20.10.2006
Dansk Rap 2003 – 2006 + Hittegods (comp.)
For tre år siden kom ”Dansk rap 1988 – 2003”. Her var 15 år af cremen af dansk rap samlet på 2 cd’er. Udvalget af numre på den skive spændte vidt og indbefattede alt fra hard core porno rap, repræsenteret ved Den Gale Pose, til folkelig fællessang rap i form af Østkyst Hustlers og Nik & Jay. Nu er ”Dansk rap 2003 -2006 (+ hittegods)” så udkommet, og uden at fornærme nogen, er denne klart mere hiphop end rap, i forhold til dens forgænger.
Cd 1 er en ren hitparade. Her har man valgt at samle hits fra udgivelser der er kommet siden 2003. Man har prøvet at få numre fra så mange forskellige kunstnere som muligt, hvilket har medvirket til at cd’en er godt alsidig. Ingen kunstner(e) der har fået god airplay på P3, Boogie, Voice etc. kan føle sig overset. Her er ikke blevet plads til de store overraskelser, det skulle da lige være Næver drengene, Hvid Sjokolade.
Kort sagt vil denne cd være en god kilde til at beskrive den mere kommercielle danske hiphop scene anno 2003-2006, da det netop er hvad man har fået indkapslet her.
Cd 2 er den mere interessante del af denne udgivelse. Her har man opstøvet en masse spændende numre der kun har været at finde på obskure opsamlinger, på sjældne vinyl-udgivelser, eller som har ligget på Internettet til gratis down load i en begrænset periode. Her er numre som først nu ser dagens lys – og som virkelig er noget for feinschmeckerne – en god mulighed til at få udfyldt nogle af de “sorte huller” i ens danske rap-samling, eller for første gang at stifte bekendtskab med klassiske numre som ”Rutinen” og ”Lige ud ad Landevejen” og bl.a. høre hvordan Niarn lød, før glubske pladeselskabsfolk fik fingrene i ham. Endvidere kan cd’en også ses som en fin introduktion til den danske undergrund.
Hvor tracklisten til Cd 1 ikke indeholder de store overraskelser og fremstår mere velovervejet, kan man sætte spørgsmålstegn ved Cd 2. Hvis man skulle sætte en finger på Cd 1, skulle man have valgt ”Hængekøjen (remix)”, frem for ”Op Med Håret”.
Selvfølgelig er det en utaknemmelig opgave at samle én Cd med ”Hittegods”. Alle vil have en mening om tracklisten og bitche over hvorfor lige præcis det og det track ikke kom med. Mange af kunstnerne og numrene virker ikke desto mindre som fornuftige valg, dog er der nogle valg denne anmelder forholder sig skeptisk til. Her tænker jeg især på Jøden, Jonny Hefty, Per Vers og Gramsespektrum. Det forekommer underligt, at et helt nyt nummer som ”24 timer” har fundet vej til en Cd med titlen – ”Hittegods”. Godt nok er ”Bademesternes Storhedstid” et af de mest dope dobbelttempo raps i DKs historie, men at det udkom 1998 på en plade der solgte i stor stil, gør at det virker malplaceret at have taget det med. Både Jøden og Jonny Hefty har også begge haft deres numre ude på cd’er der har været let tilgængelige, og derfor virker det ikke lige så eksklusivt, at deres numre er på. Derimod havde det været noget af en bonus at have fået et nummer fra Jødens ”tabte” $kandalo$ cd. Videre så jeg gerne, at nogen af kunstnerne havde haft andre numre på.
Det kunne have været spændende at vide hvilket kriterier de selekterede numre er valgt ud fra.
Playground skal dog have credit for at have valgt Paulo & Cars10, 2bak i Munden plus pladens andet kvindelige indslag, MisMarie, til denne cd.
Med udgivelsen følger også en lækker 23 sider booklet, plastret til med billeder og skrevet af manden med doktorgrad i dansk rap, PTA. Bookletten indeholder en kort beskrivelse af alle numrene, kort introduktion til de to skiver, samt interviews med flere af kunstnerne – her afslører Static bl.a. at han har produceret hele det kommende album for en af de andre medvirkende kunstnere.
Playground har formået at samle en ”Hits” cd, der skaber et fremragende overblik over dansk rap hits i perioden 2003-06, der er værd at høre fra start til slut, dog med overhængende risiko for at pladen hurtig bliver kedelig, hvis man har lyttet en anelse til P3 i 2003-06.
”Hittegods” cd’en er modsat ”hits”, modigere sammensat og et godt springbræt til længere diskussion. Uheldigvis gør den svingende lydkvalitet på denne cd, at men får en følelse af at stå med et ikke helt færdigt produkt, der efterlader lytteren med et indtryk af hastværk.
4 ud af 6 spots
Skrevet af Johnny Lund 20.10.2006 arkiveret under Anmeldelser |