Som repræsentanter for den mere progressive del af hiphoppen i dag, var Jneiro Jarel blevet booket til at spille på Roskilde-festivalen med sit Shape of Broad Minds-projekt. Multitalentet Jarel udgør under forskellige dæknavne selv de fleste af musikerne på sit seneste album, ‘Craft of the Lost Art’ (2007), der er hans tredje (det to første var ‘Three Piece Puzzle’, 2005, og ‘Beat Journey’, 2006), men samarbejder også bredt med andre musikere. Således havde han denne gang taget selveste Goodie Mob-alumnus’en Khujo Goodie med, samt guitaristen Kiva. Rapspot tog sig, sammen med Flavourz’ udsendte Esben Bøgh, en snak med de tre om deres musik kort inden koncerten i Cosmopol-teltet fredag eftermiddag.

Esben Bøgh: Hvad synes I om den europæiske hip hop-scene, nu I er på tour? Er den anderledes end i USA?

Jneiro Jarel: Ja, den er anderledes. Det minder mig om USA tilbage i 92. Der var rigtig god stemning dengang. Jeg er glad for at se, at den energi scenen havde i starten af 90erne stadig er relevant i Europa. Ikke at den ikke er det i USA, men det er bare ikke så åbent der længere.

Kiva: Man kan se sådan her på det: sidste november var vi på tour og spillede vores sidste koncert i Paris. Efter vores sæt vendte DJen plader og der var noget i retning af 400 mennesker til stede. Mange af dem talte ikke engang engelsk, men de kunne teksterne til hvert eneste nummer — de kunne teksterne til MF Doom, til ting jeg ikke engang kender. Den slags er det efterhånden sjældent at du støder på i New York. Miljøet er bare anderledes der, lige nu; det handler mere om, hvem der er din sponsor og den slags, hvem dit netværk er. Musikken er trængt lidt i baggrunden der, så det er godt at se steder, hvor folk stadig værdsætter den som det primære.

Matthias Wivel: Du nævnte de tidlige 90erne, og din musik…

JJ: Genkalder…

MW: Ja, den genkalder til en vis grad de tidlige 90ere og ikke bare musikken, men hele ånden i det du laver. Hvad synes du om, hvor hip hop er i dag?

JJ: Vi sidder her med en pioner, min mand Khujo Goodie, som jo var del af scenen i de tidlige 90ere med OutKast/Goodie Mob. Når man har været der, forlader det dig aldrig. I hvert fald for mit vedkommende. Folk havde en passion for musikken, jeg ikke i samme grad ser længere — det handler meget om at lave penge nu…

MW: Og salgstallene falder.

JJ: Og salgstallene falder, præcis, fordi — tror jeg — folk godt er klar over, at det der bliver spillet på radioen ikke er udtryk for ægte kreativitet; det er genbrugsmusik. Dengang havde du The Pharcyde, Digable Planets, Goodie Mob, OutKast, A Tribe Called Quest… jeg kunne blive ved, og du kunne simpelthen bare høre, at den musik kom fra et kreativt sted. ATLiens, han har den på sin arm [peger på Khujo’s ATLiens-tatovering, Khujo griner], OutKast — den plade…

MW: Ja, for fanden, den er for vild.

JJ: Det vi forsøger med Shape of Broad Minds er at holde den ånd i live, men på futuristisk vis. Vi prøver også at holde gang i den der ATL/Dungeon Family-stemning, men samtidig nyfortolke den.

MW: Jeg synes det er interessant, at den hip hop der er interessant i dag kommer fra de mere lokale scener — en del steder i Syden, selvfølgelig, men også the Bay Area. [Til Khujo] Hvad er din opfattelse af sydens hip hops udvikling og hvor den er i dag? Det er jo det helt store.

