‘When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold’, Atmospheres sjette studiealbum er landet. Og der er noget ved titlen, der rammer lige plet. Med en 5-plads på den amerikanske Billboard top 200 og 35.000 solgte eksemplarer den første uge er Atmosphere virkelig nået langt. Coveret og cd’en er malet i guld, og udført med en lækker label hvorpå man kan skrive ejerens navn. Og indholdet? Det er slet ikke så ringe endda.

Efter en spilledåse åbner albummet med det rolige nummer ‘Like the rest of us’, går skiven for alvor i gang når trommerne kicker ind over klaveret på ‘Puppets’ og Slug hæver stemmen med linierne:

”I think it’s great how you used to be great/ I can’t hate on how you choose to relate/ But I know that you had the potential/ I understand why you wanted to let go/ A lot of pressure in the middle of those shoulders/ and we ain’t getting nothing but older/ Ain’t nothing changed, but the day we run from/ but nobody knows that better than you, huh?”

Teksterne handler om at klare sig i livet. Om drømme, afsavn, kærlighed, ængstelighed og menneskeskæbner. Alt sammen over Ants veludtænkte, musikalske og fængende kompositioner der alle er tilsat rigtige instrumenter og kor, og danner den perfekte grobund for Slugs fortællinger.

Fælles for stort set alle numre er at de formår at fange lytteren allerede ved første gennemlytning. Ikke decideret ved en banebrydende ny lyd, men derimod ved vedkommende og fængende tekster der fortæller den ene historie efter den anden over et tilpas varieret lydbillede.

Sean Daley, har med sine over 10 år som respekteret undergrunds- og indierapper for længst aftjent værnepligten med alskens nørdede tekster og rim for rimets skyld. Og der er stadig masser af lækre rimteknikker tilbage i ham, og hans flow væver sig med sikker rutine elegant rundt om musikken. Men han er samtidig nået op i sine midt 30’ere og har efterhånden set lidt af hvert. Og dette formår han at udnytte perfekt til at holde lytteren fast med fortællinger, der ofte når at overraske og komme med interessante pointer undervejs som på ‘Your glasshouse’ og ‘Yesterday’.

På nogle numre kan man godt genkende den gamle Atmosphere-stil, og især på albummets næstsidste nummer ‘The waitress’ synes nogle af de tidligere varemærker at dukke op. Her rapper Slug over et gåsehudsfremkaldende fløjte-hvislende beat om sit anstrengte, men alligevel betagede forhold til den lokale servitrice og i et break står han frem og blotter sig i bedste Lucy Ford-stil med linierne:

”Look lady/ I’m homeless, I’m crazy/ I’m so hopeless, that I’m suicidal daily/ If you and I can’t co-exist let’s fake it/ ‘cause I ain’t got the energy it takes for this relationship”

Men bortset fra nogle få ligheder er der noget meget nyt og anderledes helstøbt over denne plade. Og når tonerne til sidst efter 55 minutter og 15 numre uden nogen form for krumspring og interludes fader ud på ‘In her music box’ til historien om den lille pige på bagsædet af fars bil, står ingen tvivl tilbage: Slug og Ant har ikke bare begået det bedste Atmosphere-album siden Godlovesugly. Denne skive er et opus, et fuldendt værk. Den er spækket med lyrik i topklasse og melodier man lige så stille nynner med på. Og omkvæd, der hænger i baghovedet længe efter (såsom på ‘Dreamer’, ‘You’, ‘Wild Wild Horses’). Jeg kan vitterligt ikke sætte en finger på noget, og tildeler derfor alle 6 spots med håb om at ‘When life…’ får heftig rotation sommeren over, i de boombox’e og hørebøffer hvor der er plads til at give teksterne et lyt.

6 ud af 6 spots

Se videoen til albummets anden single, ‘Guarantees’:

Skrevet af Julaw 13.05.2008 arkiveret under Anmeldelser |