På en kort årrække blev det til hele tre plader, fra det populære danske hip-hop band, Nobody Beats The Beats. I gruppens midte findes producerne Nick Nack, der nu stiller sig på egne ben. Til lyden af kattejammer og heftig scratching fra DJ Noize, åbnes deres nye album ’Who’s Supa Now!’. Denne gang under navnet Beatman & Rockin’

Som alle andre Sonny B/DJ Typhoon projekter, er tracklistingen imponerende repræsenteret af flere udenlandske rappere. Disse navnes deltagelse kommer dog ikke som den helt store overraskelse. Gæsterapperne tæller eksempelvis Jahi, som var manden der sidst lagde navn til et NBTB projekt, som i øvrigt var flittigt gæstet af ADL. Maylay Sparks udgav i 2004 et album på dansk jord og Wildchild har på det sidste været så meget i Danmark, at han vel snart er Tue Tracks bedste ven. Det kan selvfølgelig føles hult at se disse navne, som konstante gengangere i dansk hip-hop. Men alligevel må man huske på, hvor stort det egentlig er, at så fede rappere deltager så aktivt på den nationale hip-hop scene.

Hvad der især kendetegner Beatman & Rockin’s produktioner, er det massive forbrug af instrumenter. Der er altid fuld gang i de forskellige lydspor, hvor der ofte er ekstra finesser at finde, dybt inde i den musikalske jungle.
Craig G og ADL tager sammen med den danske crooner Gemstar25, æren for det første rigtige nummer ’Get Connected’. De to dygtige rappere tilføres her en solid bass, en beskeden trommerytme og en solsort-lydende fløjte, der samlet skaber en lækker, ganske forfriskende, funky og flydende helhed. Lyrisk er det typisk hip-hop braggin’, der samtidig handler om hvor globalt godt forbundet de pågældende mikrofonerobrere er. Det bedste er næsten, at det ikke minder om noget fra tidligere Sonny B plader.

Endnu mere nyskabende og eksperimenterende lydbilleder, leveres i form af den svenske sanger Linn, akkompagneret af et alvorligt betonet klaver. Nobody Beats The Beats har tidligere flirtet med andre musikgenrer, primært soul. Men mig bekendt er denne lettere beskidte og mørke lyd tilført kvindevokal, hidtil ikke hørt.
På nummeret ‘Little Darling’ synges en fortælling:

”There she go, walking on down the street
High-heelers on, trying to keep up with the two old feet
She is on the freeway, moving on down at the speed of sound
Going for the hard run, so fast that you won’t be found
Take my hand now – Let me lead you down to the floor.
Understand now – Let me show you what I came here for”

Et temmelig atypisk nummer for et hip-hop projekt, men samlet set sejrer albummet, ved at proppe så varierende musik i samme båd. Det ene øjeblik går pladen i chillmode med jazztoner, og det næste er der fuld gang i den, med elektroniske vibes.
Da ’Who’s Supa Now!’ er en producerplade slipper vi naturligvis ikke for instrumentalnumre. ’Soul Miguel’ og ’Trunk Music’ er heriblandt de vokalløse succeser på 2-3 minutter. Førstnævnte er det samtidig det eneste der rigtig bringer mening til navnet Beatman & Rockin’. Beatets lækre melodi er lidt a la superhelte tema – Batman & Robin om man vil. Superkræfterne kunne derimod godt have været sparet på instrumentalen ’Potato’. Det minder lidt om et mislykket forsøg på at genskabe en succes som ’Tracks Havin’ A Baby’. Men i stedet for en fængende sej rytme, bliver kartoflen serveret som en forfærdelig klodset og meget, meget lang stressende interlude, der på 100 kilometers afstand vil destruere enhver form for menneskelig koncentration. Uspiseligt!

Et andet minus findes på numre som ’Brighter Days’ med Context og ’Old Friendship’ med ADL, der på trods af meningsfyldte tekster og udmærkede produktioner, bliver så søvndyssende at de ryger lige over hovedet på lytteren. Det skal dog retfærdigvis nævnes at samtlige af pladens numre er ordentligt produceret og gennemarbejdede af gæstevokalisterne. Det er bestemt ikke venstrehåndsarbejde.

Det der i denne omgang gør Beatman & Rockin’ mest til superhelte, er nummeret, også kaldet ’Beatman & Rockin’’, med Wildchild & Percy P (Hvem sagde opvarmning til forårets Boot Camp Clik koncert?). Samt det helt fantastiske ’Mean Streak’, med en Louis Logic der virker langt mere oplagt end på hans sidste album:

“Picture this as if you live in a dark room
Kids fit their lids, when they listen to our tunes
Fellas get jealous when I’m singing like Elvis
And the thick chicks want the kid to give ‘em the harpoon
I get away from the barfumes and visit saloons
Soon as the clockarms hitting at noon”

Den alkoholiserede rapper spytter linjerne, som var det livsnødvendigt. Tilført et Doors-agtigt hammondorgel, der klæder de utallige tilførselslyde prægtigt, er resultatet fuldkomment. Det er næsten synd at numre som disse, ikke får lov til at krydse Danmarks grænser.

’Who’s Supa Now!’ er et solidt album, der dog har lidt for mange mangler til direkte at nå superheltestatus. Den anderledes lyd som dette album repræsenterer, er bestemt en succes. Det ville dog gøre underværker, hvis lidt flere forskellige udenlandske gæster, i næste omgang kunne præsenteres.

4 ud af 6 spots

Skrevet af Falco Lamb 19.10.2006 arkiveret under Anmeldelser |