De fleste af os på redaktionen var enige om at årets hiphop program for at sige det mildt, ikke var videre imponerende, og for mit vedkommende var Pharoahe Monch og Kanye West koncerterne de uundgåelige hiphop højdepunkter. Efter vi fik bekræftet rygtet om at Pharoahe missede sit fly og derfor ikke kunne optræde, voksede først harmen og senere forventningerne til Kanyeezy lørdag nat.

Kanye West, den ofte hysteriske og altid moderigtige producer slash rapper som vi efterhånden ikke kan undgå at kende kva hans fænomenale beats på Jay-Z’s The Blueprint og Black Album samt en masse andre toneangivende rapperes værker.

Den selvproklamerede Louis Vuitton Don, der bravt kæmpede sig frem til en pladekontrakt med Roc-A-Fella Records og nu har to rap albums under Gucci bæltet. Selvom det hovedsageligt er sine beats Kanye bliver rost for, har han efter min mening udviklet sig mærkbart som MC siden College Dropout og leverer generelt flere personlige og vedkommende tekster på Late Registration. Beats og sange, der alle er udgivet indenfor en kort tidsmæssig periode, men bestemt indbefatter flere tidløse klassikere.

Scenen er Orange og klokken har sneget frem til 0100. 50.000+ mennesker har indfundet sig på det enorme areal foran festivalens største scene og er klar til at spendere deres lørdag nat i selskab med årets hiphop hovednavn.
Det danske strygerorkester fra Konservatoriet har fundet sig til rette på scenen, og vi venter spændt på at se trolden hoppe op af æsken.

…Og dér er han! I hvid skjorte, khaki-farvede bukser, solbriller, ur samt det klassiske Jesus piece hængende om halsen, den er go’ nok! Diamonds From Sierra Leone er aftenens appetitvækker, og bliver modtaget under stor jubel og vildskab, altimens lysene på scenen flakker imponerende rundt på alle de 20 små skærme. Vokalen ligger noget lavt i mixet, men lige nu pumper musikken derudaf og Kanyes flashy udstråling er ikke til at tage fejl af. En mandlig og kvindelig backup-sanger udgør mikrofonassistancen, mens den canadiske wonderboy DJ A-Trak cutter den behændigt op på de to pladespillere (han har dog ingen vinylplader med, men bruger computerprogrammet Serato Scratch Live nøjagtig som mange andre moderne djs).

… Nothing’s ever promised tomorrow today…. Heard’em Say med Adam Levines (Maroon 5) mageløse omkvæd fylder pladsens soniske spektrum. Herefter leverer A-Trak en tight showcase og viser hvor godt et DJ valg han er. Knægten vandt trods alt DMC verdensmesterskabet som kun 15 årig i 1997 to år efter han først begyndte at scratche! Han blev senere æresmedlem i kult DJ crewet Skratch Piklz og trak sig tilbage fra battling i en alder af kun 18 år! Han har i øvrigt en underholdende DVD ude lige nu.

Vi ryger tilbage til College Dropout albummet og scenelyset ændres, hvilket er en flot effekt, men den kan ikke ændre på, at violinsektionen spiller ALT for meget indover de i forvejen mættede og travle beats. We Don’t Care og i højere grad træningssangen The New Workout Plan gør folk ekstatiske, mens den lille hysteriske amerikaner gør sit bedste for at fylde scenen ud ved at løbe fra venstre til højre side af scenen, dog uden den helt store effekt. Rapevnerne live er heller ikke helt i top, men han klarer sig da hæderligt indtil videre.

Baggrundssangerne synger flot, men mangler at vise en smule energisk glæde på scenen. Det glemmer jeg dog et øjeblik, imens sangerinden udfører et frækt lille showmybootietothepeople show, der fungerer udmærket som interlude.

Herefter er det A-traks tur til at fyre et set af med beatjuggling, scratch og andet lir, og det er han yderst kompetent til ingen tvivl om det! Thumbs up for valget af ham til touren.

Get ’em High fremføres i højt tempo efterfulgt af min favorit fra Late Registration albummet, det enormt atmosfæriske Gone, hvor beatet til sidst breaker ned og Kanye rapper det hårdtslående sidste vers acappella. Nu kan stemmen desværrre snart ikke mere, han lyder til tider som en skrigeballon, hvilket uheldigvis kun forstærkes af de ivrigt filende violinsoldater på scenen. Hvorfor i alverden har han ikke bragt en hype mand med, når han tydeligvis ikke har stemmen til at gennemføre et helt show alene? Et lille tip til næste tour.

