08.05.2007

Marwan – ‘P.E.R.K.E.R.’ (album)

Marwan_cover_2007.jpgDansk–palæstinenseren Marwan, fra det berygtede Århus-crew Pimp-A-Lot, har konspireret med Albertslund-gutterne fra Tabu, og det er der kommet et tungt pumpende debutalbum ud af.
Som titlen antyder, bliver hans tekster leveret uden omsvøb og med en tyk indvandrer-accent. Mohammad Marwan kaldte sig tidligere for SLP (statsløs palæstinenser), men har nu valgt at bruge sit efternavn.

Pladen starter overlegent med en suveræn og typisk Tabu-produktion (der henleder tankerne til Dr. Dre’s ´Big Ego´s´), hvor Marwan ´Ruller Op´ sammen med Troo.L.S., der er manden for et sprødt omkvæd. Marwan ligger tight på sporet med et dunkelt flow, der efterlader det indtryk, at han mener det. En rigtig fed indledning der løfter forventningerne til resten.
På næste track ´Selvgjort Velgjort´ ligger Marwan rigtig godt over det stemningsfulde beat med et flow, der er svært ikke at leve sig ind i. I omkvædet leger han lidt med farverne:
”Stemmer på de røde/Ryger det grønne/Sælger det hvide/Arbejder sort/Selvgjort velgjort”

Videre på ´Hold Jeres Øre Åben/Fjern Sporet´ tager han os endnu længere med ind i sin lyssky og hemmelighedsfulde verden. Med sin hæse, næsten hviskende, stemme fortæller han historien om, at begå et røveri og slippe fra det.
´Sten i hans hånd´ (der også er med som bonustrack med den palæstinensiske rapper DR indover) udtrykker Marwan sin klare holdning til Israel/Palæstina-konflikten. Man kan mærke, at det er et emne, som står ham nært, og hans reflektioner er kompromisløse:
”Den største racisme er zionisme/ Så længe jeg eksisterer, patriotisme/
(…)
Tilgiv mig gud, men hvorfor skal de slagt’ os?/Hvorfor skal vi dø, hvorfor har du skabt os?/
Helikopter og missiler mod en sten i hans hånd/En hel hær mod en sten i hans hånd/
En hel regering mod en sten i hans hånd/Verdens stormagt mod en sten i hans hånd/”

Over en superproduktion fra Pimp-A-Lot bagmanden Abu Malek´Hva Så Hvad’, står Marwan lidt i baggrunden af de to Suspekt-gutter Orgi-E og Troo.l.s., hvor specielt Emilo leverer et vers, der cementerer hans status (det er det samme vers, som han droppede til MC-testen i Yo! MTV-Raps med L.O.C.).
Et af pladens store højdepunkter er ´Du skylder´, hvor Troo.L.s., Orgi-E og Bai-D medvirker. Med den velkendte suspekte tilgang til tingene bliver der braget op med et fængende omkvæd og fede vers fra alle de involverede.
Selvfølgelig bidrager de succesrige århusianere L.O.C og U$O også, nemlig på `Regel #1`. Det er desværre et lidt trist og intetsigende track, hvor kun L.O.C lyser lidt op med et vers om groupies.

Tekstuniverset koncentrerer sig om indvandrere og kriminalitet, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Det er råt og ucensureret, præcis som hiphop fra gaden skal lyde. Marwan forklarer, at du aldrig skal stole på en ´P.E.R.K.E.R´ og at der i den hårde kriminelle undergrund er ´Intet håb´.
Det sidste nummer på tracklisten er den meget personlige `Kom Forbi´, hvor Marwan afdæmpet reflekterer over sit liv. Men inden da på ´Det os´, som også er den første single, definerer han hvem, det er han hænger med:
”Det er os der hænger, der er os der går i flok/det er os der drikker rent, det er os der er fuck’t up/
Det er os der kommer med den attitude “hvad vil du?”/Kommer ikk ind fra din dør, vi kommer ind fra dit vindue/
Det er os der røver, der er os der stjæler alt/ Der os der bliver grådige, det er os der bliver knald’t/
Det er os der kommer ind, det er os der kommer ud/Det er os der mangler penge, midt om dagen laver indbrud/
Det er os, der er desperat’, det er os der er damp/det er os der ik ka få arbejd’, hver dag er en kamp/”

…går verset, der selverkendende afsluttes “Det er os der rapper grimt/ det er os der snakker sjovt/”

Marwan er en god teknisk rapper, men accenten kan til tider blive så overdrevet, at det kan være svært at forstå, hvad der bliver sagt. Det er selvfølgelig nok sådan, Marwan snakker, når han handler ind til hverdag, men det kan godt ødelægge helhedsindtrykket. Det kan gøre teksten tungere, når ordene bliver udtalt så gebrokkent, at det ikke rimer eller bliver uforståeligt. Dansk grammatik er heller ikke noget, som Marwan tager særligt alvorligt. Man kan sige det er charmen ved hans stil, men det kan også få det til at blive rodet og usammenhængende.

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde de helt store forventninger til Marwans debut, men han overrasker positivt med sit mørke og dunkle flow og hans kriminelle anekdoter. Det klæder Marwan godt, at han er kommet under vingerne hos de mere erfarne og professionelle Tabu kumpaner og deres melodiske og tunge produktioner.
Det skal også siges, at det er F.I.P.´erne, der holder niveauet oppe på albummet. Hvis de ikke havde været der, ville det nok have dumpet ned på et kedeligt middelmådigt niveau. Men Tabus nye stjerneskud får nogle rigtige svedige produktioner, at fremføre sine tekster over, og det er bestemt en debut, han kan være bekendt. Man kan mærke, at han har arbejdet hårdt på, at få sine tekster og flows til at fungere.

4 ud af 6 spots

Ord: Jaycob

Skrevet af Gæsteskribent 08.05.2007 arkiveret under Anmeldelser |