Placeret perfekt søndag eftermiddag: Sharon Jones and the Dap Kings kom og rørte gryden på behørigt beskidt lindrende vis. Der stod traditionel soul på programmet og det blev sat på plads, at bandet nok er retro, men samtidig holder den gode musik i live. Den 52-årige Jones viste sig som et smittende og fantastisk energisk bekendtskab på scenen.

Efter et par småtamme indledningsnumre introducerede det eminent velspillende, disciplinerede orkester aftenens midtpunkt og stemningen løftede sig til et helt andet niveau, der blev fastholdt flot gennem det timelange sæt. Den lille tætte Jones møder sit publikum på menneskeniveau — et par gange under søndagens show endda i bogstavelig forstand, da hun hev nogle festivalgæster op på scenen og dansede og sang dem i svime. Hun er ikke karismatisk, men charmerende — et virkeligt menneske af kød og blod, der også i overført forstand byder dig op til dans.

Samtidig er hun stinkende funky — musikken ansporer ikke blot hendes rummelige, stærke stemme, men hele hendes krop, til bevægelse. To gange under showet brød hun ud i regulær danseopvisning — den anden kommer vi til — den første var en hæsblæsende gennemgang af de rødder, hvor hendes moves henter næring: Vestafrika, Syden, de oprindelige amerikanere. Konstante stilskift med inspirationen til fælles.

Derudover fik vi fuldfede udgaver fra Jones’ katalog: en fandenivoldsk ”Nobody’s Baby”, en pragtfuldt rykkende ”Fish in the Dish” og en formidabelt afleveret ”100 Days and 100 Nights” hørte til højdepunkterne.

Til sidst tog hun os tilbage til sin fødeby Augusta, Georgia og indviede os korporligt i de råt stinkende trin, der i op mod et århundrede har kendetegnet hjemstavnen: ”The Mash Potato”, ”The Funky Chicken”, og så fremdeles. Her var den dybtliggende inspiration fra James Brown, der tilbragte sin barndom i samme by, ikke længere til at tage fejl af. Hendes skrig, grynt og kantede ryk indover musikken må have gjort den salige Gudfader stolt.

For ligesom at slå det fast, slog hun og orkesteret derpå over i selv sammes ”It’s a Man’s Man’s Man’s World”, i en kulderislende varm versionering, der bragte Jones ud i et følelsesspektrum hvor autoritet og intensitet gik i ét. Da det ekstatiske publikum var blevet lagt ned af omkvædets sidste strofe, trippede hun sagte, men funky, ud fra scenen og bandet rundede af. Outstanding.

5 ud af 6 spots

Fotos: Ann Noyd
(Klik på fotos for større versioner)

Skrevet af Mat 08.07.2008 arkiveret under LiveSpot |