22.06.2008

Lil Wayne – ‘Tha Carter III’ (album)

wayne.jpgVentetiden har været latterligt lang og forventningerne tilsvarende tÃ¥rnhøje, men Dwayne Michael Carter, Jr. alias Lil Wayne skuffer ikke pÃ¥ sit sjette officielle soloalbum, ‘Tha Carter III’. Det er ikke en ‘It Takes a Nation of Millions’ eller en ‘Illmatic’, men kunne meget vel gÃ¥ hen at være et ‘Blueprint’. Med andre ord, ikke et mesterværk som helhed, men stadig et gennemført overbevisende takeover med masser af materiale, der skyder efter klassikerstatus. Wayne er mÃ¥ske sin generations største raptalent, og i hvert dens mest markante, og han tager her sin allerede imponerende karriere til superstjerneniveau.
Klogt nok vælger han fra starten af at lokalisere sit ego i stratosfæren med et par numre efter den hæderkronede devise ‘It’s-Been-a-Long-Time-I-Shouldn’t-Have-Left-You.’ PÃ¥ ‘3Peat’ spytter han anarkistiske fra-rendesten-til-riviera-blærerøvsrim over en monumentalt betonende stortromme ledsaget af rislende strygere. Og pÃ¥ det ligeledes stort anlagte stryger- og piano-drevne ‘Mr. Carter’ dukker navnebroren Shawn Carter, alias Jay-Z, op som var det det naturligste i verden for at overdrage den gule førertrøje til sin yngre kollega. Wayne lukker af med linierne “Next time you mention Pac, Biggie and Jay-Z, don’t forget Weezie, Baby! – Amen.”

Den slags store ord var, hvad man kunne forvente fra den selv-erklærede ‘Best Rapper Alive’, men det lykkes faktisk Wayne at fÃ¥ os til at tro pÃ¥ sin hype ved generøst at sætte sine centrale styrker som MC i førersædet: alsidigheden af hans flow, selvfølgeligheden i hans levering og det lyriske vanvid hans freestyle-baserede tilgang afføder. I ved, typen hvor “yeast infection” helt naturligt følges af “geese erection”. En gang i mellem sætter han noget sammen, der minder om traditionelle punchlines – det er ofte sjovt, ofte dumt, ofte begge dele — men hovedattraktionen er hans mere frit associerede konstruktioner, som f. eks. denne omgang nær-nonsens fra bangeren ‘You Ain’t Got Nuthin’:

“Got paper like A fax machine/
Asanin,
Damn I mean/ asinine, I’m Dappa Don/ And
after mine, there will be nine/
Damn I mean there will be none/
I will be one/
Of the greatest things you’ve ever felt you’ve ever seen/
Or heard, Car-ter’d/ Har-vard, ya’ll scared/
Not me,
not I/
call me young Popeye/
Tell Bruno I’m a nuno/
I’ll bring ral to your funeral/
Damn I mean funeral, funerol/
You say tomato, I say tamatah/
You say get ‘em, I say got ‘em/
Yeah I got ‘em…”

Men man skal høre det for at tro det, for det er flowet der giver det gnisten. Wayne har bragt en tilgang til flows, som man førhen kun sÃ¥ i undergrunden, eksempelvis hos Freestyle Fellowship/Project Blowed-MCerne, ind i hjertet pÃ¥ en hensygnende rap-mainstream, der efterhÃ¥nden er blevet kvælende ukreativ. Tracks som det Kanye West-producerede ‘Let the Beat Build’ og det Cool & Dre-skÃ¥rne ‘Phone Home’ hylles sÃ¥ledes med tilsyneladende lethed i hans konstant omskiftelige verbale kviksølv.

Og sÃ¥ er der selvfølgelig Bangladeshs hakkende and stampende ‘A Milli’ med dets vanvittige vokalloop. Det mÃ¥ være Ã¥rets beat — indbegrebet af et freestyle-track, som selvfølgelig i dette nu tiltrækker alt hvad der kan krybe og gÃ¥ af sultne MCs. Men Wayne bukker det bedre end stort set alle de andre, der har forsøgt sig over det. Det er skræddersyet til hans stil.

