Efter seks år i hi, er Wu-Tang Clan vendt tilbage med deres femte reelle studiealbum. I samme sekund udsendte årtiets med profilerede Wu-mand Ghostface Killah sin tredje plade på to år.
Da et udsnit af den otte mand høje gruppe kommer til København til juni juli, kommer her en dobbeltanmeldelse.

Uanset om man syntes ‘Iron Flag’ var en skuffelse eller en klassiker, er de fleste Wu-fans enige om en ting. Gruppen har ladet vente på sig i meget lang tid. Efter Ol’ Dirtys død, RZAs nye status som soundtrack-mager, Method Mans albumnederlag og Ghostfaces uendelige rejse op gennem respekt-spiralen er de endelig tilbage sammen med det mest helstøbte album siden ’Forever’.

Og det er virkelig godt. Faktisk er det så godt, at jeg vil driste mig til at placere det som deres næstbedste bedrift siden debuten.
Dem der kun har hørt de første par numre ved lytteøen i pladeforretningen, vil især være uenig med mig. ’8 Diagrams’ lægger nemlig ud med et par halvligegyldige numre. RZA leverer ikke varen på den musikalske side, og rapperne bringer ikke noget nyt til bordet. Selv mesterproduceren Easy Mo Bee skuffer med et vagt beat på ’Get ’em Out the Way Pa’. Men herfra vender tallerkenen i en grad som Villy Søvndal under Muhammedkrisen.
’Rushin’ Elephants’ bombastiske horn bringer Wu-Tangs ikke-kopierbare særpræg tilbage til højtalerne. Selvfølgelig velakkompagneret af de elskelige medlemmers stemmer, flow og rim.

“Ey yo, we came through thumping like elephants
The new Range is supercharged I remains intelligent
Back to the formula lord, hard grammar
This is godschool, make sure the lobby ain’t jammed up
Excalibur swords, T-Rexes, bibles of rhymes
We in the lunchroom, weed and veggies for breakfast”

Det er umuligt at sidde stille og ikke begejstres over gensynet med hiphop-dinosaurernes vers, der ikke har været mere velskrevne siden midthalvfemserne, hvor gruppen nærmest havde monopol på genren. Nummerets musikalsk tonsende elefant fungerer som en elegant dartpil der skyder gennem næsten samtlige af pladens resterende numre, og gennemsyrer dem med energi og originalitet, indtil den med formidabel præcision rammer plet i det endelige mål.

Selvom Ghostface leverer nogle vigtige og solide vers, er det tydeligt, at han har fokuseret mere på sin egen plade, der både lyder anderledes og er bygget op på en komplet anden måde. Så lad os tale om den. Efter at have danset sig igennem et cubansk-coco-cobana-whatever introskit, er en af de bedste bidder af Tony Starks nyeste fisk ved at blive fordøjet.
’Barrel Brothers’ smadrer gennem lydmuren og skyder hul i enhver frygt om, at Ghostfaces nyeste plade lyder som coveret antyder: Noget MTV-poppet bling-bling shit. Den ikke-forsigtige elguitar suser gennem mørkekammeret af et lydbillede, og gør i selskab med Ghost og hans pistolløbsbroder Beanie Sigels rapkæftede gloser, det her til en ‘Ironman’-hård banger. SU-VE-RÆNT!

Endnu mere krudt bliver skudt af i ’Yolandas House’ med Rae og Meth, der med dens soul-samplede melodi og brudstykker af kvindelig sang, lyder som en fuldstændig skøn forlængelse af ’Fishscale’s ’ Kilo’ og ’R.A.G.U’. Den mesterlige lyrik, hvor de tre Wu-helte fortæller en fakkelbårren historie om hvordan kvinden Yolandas hjem fungerer som et lille afbræk fra deres kriminelle hverdag, gør nummeret fyldestgørende.