Khujo Goodie: Ja, det er det. Du ved hvordan det er, mand; hip hoppen blev født i New York, og det var der vi rettede vores opmærksomhed dengang. Så fik den ben at gå på og vandrede over til Vestkysten, og vi fik folk som NWA, Ice-T, King Tee — alle de store. Så kom den til Texas, med UGK og Geto Boys, og derefter nåede den til Atlanta, hvor vi fandt inspiration alle de andre steder fra. Vi forsøgte at lyde som ingen andre og udviklede vores musik ved at gå tilbage til de gamle dage og virkelig digge, finde forfædrene frem — The Commodores, Marvin Gaye, Smokey Robinson, alle de der stoddere. Stemningen fra 60erne og 70erne, og så Organized Noizes ungdommelige fortolkning i kombination. Det var rødderne i Sydens hip hop, en ny lyd.

MW: Hvorfor tror du at det er blevet så stort som det er i dag?

KG: Vi var de sidste. Det er som der står i Bibelen: De første skal blive de sidste, og de sidste skal blive de første. Vi var de sidst anerkendte i hip hoppen. I lang tid var det helt utænkeligt at høre et hip hop-nummer fra Syden på radioen i New York eller i Californien. Vi var tvunget til at gøre os selv uomgængelige og fordi der altid har været så mange talentfulde brødre i Syden, er det nu blevet som en syndflod. Det er hvad der sker, når du holder folk tilbage. Der er så meget talent og de vil alle sammen være del af den her musikhistorie.

EB: Hvem synes du leverer varen på hip hop-scenen i dag?

KG: På Vestkysten må jeg fremhæve Game — han hylder hip hoppen og brænder virkelig for at bringe Vestkysten tilbage på landkortet. Og så er der naturligvis Texas — Bun B, han er for svedig på det nye album, Trilla. Hold kæft, det holder.

JJ: Helt sikkert.

KG: Og så er der jo Florida. Jeg digger Rick Ross’ nye album, det rykker pænt hårdt — og Lil Wayne. Han smider jo en plade på gaden om ugen.

MW: Ja, det ville jeg også spørge om i forlængelse af det vi lige snakkede om. Wayne lader til at bringe den slags flows, man før kun hørte hos undergrundsfolk som Freestyle Fellowship, ind i mainstreamen.

KG: Ja, præcis.

JJ: De er så fede, og det er skægt du siger det for jeg sad forleden i bilen og en af mine venner spillede hans nye plade, og han flyder fanme i Freestyle Fellowship-stilen, han tager det tilbage! En anden jeg også vil fremhæve er Radio G. Han er faktisk interesseret i at samarbejde med mig. Han bliver spillet på 106 and Park i øjeblikket, og det er jo pænt stort i USA, men jeg kunne straks fornemme at han kendte sin hip hop. Han sagde, at han var rigtig nede med det jeg laver; jeg spurgte ham om Freestyle Fellowship og The Pharcyde og han svarede straks ”Pharcyde? Det er min yndlingsgruppe!” De her folk kender deres shit — det er fans’ne, der ikke ved hvad der er hvad. De her folk har en større viden end man tror. Og så er han sjov .. han bringer komikken tilbage i hip hoppen, i stilen fra Humpty Hump og Pharcyde, ”Your Mama”.

KG: Helt sikkert.

JJ: Så det er fedt. I undergrunden er der en stodder… Jeg skal høre mere fra ham, men der er en del der snakker om Jay Electronica. Jeg tror han er en af Erykah’s folk.

EB: Jeg tror han er hendes elsker.

JJ: [Griner] Jeg har hørt det samme; jeg ville ikke rigtig tro på det, men altså, det er så ikke kun André, der er på pletten i den sammenhæng [griner], men det er en anden historie… Jeg synes det jeg har hørt fra ham har været fedt, og jeg er kræsen. Mht. MCs er der svært, men en af mine favoritter sidder lige her: Khujo Goodie, og det siger jeg ikke kun fordi vi arbejder sammen, for jeg har været fan længe — det var derfor jeg tog kontakt til ham.

