Jeg husker tydeligt, da jeg i Amager Bio, som ung hiphopper, overværede Meller træde ind på den danske hiphopscene til DM ’97. Med sin hårde attitude og hæse, nærmest råbende stemme entrede han og fik en flot placering. Nu er der gået ti år, og Meller er ude på Run For Cover, med et album produceret af Lil´Jay.

Da jeg skulle anmelde denne plade, fandt jeg Mellers gamle ‘Mad Comix’ demo fra ’99 ´Så´n er livet´ frem, for at høre hvordan har han udviklet sig flow- og tekstmæssigt. Hans karakteristiske rustne stemme er stadig ikke til at tage fejl af, men hans rim har skiftet lidt form. Han har altid været en inkarneret battlerapper, der aldrig har været bange for at kaste sporadiske disses ud, men nu bruger flere engelske ord og fraser i flæng. Man kan høre, at han har brugt tiden på at høre amerikansk hiphop, og specielt New York har været en stor inspirationskilde.  

Meller starter sit album lige på og råt med at disse Nemo på ´Alting ånder fred´. Jeg kender ikke starten på bøffen, men man kan virkelig mærke, at Meller er på hjemmebane, når han har et konkret offer at mønte sin dis på. UFO/Yepha får også lige en lille kommentar med på vejen, da Meller pointerer, at han ikke synger om hængekøjer der rocker. Med reference til Clemens´´Transfusionen´ mener Meller at dansk rap har brug for nyt blod igen.

Der har sneget sig et lille paradoks ind i Mellers tekst da han henvendt til Nemo, rapper:
”Fuck den beef! Yo det synes jeg I sku/ For jeg gider ikke spilde mer´ tid på dit crew”
Alligevel er nummeret ´Tramp, spray, løb…´ henvendt til Nemos backup-rapper Klingen, som Meller heller ikke har rosende ord tilovers for. Tracket er dog en af pladens højdepunkter, hvor Meller får stemme og rim til at harmonere godt.

Med en følelse af at han er blevet overset i mange år, til arrangementer så som Pulejam og Took It, sætter han ord på frustrationerne i ´Gi´det tilbage´ der også er en af de bedre skæringer:
”Ikke fin nok til Århus Took It og Pulejam/ men mit talent er for stort til at skjule, mayn”
Nu er han så endelig blevet udvalgt til at optræde til Århus Took It, så må vi se om han kan overbevise det kræse danske hiphop-publikum om, at hans talent er blevet undertrykt.

Også den hårdt prøvede Gaffa-anmelder Christian Grubert får et par verbale hug med på vejen på nummeret ´Hunden er løs´ hvor Patrick B medvirker.

Jeg har lidt medlidenhed med Meller idet de tre gæsterappere der medvirker på pladen, alle overskygger ham. Både Jeppe Rap, Patrick B og SupaJan er alle på et noget højere niveau, og det bevirker at Meller kommer til at stå i baggrunden. 
Mellers flow er egentlig ok og stemmen er skræddersyet til punchlines, men ærgerligt nok udebliver sidstnævnte. Han er erklæret battle-MC, men mangler den vigtigste ingrediens; nemlig linier som folk bliver overraskede og opstemte over. De fleste handler kun om ham selv og hans oversete talent – noget der i længden er trættende og trivielt at høre på. 

Når Meller endelig skifter emne på den personlige ´Farvel´ og historien om ´Roselil´ falder det helt til jorden. Især ´Roselil´ er nærmest grinagtig dårlig og uden gnist eller nerve. Det virker som den kun er skrevet for at få lidt variation på albummet og uden dedikation. Meller forsøger sig med socialrealisme i rollen som fortælleren om samfundets bund, personificeret gennem narkoluderen Roselil. Det skulle være sørgeligt, men bliver ikke andet end kedeligt.

Meller kan takke sin producer for at pladen ikke ender som en ren ligegyldighed, for det er Lil’ Jays gennemførte produktioner der holder niveauet oppe. Det er netop de friske og oplivende beats der føjer til ærgelsen over at Meller ikke udfører sit ”job” tilfredsstillende. Også tendensen til at bruge engelske ord eller sætninger bliver alt for meget. I stedet for at lyde troværdigt kommer det mange steder til at virke som en parodi. Når han på ´Gi det tilbage´ indleder med at sige ”Meller har the game unlocked, connected på gaden” bliver det plat, hvad der er synd.
Albummet er muligvis Mellers hjerteblod, men så må konklusionen være at det ikke virker som som om han har så meget på hjerte.

Slutkarakteren for Hjerteblod kunne sagtens have været et stort 2 tal, men med hjælp fra især albummets producer får det alligevel sneget sig op til et lille 3 tal. 

3 ud af 6

Ord: Jaycob
 

Skrevet af Gæsteskribent 26.08.2007 arkiveret under Anmeldelser |