Så er der gået godt en uges tid siden de sidste stragglers vendte tilbage fra årets rusgilde og det er tid til at opsummere og vurdere. Festivalen såvel som store dele af dagspressens kritikerkorps har beskrevet Roskilde 2006 som en af de seneste års mest succesrige – en udsolgt festival med et finansielt overskud der kan mærkes, bragende solvejr, fredelige zenned-out gæster og et bredt og alsidigt program med mange højdepunkter er svær at kimse af, men set fra vor subkulturs side lod festivalen nu alligevel en del tilbage at ønske – sammenlignet med tidligere års festivaler, men også sådan helt generelt.

På papiret så det med tidligere års programmer in mente egentlig udmærket ud. Festivalens bookere havde sørget for et hip hop-program, der dækkede den i det seneste tiår vildtvoksende genres bredde, fra den traditionelle New York hardcore repræsenteret ved veteranen Pharoahe Monche og den relative newcomer Immortal Technique, over Tech N9nes funked-up mainstream-ouverturer og tidens popgud KanYe Wests velstrøgede skjortesoul, til britisk grime og kitchen sink-realisme, repræseneret ved hhv. kværulantdronningen Lady Sovereign og tidens everymanidol Mike Skinner. Også genrens mere abstrakte knopskydninger var taget i ed med nonsensvirtuosen Why? og de politiske rabalderrappere Dälek, mens verdensfusionen varetoges af fest-med-det-hele kollektivet Balkan Beat Box, hassidim-DJen Matisyahu og Marcelo D2s politiske samba-hop. Alt imens grundlaget var sikret i form af DJ-kollektiverne Birdy Nam Nam og DJ Grazhoppa’s Big Band, duoen Diplo & A-Trak, samt de venerable beatmagere fra Coldcut.

Alligevel synes hip hop-publikummet næsten over en kam at have været mere eller mindre skuffede over hvad det egentlig blev til. Der hviler ligesom en lidt tom fornemmelse over andenuges-tømmermændene. Jeg skal ikke kunne tale for mine kolleger og fellow travellers her, men kan blot konstatere at den fade fornemmelse jeg selv oplevede deltes af snart sagt alle jeg snakkede med. Årsagerne er sandsynligvis mange og har både med programmets sammensætning og de optrædende kunstneres indsats at gøre. Med Pharoahe Monches stærkt beklagelige aflysning tabte festivalen det eneste store traditionelle hip hop-navn fra sit program, og med ét blev det åbenbart at den i år savnede hjerte i sin tilgang til genren. Hip hop-programmet var blandede bolcher uden samlende navne, der leverer varen til både gården og gaden – en Nas, en Rakim, en Busta Rhymes, fortsæt selv…

Det er godt at se, at det i det mindste er gået op for festivalen, hvor stor en genre hip hop efterhånden er blevet og for tredje år i træk kunne præsentere et stort navn på Orange scene. Desværre skuffede KanYe West i følge de fleste iagttagere med et ufoskuseret og ujævnt show. (Jeg selv var ikke overrasket, da jeg mener han helt tydeligt er et hoax uden sjæl. Jeg valgte lynhurtigt andre græsgange efter at have set gulddrengen hoppe op og ned og skråle planløst ind i mikrofonen i et kvarters tid…) Forhåbentlig lader festivalens bookere sig imidlertid ikke påvirke for meget af denne fiasko og fortsætter med at give genren dens dues med flere store navne i fremtiden og f. eks. giver os den OutKast-koncert, der snart er ti år overdue, eller måske får Eminem på banen. Det er fanme på tide at det stenalderagtige rockfestival-koncept festivalen stadig opererer med tages op til den revurdering, der kan føre til et mere egalt og tidssvarende musikprogram.

Der har også lydt en del indvendinger mod den påståede nedprioritering af dansk og nordisk hip hop i 2006, der for første gang i over et halvt årti gik i luften uden den sædvanlige Nordic by Nature-rodekasse. Jeg finder denne prioritering helt fin. Nordic-konceptet var en ansigtsløs og alenlang hip hop-ghetto, hvor skidt blandtes ufortrødent med kanel indtil meget lidt af det endte med at gøre mere end forglemmeligt indtryk. Det er som allerede nævnt længe siden hip hoppen var et subkulturelt kuriosum, også her i Norden, og det er velgørende, at festivalen nu anbringer de nordiske navne rundt omkring i programmet på linie med andre bands og i øvrigt satser på acts de ved kan levere varen: Looptroop, LOC, Track 72, osv., mens skuflerne sorteres fra.