Charmen tager desværre overhånd på ’The Big Doe Rehab’ der desværre på flere områder er indsmurt i sur fiskeolie. Stanken starter på det desperate forsøg på et radiohit ’We Celebrate’, der med sit ulidelig glade partyomkvæd lægger rammen om et nummer med et tyndt computerlyds-baseret beat som ikke engang Ghostfaces rap kan rette op på. Slet ikke når han hellere vil bruge sine stærkt begrænsede sangkundskaber til at bræge noget om at tale med dyrene som Dr. Doolittle… Hmmm.. Det stopper desværre ikke her, så tilbage til ’8 Diagrams’.

RZA’s samuraisværd svinger lynende gennem luften på den nyskabende ’Unpredictable’ og den jazzede sax funker igennem på ’Starter’ der har utrolige vers fra klanens hidtil knap så bemærkelsesværdige profiler. Inspectah Deck og især U-God har skiftet deres verbalt usynlige blæk ud med langt mere markerende stempler, og bliver gjort flot selskab af gæstemedlem Cappadonna der på dette nummer hæst konkluderer ”Can’t nobody fuck with me, I’m just too nice!”.

Imellem førnævnte numre finder vi ’The Heart Gently Weeps’ som er nyfortolkningen af et gammelt Beatles nummer. Her giver det tidligere nævnte team Ghost, Raekwon og Method Man igen hver deres indspark til en historie over det melankolske RZA-beat der har Erykah Badu som omkvædskvinde.
Den gamle R’N’B-sanger Gerald Alston leverer et catchy omkvæd på ’Stick Me For My Riches’ som rapperne skiftes til at synge med på. Og originalen George Clinton fyrer en række halvforvirrede men mindelige linjer af på ’Wolves’ mens RZA’s ulvebeat hyler mod himlen.
Igen er produktionen meget original og har bestemt ikke været forventelig. Det er måske ikke hvad fans havde regnet med af Wu-Tangs efternølerplade – men det holder.

Ikke helt så let går det for Ghostface. Numre som ’Walk Around’ og ’Supa GFK’ er med deres Rayban-funky lyd med til at gøre ’Big Doe Rehab’ til en temmelig god plade. Især sidstnævnte besidder en underholdende lyrik:

“G4 jets with like three and four pets
Sex, Beck’s, chicken and hens, all the same sex
Walk through the Amazon, spilling Dom, Moet
To find my way back I gotta leave a trail of baguettes
My tongue’s like a four-pound, my game is ill
Twist a chick like a Rubik’s cube, now what’s the deal?
Chocolate, light skin, meet Mr. Excitement
Got my D.D.L. on me, that’s my Dick ’em Down License
Never wife ’em, strike just like lightning”

Ghostface Killahs nyeste indeholder altså bunkevis af gode numre. Problemet er imidlertid at forventningerne til et Ghostface album i disse år er helt i top, og at disse ikke bliver indfriet på denne plade.
’White Linen Affair (Toney Awards)’ er en blanding af et kedeligt nummer og en irriterende skit der bare bliver ved og ved mens ’The Prayer’ er næsten halvandet minuts ulidelig sang af en tarvelig mand der kalder sig Ox. Og den slags går igen på hele pladen. Der er for meget rod, revl og krat, og det er frustrerende når man tænker på hvor god en plade Ghostface kunne have lavet, hvis bare han havde sorteret alt det fra, ingen gider høre på. Hvis han ikke havde udgivet tre albums inden for to år, hvis ikke han insisterede på at ’Big Doe Rehab’ skulle udgives samtidig med ’8 Diagrams’, men havde brugt mere tid på begge plader.

Selvom begge albums er værd at hverve sig, er de et glimrende eksempel på, at resultatet oftest bliver bedst når der lægges ordentlig tid i projektet.

Ghostface Killah – The Big Doe Rehab
3 ud af 6 spots

Wu-Tang Clan – 8 Diagrams
5 ud af 6 spots

Skrevet af Falco Lamb 17.05.2008 arkiveret under Anmeldelser |