På Shape of Broad Minds har jeg en sang der hedder “Buddafly Away”, som er en hyldest til Goodie Mobs “Fly Away”. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme i kontakt med Khujo da jeg lavede den, så jeg indspillede selv omkvædet og forsøgte at lyde som ham [imiterer Khujos rapstil] “Y’all need to buddafly away/ Not playin’ these games wit’ you, make no mistake.” Jeg prøvede virkelig at få den der snerren ind i lortet og det lyder jo slet ikke så fedt som når han selv gør det, så det er fantastisk nu at arbejde med ham.

OutKast og Goodie Mob har altid været store inspirationskilder, sammen med A Tribe Called Quest og The Pharcyde… “OPR8R” er også i Dungeon Family-stilen [synger omkvædet] “Operator..”, det er sgu Cee-Lo eller Andre — jeg ville have haft dem med på nummeret! Men det kunne jo ikke lade sig gøre dengang, så jeg måtte nøjes med mig selv. Nu er jeg cool med Dungeon Family, så det holder.

MW: Var der et overordnet koncept for lyden på Shape of Broad Minds?

JJ: Ikke rigtig, jeg ville bare gerne give min produktionslyd et mere komplekst og solidt præg. Jeg kan rigtig godt lide Thee Piece Puzzle, jeg digger Beat Journey, jeg kan godt lide mine albums, men med den her plade forsøgte jeg at lave noget, der ikke ville blive opfattet som typisk mig. Der var mange der sammenlignede mig med J-Dilla og det er da klart, at han har påvirket mig — han har påvirket hip hoppen enormt i det hele taget, men altså jeg tror først og fremmest det var indholdet, der ansporede mig til at sætte de produktioner sammen.

Jeg nævnte “Buddafly Away” før; det handler om alle de her folk, der dukker op i gamet, får sig lidt succes og så tror de ejer verden. Det går sgu ikke helt: det kan godt være du synes du er den hotteste MC eller producer, men jeg har lavet musik siden 89, produceret siden 92 og har udgivet plader siden 96. Det jeg vil sige er, at det sgu tog mig lang tid at nå til det her punkt, hvor jeg sidder og snakker med jer, og hvor jeg skal fyre den af på Roskilde. Det er nødvendigt, at man gør sit hjemmearbejde før man hopper på den første og bedste trend. Der er en masse talentfulde folk derude, som du aldrig hører fra igen efter et år eller to.

MW: Fordi de ikke opbygger en loyal fanbase?

JJ: Ja, det handler om at finde frem til et langt liv i musikken, det er det sangen handler om — du må videre, hvis du tror du kan komme med dine trendy sager. “There for Me” handler om hip hop, om hvordan hip hoppen var der for mig — det har den måske ikke været for alle, men for mig var den der. Og så er der “Dedication”, som er tilegnet min søn Thelonius, fordi jeg på det tidspunkt lige var blevet far. Han var ni måneder gammel, da jeg skrev sangen.

EB: Du bliver altid sammenlignet med J-Dilla, MadLib og MF Doom, og det er vel det, folk vil forvente når I skal spille her om lidt.

JJ: Ja, klart, men jeg vil overraske dem. Jeg starter med det folk kender, “Big Bounce Theory”, “Do Your Thang”, osv. og så glider jeg langsomt over i noget anderledes. På den europæiske udgave af Three Piece Puzzle ligger der f. eks. tracket “Stranger They Come”, som har en slags punk rock-stemning, og så er der “Black Cinderella” og den slags. Jeg forsøger at give den side af min musik lidt mere plads – det som ligger tættere på Atlanta-lyden, Andre 3000, som jo aldrig har været bleg for at prøve nye og anderledes ting af. Så det bekymrer mig ikke at blive sammenlignet med det. Jeg laver ikke det samme som dem, men det er fint nok.

MW: Men er det ikke frustrerende hele tiden at blive sammenlignet med MadLib?