Hvilket bringer mig til det andet store problem ved årets festival, set med Darryl McDaniels-briller: alt for få koncertoplevelser ud over det sædvanlige. Og det gælder for så vidt over hele linien; KanYe er allerede blevet nævnt, men i den anden ende af popularitetsspektret leverede også Immortal Technique – en af den traditionelle scenes mest lysende nyere talenter – et show, han helt tydeligt for folk der har oplevet ham live før kunne have gjort bedre, ikke mindst hvis han havde holdt sin kæft mellem numrene. Hvis man kigger på dette sites anmeldelser, vil man endvidere kunne se at The Streets med en halvdoven optræden viste, at det ikke var en god idé at invitere ham igen, så kort efter hans kedekoncert for et par år siden, at Lady Sovereign råbte for meget og spillede for lidt og at Græshoppebandet syntes at have misforstået deres eget koncept. Dertil kan jeg tilføje, at Dälek forsøgte at skjule deres noget mangelfulde talent på mikrofonen med den sædvanlige industrial-larm, at Diplo og A-Trak forfaldt til den fladeste pop-hop og at Looptroop desværre aldrig transcenderede den professionelle aflevering af deres forrygende bagkatalog.

Dette er naturligvis ikke direkte bookernes fejl og må vel primært tilskrives en række uheldige sammentræf af manglende oplagthed eller livetalent hos de inviterede kunstnere. Ikke desto mindre kunne man måske forsigtigt ønske sig, at bookerne er mere vågne i forhold til hvilke acts, der leverer varen live i fremtiden. Og nu vi er i gang kan det undre, at man fra festivalens side i dén grad har skoddet reggaen de seneste år. Genren er hottere end nogensinde herhjemme og havde før i tiden altid en ganske prominent plads i Roskildeprogrammet. I år var hovednavnet den jævnt kedelige Damian Marley, og da han ikke kom pga. indrejseproblemer, stod vi tilbage uden ét eneste jamaicansk navn på festivalen. Erstatningen, de udmærkede men ikke ligefrem sindsoprivende spændende Nazarenes, rettede ikke op på dette problem, og det gjorde amerikanske Matisyahu, tyske Seeed eller danske Natasja heller ikke, selvom især de to sidstnævnte spillede forrygende koncerter. Det er simpelthen ikke godt nok, Roskilde, og nu har det stået på i flere år – hvad har I tænkt jer at gøre ved det?

Bevares, der var selvfølgelig også gode oplevelser på årets festival. Jeg selv gik glip af den efter alt at dømme for vilde Tech N9ne-koncert pga. af den fantastiske kamp mellem Brasilien og Frankrig (VMs egentlige vindere)… ah, fodbold og Roskilde, det evigt tilbagevendende, dilemmaskabende sammenfald… Birdy Nam Nam leverede også et topfedt show, mens Marcelo D2 med sine ekvilibristiske, fritflydende portugisiske rapstylings og dynamisk spillende orkester for denne skribent var festivalens store opdagelse. Så man kan ikke på nogen måde sige, at årets hip hop-program var en katastrofe, blot et af de mest forglemmelige siden undertegnede debuterede som Roskildegænger i ’92. Passabelt på papiret, men uden hjerte.

Intet af dette ændrer naturligvis på, at Roskilde stadig er en enestående begivenhed, og heldigvis også i år leverede store oplevelser udenfor hip hop-programmet. Årets fest.

PS – Rapspot vil i år sende en speciel hilsen til det passende betitlede pladeselskab Bad Taste Records’ repræsentant Martin, der før festivalen uopfordret kontaktede os og lovede os et interview med Immortal Technique, men da det kom til stykket cuttede al kontakt med Rapspot, altimens vores kollega hos Flavourz – med hvem vi og Hiphop.dks repræsentant havde hooket op – i over halvanden time blev holdt hen med løs snak og udskydninger af mødetidspunktet, der ingen steder førte og bl. a. bevirkede at undertegnede gik glip af Why?s koncert. Til ingen verdens nytte. Rapspot er et 100% uafhængigt site – vi er ikke på nogen pladeselskabers pik og finder det svært at se, hvorfor uprofessionelle sjollerter fra såkaldt “uafhængige” labels som dette synes vi bør behandles som sad vi på deres. Det er første og sidste gang vi gør jer en tjeneste. I kan, indtil I lærer at behandle jeres netværk ordentligt, nyde en gang analstok.

Skrevet af Mat 11.07.2006 arkiveret under Artikler |