Common brugte op gennem 90’erne de første 10 år af sin karriere på at udgive plader, der musikalsk lå i samme spor. Man vidste hvad man fik, når man købte den nye udgivelse fra Chicagorapperen der engang havde lagt sig ud med Ice Cube – Behagelig, vellydende og rolig hiphopmusik tilført professionel rap af den mere eftertænksomme slags. Men en dag var det slut.

Common lod i 2002 The Roots’ trommeslager, og producer ?uestlove, skeje ud med afdøde J Dilla på en række beats, og inviterede bl.a. Pharrell Williams, Mary J Blige og Sonny fra metalgruppen P.O.D. til at gæste sit nye værk, ’Electric Circus’. Common ville kreere noget helt andet end tidligere, og skabte en plade der var abstrakt med stort A. Desværre var det store publikum ikke begejstret over rapperens lydmæssige skift, og mange skuffede fans snakkede, mildest talt, ikke pænt om resultatet. Måske derfor begyndte Common i et desperat øjeblik at snakke om, at han på næste udgivelse ville ”komme tilbage” til sin gamle stil.
Det gjorde han dog ikke. Med en stribe Kanye West produktioner ved sin side bevægede Common sig, på opfølgeren ’Be’ (2005), så langt fra den upopulære plade som muligt, og dermed også langt fra hvor hans musik førhen befandt sig. Alle beats på ’Be’ var smurt med olie og poleret skinnende blanke, indtil resultatet var en sikker vinder kommercielt. De fleste steder var der point at hente, men i krogene talte visse lyttere om, at Common havde bevæget sig for langt ind mod mainstreamlyden. Måske lyttede Common også til dem.

To år senere er nyeste skud på stammen ’Finding Forever’ ihvertfald en realitet, og Common har her formået at danne et lydligt kompromis mellem de to plader. Det er ikke syret og skørt, ej heller er det vattet og tøset. Endnu engang er pladen produceret af den snarlig ’graduated’ Kanye West, der i modsætning til sidst, er sparsommelig med poleringsolien. Disse er de mest krøllede og uslebne produktioner Mr. West til dato har leveret, hvilket giver en kant der klæder både Common og ’Finding Forever’. Bare se på ’The People’ der på en og samme gang, mestrer at være en stenhård streetbanger og en harmonisk gåsedunsdyne af et hiphopnummer. Over en kreativ og vellydende sampling, starter Common tre vers i træk med den catchy strofe: ”This is street ra-dio, for unsung heroes / Ridin in they regal, tryin’ to stay legal”. Rappen går lige i nakken, mens Detroit-souleren Dwele udligner med massage til ørene.
’Drivin’ Me Wild’ viser over Kanyes travle pianosample, Commons singulære fortællemetode i form af tre historier, hvor forskellige personer der forgæves jagter en drøm er i centrum. På en fascinerende måde introducerer og fortæller vores rapper ganske kort om personerne og deres baggrund, om hvad de søger, og hvorfor det går galt. Da der kun er et vers per historie, dykkes der ikke så dybt, men ikke desto mindre leveres der i høj grad stof til eftertanke.

Common er ofte – med rette – blevet beskyldt for at være irriterende belærende i sin lyrik, og er også en smule bagklog og frelst på denne plade. Visse numre koger over i sødme og lommefilosofiske anekdoter, der grænser sig op ad den corny slags. Heldigvis er det denne gang ikke nok til at man behøver at vende sine øjne mod himmelen, men nærmere en selvfølge i henhold til rapperens image. Rapperen har denne gang fundet en balancegang der gør, at man kan læse dybde og spore intelligens i teksten, selv på de numre hvor det ikke nødvendigvis har været formålet. Bare tag pladens bedste nummer ’Southside’ hvor Kanye også gæster med vokal, og sammen med Common fyrer den ene flabede strofe af efter den anden, der alle fortæller om hjembyen Chicago. Eller på den lydmæssige overraskelse ’The Game’ hvor vi bliver taget igennem en reflekterende rappers betragtninger:

”Raised by game where niggas ain’t phased by fame
Come to the crib, get banged, they take your chain.
Stay in your lane, Brokeback ain’t the way of the game
My brainstorm is like I stay in the rain
My favorite was Kane, now I’m dope with weight in the game
You was hot but can’t stay in the flame
Ghetto pain and windows crack, the fist is like a symbol for black
Can tell the real by how the real interact, in the middle of wack”

Den godt sammenskruede lyrik og Kanyes ghetto-alley beat bliver ledsaget af cuts fra DJ Premiere, og er i sin fulde figur et nummer der ville have været utænkeligt at placere på ’Be’. Et godt og moderne bud på et street-track.

Den udmærkede og noget melankolske ’So Far To Go’ fra J Dillas ’The Shining’ er, dog med en ny tekst, også at finde på skiven, som et af de få numre der ikke er Kanye producerede. Blandt pladens andre stille og smukke sange, er den flotte Will.I.Am-kreerede kærlighedssang ’I Want You’, og ikke mindst Devo Springsteens ’Misunderstood’, der med Bilals afsluttende sang, på smukkeste vis er med til at sætte punktum efter ’Finding Forever’.

Efter at Common forlod 90’erne og sin traditionelle køreplan har ’Electric Circus’ været for meget, mens ’Be’ var for lidt.

Med ‘Finding Forever’ er den gyldne mellemvej fundet.

5 ud af 6 spots

Skrevet af Falco Lamb 30.08.2007 arkiveret under Anmeldelser |