Kanye ved formentlig godt han ikke er ligeså kendt herovre på det europæiske kontinent som I USA, og spiller derfor en lille promotion pakke bestående af hans bedste beats til andre kunstnere:
Get By, Stand Up, Can’t Live My Life og de mest kendte Jay-Z joints. Dette giver en hamrende god stemning, bortset fra det faktum, at alle numre afsluttes enormt hurtigt!

I’ve been working this grave shift, and I ain’t made shit, I wish I could buy me a spaceship and fly past the sky….

…Put your hands up if you hate your work!… Spaceship er tydeligvis en personlig sang som Kanye virker særlig glad for, og en han skrev lang tid før han landede kontrakten med The Roc. Den filosofi kan vi godt li’!

Så er det strengeorkestrets tur til at få deres shine på med en moderne fortolkning af Beatles klassikeren Eleanor Rigby med elektro trommebeat indover leveret af A-Trak på computeren. Gnarls Barkley hittet Crazy fyres også af med sang af de to baggrundsstemmer påsat trommebreaket fra Beastie Boys’ Intergalactic og folk går totalt amok! Vi får derefter Verve sangen Bitter Sweet Symphony, som gruppen i øvrigt samplede fra The Rolling Stones og senere blev sagsøgt for.

Med All Falls Down falder vi mere passende tilbage i Kanye kataloget båret af Syleena Johnson’s super soulede stemme (datter af 70er soul ikonet Syl Johnson), der hvor Lauryn Hills oprindeligt lå, men hun ikke ville lade Kanye sample. Violinerne er igen ikke for fede indover de originale beat og rapvokalen drukner lidt i musikken.

Højdepunktet for den brede skare er utvivlsomt MTV smash hittet Golddigger, der starter ud med det samplede Ray Charles nummer I Got A Woman. Nu er Kanye dog reduceret til en gennemsvedt lille hoppemyg, der seriøst mangler bas i sin stemme og mister pusten undervejs i nummeret. Jeg synes også bassen i hans beats er for dominerende i det samlede lydbillede på bekostning af mellemtonen, men ”fuck det” synes de fleste at tænke!

Vi kommer gennem Slow Jamz og videre til det brilliante Twista track Celebrity Overnight, hvor jeg personligt ville have tildelt koncerten en ekstra spot, hvis bare dobbelttempo rapperen dog havde løbet ud på scenen og overtaget fra den trætte hr. West.

Den mandlige backup-sanger får (hæderligt) lov at recitere Al Green klassikeren Let’s Stay Together, og genkendelsesgraden fortsætter, da Michael Jacksons Rock With You bliver spillet på diskoteksmanér efterfulgt af A-Ha hittet Take On Me!?!??!? Hvad sker der for Kanyes mobildiskotek på Orange Scene!? Han nævner i øvrigt ikke Danmark en eneste gang, og virker noget fjern og upersonlig. Hov, hvad er det nu? Vi får et morsomt gensyn med Carlton Banks’ (fra Fresh Prince of Bel Air) “Tom Jones Dans”!

Der er generelt lagt ALT for mange pauser ind imellem numrene, hvilket virker enormt forstyrrende for showet. Man håber at han i det mindste fanger pusten i de lange vokalpauser, men dette synes desværre ikke tilfældet.

Chakas Khans varme fyldige stemme brager (i smølfe pitch) igennem på bangeren Through The Wire og vi råber Hell yeah! op til det svedende modeikon, der på nuværende tidspunkt burde have afsluttet showet.

Et sidste højdepunkt på aftenen er det fantastisk energiske track Jesus Walks, der på trods af den mudrede rap vokal går klokkerent ind hos publikum efterfulgt af bonus nummeret Touch The Sky, som sagtens kunne undværes på nuværende tidspunkt. Så er det endelig tid til at sige go’ nat.

Kanye forsøgte virkelig at give den fuld gas på scenen kunne man mærke, men den manglende rutine i at optræde live foran SÅ mange mennesker og den noget skingre stemme skinnede desværre igennem henad vejen på trods af nogle åbenlyse lyspunkter. Dog var alle de fede beats og DJ A-Trak to store faktorer, der sammen med oplevelsen af et verdenskendt hiphop navn på Orange Scene trak op i den samlede karakter. Et sådant show kan ikke sammenlignes med et på en mindre scene hverken i København eller Århus. Koncerten rammer derfor samlet en over middel karakter…

4 spots ud af 6

Fotos af: Marie Zia

Skrevet af K-V 05.07.2006 arkiveret under LiveSpot |