11.05.2007

Brother Ali – ‘The Undisputed Truth’ (album)

ali.jpgVi har måttet affærdige os med tre år i venteværelset, men nu er den blegfede albino Brother Ali igen tilbage på pladen med Atmosphere musikanten Ant.
Strofen “Our songs are supposed to be the voice of our soul” forekommer ikke umiddelbart speciel dyb eller original, når man første gang åbner coveret, og læser den med store hvide blokbogstaver. Og selvom titlen ’The Undisputed Truth’ også lyder som det sædvanlige indie-kværn, er pladen ikke hvad man skulle tro.

Brother Ali lyder lige præcis, som han ikke ser ud. Normalt ville et sådant navn, og en sådan stemme passe til en bredskuldret sort mand med solbriller som hverdagsbeklædning. Men Brother Ali er det stik modsatte; En buttet hvidskægget albino, hvis ansigt bliver rødt som et stopskilt ved større anstrengelser. Selvom skindet bedrager, er Brother Ali altså en anerkendt rapper, hvis reelle debut ’Shadows of The Sun’ blev en stor undergrundssucces. Det lykkes rapperen at imponere en bred skare med dygtig sammenskruede tekster der omhandlede lige fra hyldester af skæve eksistenser, til indblik i Alis egne muslimsk religiøse tanker. Sammenblandet med Ants alternative, vellydende og kreative beats var ’Shadows of the Sun’ en ubetinget herlighed af en debutplade, som for enhver hiphopfan burde være uomstridelig.

”Trying to figure how we got from Whipper Whip to this silly bullshit – it’s just so tragic”.
Citatet er fra ’The Undisputed Truth’s andet nummer, og giver et temmelig godt billede af Brother Alis indstilling til nutidens hiphopscene. Han selv, er nemlig et helt andet sted end de mainstream rappere der her hentydes til. Den urgamle rapper Whipper Whip skal senere vise sig som pladens eneste gæst på det 80’er inspirerede nummer ’Listen Up’.
Albummets første nummer ’Whatcha Got’ kan beskrives som en kick ass banger, hvor Ant giver el-spaden alt hvad den kan trække, imens Ali spytter så ansigtsslående hårde rim, at enhver allerede nu vil være overbevist om at rapperen for alvor er tilbage. Egentlig består produktionen blot af et temmelig simpelt loop, men et kortvarigt skift til et oldschool-rocker beat, garanterer at man ikke får for meget af den hårde tråd.
Med modigt konstruerede rim placerer Brother Ali på sin nye plade sig på en mere seriøs og voksen platform. På en troværdig måde udviser Ali dyb sandfærdighed i sine tekster, og råder lytteren til at holde hovedet koldt, stå sammen og bruge modstandere i livet som en styrke:

“.. Let them play their part
They’re here to make us prove we are what we say we are
We say we are the hard-hearted, been discarded from everything we ever been part of
– they just robbed it. Unguarded tormented and tortured
and got nothing but scars and grey hairs to show for it..”

(‘The Puzzle’)

Ikke just skinbarlige linjer, men tillagt den følsomme stemmeføring og rimenes levering, er teksten overbevisende og åbenlys ærlig. En blottet følelse fra et ellers hårdnakket menneske.
Den slags byder pladen ofte på. Bedst fungerer det når producer Ant, leverer opfindsomme, og anderledes beats som dette. Her blander et funky guitarspil sig med mindre højtidelige trommer, indtil en rimene linje fra en højpitched stemme udgør sangens hook.
Pladens musikalske del er ligeså god, hvis ikke bedre end det seneste Atmosphere album ’You Can’t Imagine How Much Fun We’re Having’, og dermed viser samarbejdet mellem Brother Ali og Ant sig igen som en stor succes. Bedste eksempel på dette findes på pladens højdepunkt ’Truth Is’, som ikke bare er Brother Alis hidtil mest energifyldte og imponerende præstation, men som også er Ants til dato mest blændende værk, selvom samplet tidligere er flippet i hiphoppens undergrund.
Den tordnende rap smykker sig betagende ind i det dominerende klaver og de mange andre instrumenter, for til sidst at bære vægten af det storladne korprægede omkvæd. Resultatet er en ubetinget klassiker og er, og bliver utvivlsomt en af årets mest kostbare diamanter.

Dog er ikke hele pladen oversvømmet med denne slags numre, men de som ikke holder den usædvanlig høje standard, fungerer som en slags stilhed før den storm som de fleste numre bringer.

Ligesom pladens titel, forekommer mange af teksternes emner at være brugte klicheér. Men på sin helt egen måde formår Brother Ali at ændre dem til noget nyt, originalt, spændende og stadig vigtigt. Et godt eksempel på dette er ’Uncle Sam Goddamn’. Tekstens kerne er en skarp kritik af USA og dets styre. Et emne der som bekendt har været genganger på talløse rapsange. Men over den Texas-ranch agtige harmonikaproduktion viser vore broder, at han forstår betydningen af innovation, når det handler om at bevise absurditeten der hersker i the united snakes – land of the thieve, home of the slave.
To metaforisk avancerede og kritisk hentydende vers bliver efter omkvæd afløst af et knivskarpt frontalangreb, der tydeligt er stemplet med Alis kvalme og foragt for den amerikanske regering.

Til gengæld bliver blodtyk kærlighed hældt ud over Alis søn Faheem, på nummeret dedikeret og navngivet efter ham. Kort og godt for vi ridset fader-søn forholdet op, vi hører hvorfor moderen ikke længere er iblandt de to, og Ali undskylder for den omfattende touring, som hans branche tvinger ham ud i. Endnu engang er Ant klar med guitaren, som her bruges til at udforme et smukt nummer, hvori helligheden kun kan opleves med egne ører.

Brother Ali har siden vi først lærte ham at kende været en uhyrlig dygtig rapper, med noget alternativt at byde på. Styrken ligger i hans evne til konstant at holde lytteren opmærksom, og i at fremstille sig selv som både en hård og følelsesfyldt person, der samtidig er blandt genrens mest troværdige. De tekniske evner og den etiske kunnen er forstærket til mesterlighed, ligesom partnerskabet Ali-Ant aldrig har fungeret bedre.

Titlen ’The Undisputed Truth’ lød umiddelbart blot som mere vand i havet, men viser sig at være den uomtvistelige sandhed i historien om Brother Ali. Ligesom Brother Alis udseende er pladens cover et bevis på, at det gamle ordsprog om ikke at skue hunden på hårene holder stik. Efter et gennemlyt giver “Our songs are supposed to be the voice of our soul”-strofen mening.
For hvis det er målet, så er det nået.

5 ud af 6 spots
5 RapSpot Spots

Skrevet af Falco Lamb 11.05.2007 arkiveret under Anmeldelser |