC Technique midt i koncerten fuckede begyndelsen til en freestyle op og blevet reddet på stregen af sin backuprapper, var det som om han droppede den ide. Desværre, for det ville kunne have løftet koncerten over det solide men kedelige.
3 ud af 6
Fotos af Marie Zia.
Skrevet af Mat 02.07.2006 arkiveret under LiveSpot |