18.06.2007
Triple threat koncert med Triple Optics teamet (Dilated, Alchemist + Frank N Dank)
Fredag den 13. har altid været en ildevarslende dato, men i år skal man ligefrem glæde sig til den i juli. Her kommer Dilated Peoples, The Alchemist og Frank N Dank nemlig til Danmark, og for første gang er det med Evidence i lineuppet. Efter Kool G Rap måtte aflyse, så han kunne få afklaret hvor mange børnepenge han skal betale til sit og Superheads fælles barn, er det et stort plaster på såret, med triple threat koncerten i Vega anført af triple optics-stjernene fra Expansion Team.
Her er hvad der skrevet står i den svulstige pressemeddelelse fra Scratch Entertainment & Soulkitchen:
Nu bringer sommeren også ÆGTE hiphop!! Her er ikke tale om MTV/The Voice pop/hiphop …
Selvom vi skriver juli og ikke december, er der nok mange hiphoppere, der får julelys i de opspærrede øjne, når de ser line-uppet med nogle af de allerstørste navne i amerikansk hiphop gennem det sidste årti. Dilated Peoples, The Alchemist og Frank N Dank er på plakaten, og det er navne, der kan levere noget af det bedste indenfor både hardcore og club-orienteret rapmusik.
DILATED PEOPLES (US) – if worst comes to worst my peoples come first!
Trioen fra Los Angeles, Californien består af DJ Babu og rapperne Evidence og Rakaa Iriscience. Gruppen, hvis navne er et ordspil på udvidede pupiller/folkeslag, brød igennem med singlen ‘Work The Angles’. Den lå milevidt fra den gangstarap som Californien ellers forbindes med, og blandt hardcore hiphoppere regnes for det et af halvfemsernes bedste numre. Siden er Dilated Peoples blevet regnet blandt lederne af independent hiphop, og med albummene ‘The Platform’, ‘Expansion Team’, ‘Neighborhood Watch’ og senest ’20/20′ har de gang på gang leveret kunstnerisk udfordrende materiale. Selvom Dilated Peoples har beholdt titlen som undergrundens helte, har de formået at samarbejde med stjerner i mange andre genrer. Blandt andet har de lavet numre med reggaeartisten Capleton og på deres hidtil eneste MTV-hit ‘This Way’, var det Kanye West, der stod for produktion og gæstevers. Normalt er rapperen/produceren Evidence ikke meget for at rejse, men nu tager han endelig turen til Danmark, så vi kan opleve hans karakteristiske levering i levende live. Hvor dygtig han er med mikrofonen, fik Eminem at føle, da han dissede Dilated Peoples, hvorefter Evidence leverede tørre verbale tæsk til den ellers så battlelystne superstjerne. Danmark har tidligere haft besøg af DJ Babu og Rakaa Iriscience, men dette er første gang gruppen tropper fuldtalligt op.
THE ALCHEMIST (US) – Our boy Al!
I gamle dage var det alkymistens arbejde, at forvandle metal til guld, men The Alchemist har gennem tiden formået i stedet at forvandle musik til guld og ikke mindst platin-hits. The Alchemist startede karrieren i duoen The Whooliganz i de tidlige halvfemsere, hvor han som del af det succesrige Soul Assassins lærte producerkunsten af DJ Muggz. Herefter gik det stærkt for The Alchemi st, der hurtigt viste han havde gyldne fingre, når der skulle produceres musik, hvilket specielt Mobb Deep, Nas, Big Daddy Kane og andre sværvægtere indenfor hiphop har nydt godt af. Somme tider har produktionerne endda været så efterspurgte, han har formået at sælge dem flere gange. Alchemist har dog aldrig glemt sine barndomsvenner fra Dilated Peoples, og efterhånden har superproduceren stået for musikken til nærved 20 af gruppens numre. Ironisk nok er The Alchemist siden blevet Eminems tour-DJ, og er også bag et par et par numre på ‘Eminem presents The Re-Up’-albummet. Udover at producere, rapper The Alchemist stadig, bl.a. på soloalbummet ‘1st Infantry’, og han skulle også have et nyt album på vej til sommer, som vi garanteret får lov at høre lidt fra i Vega.
FRANK N DANK (US) – Specialized in turning everybody into customers!
Den afdøde producer Jay-Dee aka J-Dilla var mange rapperes yndlingsproducer, men der er ikke meget tvivl om hvem der var producerens egne yndlingsrappere. Frank N Dank også kendt som Frank Nitti og Dankery Harv er indbegrebet af den hiphop fra Detroit, der de sidste år har fået mere og mere opmærksomhed, også herhjemme. Duoen har udgivet musik siden halvfemserne, men fik først det store publikums opmærksomhed på Jay-Dee’s ‘Welcome 2 Detroit’ album fra 2001. Jay-Dee inviterede dem også med på Jaylib’s ‘Champion Sound’ og duoen leverede igen den temmelig beskidte, cluborienterede stil, der viser en mørkere side af Detroit, end man er vant til. Med tiden er der nærmest opstået en kult omkring Frank N Dank, bl.a. af hiphoppere, der er trætte af kun at nikke med nakken, og gerne vil give den lidt mere gas til koncerter. Frank N Dank sætter med garanti gang i festen, og skal nok få temperaturen i Vega op i det røde felt.
Billetter købes på www.billetlugen.dk og i Fona.
Skrevet af ptas 18.06.2007 arkiveret under Nyhedsarkiv |