Så kom det – endelig! Redmans album ‘Red Gone Wild’. Skiven der ellers næsten havde placeret sig i kategori med Dre’s ‘Detox’, Duke Nukem Forever, 2Pacs genopstandelse og Michael Jødens soloalbum. Men som med sidstnævnte, falder brikkerne heldigvis også på plads ind i mellem, og produktet viser sig at have været ventetiden værd. Dette gælder også i høj grad for ‘Red Gone Wild’, der havde første releasedato for næsten 3 år siden.

Men nok om ventetiden. Albummet er her, og gode gamle Funk Doctor Spot lægger knaldgodt ud med 4 rigtig gode numre i rap: ‘Fire‘, ‘Bak in da buildin‘, den Timbaland-producerede ‘Put it down‘ og ‘Gimmie one‘ med Pete Rock-produktion. Rigtig lækkert og varieret, så ethvert ondt rygte om at den gamle rapper skulle have mistet pusten manes i jorden (læs evt. homeboy ptas’ live-review fra Red’s nylige besøg i DK for yderligere bekræftelse heraf her).

“I was supposed to quit, be an influence/ but the weed is like NIKE – I just do it!”

Ja, vi ser at ikke så meget har ændret sig. Redman er tilbage og vi har et udmærket sjette
album af en kunstner med en uendelig lang karriere bag sig, inkl. sideprojekter som både spillefilm og tv-serier. Omend den velkendte humor i teksterne ikke er så udtalt som tidligere, leverer hovedpersonen rap med den karakteristiske stemmeføring og den livlige energi der gør det hele værd at lytte til. Teksterne er ikke så overraskende, men de er bund-solide og så er Redmans flow stadig on-point.

Men udover Reggies egne bidrag indeholder pladen også en stor håndfuld gæsteoptrædender. Af de nævneværdige gæster er Eric Sermon og Keith Murray på ‘Walk in gutta‘ samt selvfølgelig Method Man på ‘Blow Treez‘. Derudover er diverse underdogs fra Gilla House som Saukrates, Ready Roc og Icadon også tilstede, men de er for det meste lidt irriterende at skulle trækkes med. Især på det uudholdelige nummer ‘Sumtn 4 urrbody‘ (siger titlen ikke alt?) der brillierer med sit blippende evigheds-loop der ikke rigtig fortjener andet end et tryk på forward-knappen. I hvert fald på min afspiller.

Ovennævnte nummer tjener dog alligevel som et godt eksempel på diversiteten af beat-siden albummet igennem, der faktisk har noget for enhver smag. Og uanset éns egen må man anerkende at ‘Red Gone Wild’ indeholder en masse fede produktioner, af stort set enhver stil-art. Udover de første 4 numre, når vi med forskellige producere vidt omkring. I genrer med alt fra soul/funk-samplede beats, til Swizz-beat-agtige-minimalistisk-med-irriterende-tung-kick numre.

På nummeret ‘Blow treez‘ er der dog ikke digget længere i mælkekassen end til Bob Marleys ‘Sun is shining‘, direkte copy-pasted ind over nogle trommer til et ret kedeligt resultat. Jeg ved heller ikke om Red har flippet ret meget af samplet, men han har selv under navnet Da Mascot lavet ‘Wutchoogonnado‘ der til gengæld i mine øjne er ét af albummets federe numre. Her dropper Red nogle ok fede linier, dog uden nogensinde at sætte ild til højtalerne:

“Yo, I keep my ears to the street cause that’s my job/
But even the streets can steer you wrong/
I’m walkin with one man above me, nuttin on my waist, but if it’s on you hearin the palm/
You forgot I’m ten years deep/
and out them ten years I got two weeks of sleep/ and caffeine free/
Amazin right?/ I got a street team that’ll get paid to snipe!”

Generelt savner jeg ligesom de der tekster der bare efterlader én: ”Shit! Den MÅ jeg bare spille for hjemmedrengene… Og lære den udenad bagefter!”. De fleste numre flyder nemlig ud i hinanden tekstmæssigt og efterlader ikke rigtig lytteren med nogen sjov/sej/ekstraordinær punchline i tankerne.

Og det er alligevel lidt skuffende ud af i alt 23 numre – som albummet traditionen tro åbenbart skal snige sig op på – der er at vælge imellem. Ud af disse er 20 sange og 3 små skits, så der er egentlig musik nok. Ja, vi kan vel roligt gå så langt som til at sige for meget. En håndfuld halv-kedelige sange kunne godt have været skåret fra, og en fortælling eller et emneskift hist og her havde også pyntet. Men alt i alt er der stadig masser af kvalitet, og man kan sikkert med fordel finde sine egne favoritter og stykke dem sammen til et halv-længde album der ikke fejler noget. En beatmæssigt interessant og rap-mæssigt godkendt præstation.

4 af 6 spots.

Skrevet af Julaw 10.05.2007 arkiveret under Anmeldelser |