Intet af dette skaber i sig selv et topsælgende album. Kære læser, mød ’Lollipop’. Da Wayne droppede dette syntetiske stykke letvægtspop tidligere pÃ¥ Ã¥ret, tog det røven pÃ¥ mange af hans fans — var det virkelig nødvendigt at sælge ud i sÃ¥ hÃ¥rd stil? Selvfølgelig var det det, en plade gÃ¥r jo ikke guld pÃ¥ første dag og platin indenfor en uge, pÃ¥ trods af at leaks, af sig selv. Det var en klog og helt igennem overlagt beslutning fra hans side, og det har betalt sig. I øvrigt er nummeret slet ikke sÃ¥ dÃ¥rligt. Et skabelonskÃ¥ret videotrack, der bygger pÃ¥ en næsten parodisk gennemtærsket sexuel kliché opløftes til at være smittende og afvæbnende hedonistisk via Waynes smÃ¥infantile, automatfiltrerede charme.

Hvad angår de andre popsange, er albummet noget ujævnt. Det obligatoriske T-Pain-udstyrede klubnummer, ‘Got Money’, er pænt uoriginalt sat sammen, men en både syngende og rappende Wayne vælter rundt på det som var det sidste aften på The Roxy, og det bliver det pænt vildt af. Han har altid været god til klubben, men det står efterhånden klart, at han ikke i samme omfang evner at gabe over en god sjæler. 90er-koryfæet Babyface graves på ‘Comfortable’ frem til endnu en omgang brystkasse-i-regnen-jamren og trækker på den konto alle Waynes bazookatænder ud. Og den kedsommelige smørtenor Robin Thicke lyder håbløst uærlig på den ufokuserede begrædelse af Waynes hjemby New Orleans’ tragiske skæbne, ‘Tie My Hands’. Smæk i stedet Waynes ikoniske Katrina-vers på OutKasts ‘Hollywood Divorce’ i hørebøfferne.

Til trods for at disse numre, der selvfølgelig har gode grunde til at være pÃ¥ pladen, samt et par andre ligegyldigheder, f. eks. det hjernedøde ‘Mrs. Officer’, formÃ¥r Wayne at fastholde vor opmærksomhed hele vejen til mÃ¥l. Hans ballader flades ganske vist ud af postuleret sentimentalitet, men han er til gengæld god til overgearet patos, især nÃ¥r det handler om at skrue selvforherligelsen op pÃ¥ tusind. PÃ¥ ‘Playing with Fire’ rapper han — nej, han skriger faktisk — om at leje sig ind pÃ¥ samme hotelværelse som Martin Luther King, og blive skudt fra samme balkon (!). Hvorfor nogen skulle have motiv til at skyde ham melder historien selvsagt intet om, men det er passende opskruet for en MC, der indskriver sig selv i samme bog som Biggie og Pac. Og det er for sÃ¥ vidt ligegyldigt — ja, faktisk skal man jo bare være glad for det — at hans “Me Against the World”-attitude er rent spil for galleriet; det er sÃ¥ langt ude at det er skægt.

Hvis man ser bort fra en alt for lang enetale til allersidst, der revser Al Sharpton og andre af verdens fortrædeligheder, og iøvrigt tager Nina Simones smukke ‘Misunderstood’ som gidsel, mÃ¥ man sige at pladen lukkes med et brag. Det allerede nævnte ‘Ain’t Got Nuthin’ er en nakkeknækker af et synthtrack fra Alchemist, som bliver verbalt smadret af Fabolous og Juelz Santana. Som en skæg kontrast til sine kumpaners toptunede bragerattitude, slutter Wayne af med den ovenfor citerede gang nonsens, hvorefter han hæst syngende flyder videre over beatet og fortæller os, hvorledes han har ”money like a muthafucker” og fastslÃ¥r at ingen af os har noget pÃ¥ ham. Med dette underholdende, virtuose og smart sammensatte album in mente er jeg tilbøjelig til at give ham ret.

5 ud af 6 spots

Skrevet af Mat 22.06.2008 arkiveret under Anmeldelser |