Lady Sovereign trasker ind på scenen med et “Hello Roskilde, my DJ was given some crap equipment, so boo the equipment, yeah?” … buuuuuh… lyder det spredt fra publikum. Lyden er heller ikke på nogen måde i orden, men den er til gengæld KNALDHAMRENDE høj!!

Den bittelille skikkelse ligner sig selv på en prik fra pressebillederne ned til den mindste detalje, komplet med signetring og side-hestehale. Selv Stüssy T-shirten er den samme. Attituden er en anelse for “I don’t give a fuck”-agtig til at være charmerende. “Lady” er også for meget sagt, for hun bander og svovler som en rejekælling, og virker overraskende ligeglad med hele situationen. Hun er netop hjemvendt fra en USA-turne, og man nok kan forestille sig at hun har trykket den en del mere af over there, da hun måske/måske ikke er blevet signet til Def Jam eller Def Jaguar (!), som den noget uvidende mand kaldte selskabet i sin præsentation af hende på scenen. Oh well…

Ch Ching bliver serveret som første nummer i en tålelig version blandt andet takket være et par ekstra vokalspor. På CD minder hendes stemme om Natasjas, og hendes levering og rytmik er mildest talt imponerende. Hun er nogenlunde tight live, men desværre ikke så super cheeky, nærmere punkteret, uoplagt og jævnt øretæveindbydende. Den lille dame/munchkin går en del mere op i sin øl end i sit publikum, og andet nummer Bla Bla lyder mest af alt som Sex Pistols i en smølfeversion, for hun har allerede skreget sig hæs. So much for stamina…

På Fiddle with the Volume demonstrerer Lady Sovereign at hviske-omkvæd slet ikke fungerer live, og det er jo altid rart at få det faktum bekræftet endnu en gang. Hun kæmper med sin stemme, og går i stedet over til at snakke lidt til publikum. Det viser sig at hun egentlig er ganske sjov, hvilket også afspejles i hendes tekster. “Oi, me trousers have come undone”, siger hun og redder sine baggypants fra at falde ned om knæene. “It’s ’cause I got no arse”, oplyser hun – “and I look about 14 but I really am 20”.

Der er desværre et tydeligt energiunderskud på scenen, og Lady Sovereign kommer selv med forklaringen: “I can’t dance so I really don’t know what to do”. Fair nok, men løsningen er nok næppe at stå stille, og ellers sjoske uinspireret rundt på scenen, men det er altså det hun har valgt at gøre. Man kan lynhurtigt konstatere at manglende energi klæder grime-genren som en lårkort nederdel klæder en 90-årig kalveknæet gulsotpatient.

Speaking of grime, så hører Lady Sovereign hjemme i den lette ende af spektret. Grime Light kan man måske kalde det. Jovist, Ch Ching er fed i ikke-live versionen men Lady Sovereign mangler lidt for mange af de grime-aspekter, som denne anmelder forventer. Samfundskritik er der ikke noget af, blot for at nævne et eksempel. I stedet har hun lavet et helt nummer, Tango, der handler om selvbruner, og hvor latterlig man ser ud med en fake tan. Hun kunne i øvrigt godt selv trænge til lidt farve, bleg og blodfattig som hun ser ud, så det er nok dér, skoen trykker.

Hittet Hoodie, der lyder i retning af Salt-N-Pepas Push It står som koncertens højdepunkt. Især versene leveres godt, omkvædet derimod er lidt svagt. Det går dog ned af bakke igen med Love Me or Hate Me, selvom der lyder et begejstret brøl fra publikum, da punchlinen “I’m English” leveres. Det er så Cool Britannia-agtigt at man må græmmes. Slap dog af med den trodsige patriotisme, den døde med britpoppen i ’97-’98.

Sidste nummer i det kun 35-minutter lange sæt er Public Warning, hvilket også er titlen på det kommende album. Tak for advarslen, tænker undertegnede, som har søgt ly i en T-shirt-bod ca. 50 meter væk fra scenen. Lyden er stadig høj nok til at man tydeligt kan høre Lady Sovereigns sidste udgydelser. Hendes stemme er nu totalt smadret, og publikums ører sandsynligvis ligeså.

Den canadiske rapper Eternia har tidligere på året sagt om Lady Sovereign: “Hvis hun er fremtidens kvindelige rapper, så skyd mig med det samme”. Umiddelbart ser det nu ud som om Lady Sovereign har skudt sig selv og sin karriere – i foden, vel at mærke – hvis hun har tænkt sig fortsat at levere en så uinspireret og energiforladt liveoptræden.

Tjek Flavourz’ noget mere positivt stemte anmeldelse her.
2 ud af 6 spots
Fotos: Marie Zia

Skrevet af Mismarie 04.07.2006 arkiveret under LiveSpot |