JJ: Det var det før i tiden, helt sikkert, men jeg er kommet mig over det. Jeg hørte hele tiden den der ‘MadLib, MadLib, MadLib’ på grund af mine forskellige musikpersonligheder, men jeg har sgu haft mange personligheder længe. Det kan du høre allerede på mine tidlige ting — inspirationen til det kom fra Humpty og Shock G.

MW: Kool Keith?

JJ: Kool Keith, og Wu-Tang med deres forskellige navne.

MW: Det er en del af hip hop.

JJ: Ja, det er en hip hop-ting, det med characters.

KG: Man skal helt klart have et alias.

JJ: Dem der tænker MadLib tænker sådan, fordi det er det eneste de har hørt.

Kiva: Men altså, hvis det bringer dem i nærheden af din musik, er det jo også bare fedt.

JJ: Klart, men i sidste ende er jeg så meget mere end det, min baggrund er så meget bredere. Mange af de unge hoveder kender det, der er ude nu, men ikke hvad der kom før. De er ikke klar over, at jeg virkelig prøver at gøre noget i retning af hvad J-Swift gjorde, i højere grad end JayDee. Jeg holder virkelig meget af J-Swift som producer, selvom man ikke hører så meget fra ham nu til dags.

MW: Hvad er næste skridt for Khujo og Goodie Mob?

KG: Jneiro og jeg har indspillet albummet Willie Isz, som snart dropper — det bliver et tidsrejsetrip, som I bare bliver nødt til at checke for. Jeg har også lige droppet et nyt album på iTunes; det hedder G-Mob Godfather. I øjeblikket smider jeg mine ting ud på nettet, og forhåbentlig kommer der et nyt Goodie Mob-album næste år. Men selv hvis det ikke sker, har jeg tænkt mig at fortsætte med min musik. Jeg har nogle grupper nede i Georgia. En af dem hedder The Color Station, og de kan slet ikke vente til de dropper. Og jeg har en fyr der hedder Diligent, som jeg synes er den bedste freestyler jeg nogensinde har hørt — han kører den der Eminem-agtige i-dit-fjæs-stil. Jeg har også en homegirl, der hedder Diamond V… Syden blomstrer virkelig lige nu. Georgia venter bare på at gå i kredsløb. Så hold øje med mig, min musik, videoer, mit tøjmærke — jeg er født i hip hoppen og elsker den.

MW: Er det ikke hårdt at være veteran, når der er så mange unge talenter?

KG: Altså, i branchen er det, fordi de på radioen ikke gider have noget at gøre med de gamle, men blandt fans’ne spiller det ikke nogen rolle — der kommer folk op til mig og siger ‘jeg var syv, da din første plade udkom og nu er jeg sytten’, og så tænker jeg bare ‘wow!’, hvis du ved hvad jeg mener? Jeg har selv børn og kan helt klart se, hvordan det kan ske – min ældste er ni, så jeg kan se det. Men de der folk på radiostationerne tænker kun på at skumme penge fra de unge musikere, der stadig er uvidne omkring gamet. Hvis du er veteran og ved hvordan tingene foregår, kan de ikke snyde dig.

MW: Men det har jo altid har været et problem for musikere at overleve længe i hip hop. Man ser hele tiden hvordan ældre kunstnere…

JJ: Falder af..

KG: Det er vores egen skyld, fordi vi behandler vores ældre så dårligt. Indenfor rocken behandler de ikke deres ældre på den måde — hvis du hører Grateful Dead, er det fedt! Aerosmith, helt sikkert! [klapper], ‘Khujo Goodie – BOOOOH!’ [latter]. Det er hvad vi gør. Vi har brug for de ægte fans, der er nede fordi de har fulgt en kunstner fra 1987 og checker for ham, selvom han ikke længere er i samme gruppe og alt det der.

JJ: Og nu kommer Willie Isz og så vil alle anerkende min mand. Sådan er det.

Shape of Broad Minds Khujo Goodie Jneiro Jarel Willie Isz

Fotos: Marie Zia (klik på billederne for at se større versioner).

Skrevet af Mat 21.07.2008 arkiveret under Interviews |