Hiphop på Roskilde Festival er dette år spredt for alle scener. De største navne fyrer overlegent op på Orange mens de mindste fortsat må nøjes med at vise deres skillz på Skatescenen. Det superrockende femmands supercrew Majors, er blandt de navne der skal spille på den traditionelle hiphop-scene AKA Cosmopol.

Det er tidlig eftermiddag og de storlarmende tømmermænd er så småt ved at være druknet i friske alkoholvarer. Temmelig mange har krydset de knastørre veje og urinstøvende roskildestier for at troppe op til festivalenpladsens mest farverige område. Teltet er stuvende fuldt hvis man sammenligner med timen inden, hvor Strøm og Andy Op brusede deres blodrøde anthems ud over et meget lille publikum, men kun lidt over halvt fyldt hvis man ser sig omkring. Præsenteret af en lillaklædt Master Fatman går Denmarks Finest DJ’s nu på scenen for at scratche deres tre rappende venner ud til et højtråbende publikum.

Negash Ali, Nat-Ill og J-Spliff spytter et par linjer, som de en efter en vandrer ind foran publikum. Herefter slår raptriaden sig sammen og leverer designerbangeren ’Get Down’. De springer rundt på scenen, sparker og slår ud i luften, headbanger deres hoveder frem og tilbage og er faktisk de eneste tre mennesker der bevæger sig mere end de enkelte publikummer på frontlinjen, selvom der er godt med liv og dans i crowden. Alligevel virker deres show allerede en smule overkilled. Cosmopol er et stort telt, og gruppen kan højst lige nøjagtig bære at spille der. Der er store ledige pletter og godt med plads til armbevægelser. Her kunne sagtens være et par tusind eller flere mennesker og tomrummet kvæler frustrerende store dele af de bragende hiphop-toner. Der er bare et eller andet galt.

Selvom her også er ulidelig varmt og sveden pisker ned af roskildefolket er stemningen rigtig god, og mange af de fantastiske Majors-numre bliver tydeligvis nydt ligeså meget som de bliver leveret med præcision, energi og stor ekspertise.
Der er smil på folks læber når J-Spliffs korte ordspilsrap på ’The Cliffhanger’ skifter lige over i Kool G Raps ’Ill Street Blues’ hvor rapperne skiftes til at boombappe over det superklassiske pianosample. Static står poserende med krydsede arme og spidser læberne mens Noize flår vinylen i stykker – og vice-versa. Det er tydeligt at de to drenge arbejder ligeså hårdt og intenst for showet som deres rappende kumpaner.

”I’m a tick-tick-timebomb” erklærer Nat-Ill som den første del af sit tighte vers på den eksplosive ’Oh Please’ der for alvor springer liv i eftermiddagspublikummet. Det bliver bedst holdt i live af ultrabangere som ’Suckers Never Play Me’ der med al tydelighed viser hvor mange der deler gruppens frustration over tomhjernet, forudsigelig og evigt repeterende mainstreamradio.
Af ’Three Decades’ hvor de tre rappere enkeltvis rimer om det årti de selv trådte deres barnesko i. I dagens anledning med lydbidder fra numre der har prægede den enkelte rappers årti.
Og ikke mindst af solonummeret fra dansk hiphops absolut største håb, Negash Ali der først med ’Troubled Young Man’ får teltets arme til at sveje, og efterfølgende til at slå hårdt ud efter tonerne til den opfølgende ’Soul Child’. ”Some say prodigy others say irrelevant – I agree I’m irrelevant if I ain’t developing”. Whatever, jeg siger prodigy!

Om folk havde fået nok af den piblende sved, den ringe lyd eller blot havde sat kursen mod en af festivalens ølboder eller pissoir vides ikke, men hiphopscenen begyndte efter en vanvittig live scratchsession at tynde en smule ud. Hvis Majors havde et publikum på størrelse med Radiohead og fik lov at spille på Orange kunne de måske levere festivalens bedste koncert. Spliff, Nat og Negash ligger i den tunge liga hvad angår raptalent og de to DJ’s kompetencer kan næppe anfægtes. Men som stjernerne står i dag må Danmarks bedste engelsksprogede hiphop-crew leve med ikke at være Major nok til en scene som Cosmopol.

3 ud af 6 spots

Foto: Marie Zia
(Klik på fotos for fuld størrelse)

Skrevet af Falco Lamb 08.07.2008 arkiveret under LiveSpot |