På grund af et mindre teknisk uheld blev RapSpots Roskilde 2k8-afrunding forsinket et par uger. Af den grund vil resten af vores dækning blive baguddateret og kan checkes, når den samlede FestivalSpot snarest bliver lagt op. Vi beklager og takker for tilliden!

Set fra en fra en hip hop-synsvinkel, er det sandsynligt, at 2008 kommer til at stå som året, hvor genren brændte igennem på Roskilde Festival. Fra den danske hip hops dominans på Skatescenen og Pavilion Junior i dagene op til den egentlige festival, over det brede internationale program, til flere store navne på Orange Scene — festivalens hjerte — var der en selvfølgelighed over hip hoppens tilstedeværelse på festivalen, som i hvert fald denne gæst ikke har følt i samme grad før.

Gennemsnitsalderen blandt gæsterne er 24 og det er tydeligt, at langt flere af de unge der i disse år gæster Dyrskuepladsen for første, anden eller måske tredje gang er vokset op med hip hoppen som konsolideret mainstreamgenre på linie med den rock, der alle dage har været festivalens grundlag. Det var ikke — som dengang undertegnede fik sin ilddåb på teltpladsen — Nirvana’s ”Smells Like Teen Spirit”, der til den årle morgenstund på repeat gjaldede ud fra nabolejrens boom box, men derimod Suspekts ”Sut den op fra slap.” Ungdommen nu til dags.

Det var godt at se, at bookinggruppen i år for alvor havde taget hånd om efterspørgslen og risikeret en række hip hopnavne på Orange Scene — en desværre notorisk svær platform for den ofte spartansk iscenesatte genre. Gnarls Barkley er ganske vist ikke hip hop, men de er rundet af lyden og formåede flot at løfte stemningen fredag eftermiddag. Og selvom det umiddelbart forekom underligt, at The Streets for tredje gang på fem år var booket til festivalen, viste det sig at være en klog beslutning endelig at give ham den scene han fortjener.

Anbringelsen af LOC samme sted, lørdag eftermiddag, var ligeledes en satsning, der lykkedes ud over enhver rimelig forventning. Med sit forrygende sceneshow, stærke tilstedeværelse og gennemtrængende stemme leverede han en koncert, der hvis ikke kunstnerisk, så i hvert fald i professionalisme og ren og skær skala og må betegnes som noget af en milepæl i dansk hip hop-historie.

Det var fantastisk at se festivalpladsen gå bans til ”Undskyld” og ”Absinthe”, ikke mindst for denne skribent, hvis klareste erindring om Liam O’Connor på Roskilde var i 2003, hvor han væltede rundt i Mediebyen og, efter overleveringen, truede med at bumrushe Orange Scene under Iron Maidens show og pande Bruce Dickinson i gulvet, vist nok fordi han var en led pommie. I år kunne han i stedet med åben pande træde ind samme sted til 30.000 mennesker og tændt mic, iført hvidt jakkesæt. Things done changed.

At Jay-Z var blevet hyret til at lukke Orange Scene søndag aften var ligeså et ridderslag til hip hoppen på Roskilde. Det bliver ganske enkelt ikke større. Desværre formåede han — på trods af hvad alle de inkarnerede fans hårdnakket påstår — ikke at løfte opgaven. Orange Scene lukker man ikke med en lunken hitparade, men med en fucking fest! Ud med Beyoncé, Rihanna og Punjabi MC, ind med bangers’ne!

Det kan godt være, at sætlisten var valgt med henblik på et blandet publikum, men det var samtidig udtryk for en undervurdering af Roskilde-publikummet — det var numre som ”99 Problems”, ”IZZO (HOVA)” og ”Jigga What, Jigga Who” der fik bedst gang i folk. Ja, der var helt klart øjeblikke hvor han shinede — han flød fx. som Nilen på ”Can I Get A…” — og hans professionalisme fejlede absolut intet, men et mere fokuseret show ville have været på sin plads. En koncert der nok bekræftede at hip hoppen kan begå sig på Orange Scene, men aldrig formåede at mane tvivlen om selv samme i jorden. Lad os håbe det ikke er sidste gang.

Dertil kommer som sagt en lang række mindre navne, fløjet ind fra alle verdenshjørner — det var fedt at høre Orishas repræsentere Havana, Tumi and the Volume claime Soweto, Lupe Fiasco tage os til Chi-Town, Swollen Members putte Vancouver på landkortet, Awadi reppe Dakar og drengene fra Boy Better Know holde den nede for Nordlondon. Ærgerligt at flere af dem skuffede, for på papiret var det virkelig Planet Rock.

Samtidig var det fedt at se, at soulmusikken, både den traditionelle og den fornyende, for en sjælden gangs skyld var velrepræsenteret. Med en legende som Solomon Burke, et retrofænomen som Sharon Jones and the Dap Kings og tidens mest markante fornyere, Gnarls Barkley, var det svært at klage på den konto.

Det var der så derimod i forhold til det, der år på år har vist sig som et af festivalens smertensbørn: den jamaicanske musik. Efter sidste års imponerende reggaeprogram troede jeg at festivalen endelig havde lært at tage hånd om den musik, der mere end nogen anden har dynamiseret den danske klubscene de seneste år. I år måtte vi imidlertid nøjes med to jamaicanske navne, begge primært dancehallorienterede — Lady Saw og Queen Ifrica — ingen solid reggae eller roots eller ska. Og selvom Babylove and the Van Dangos leverede en fed koncert og der også var et par andre internationale navne med jamaicansk lyd, kan det ikke gøre det ud for solid tilstedeværelse fra Øen i midten.

Og nu vi er ved det sure, skal det, der nok er den værste planlægningsbommert, jeg har været vidne til på festivalen i de 14 år jeg har gæstet den. Hvordan kan man invitere et progressivt og interessant, men ikke specielt kendt, navn som Jneiro Jarel og sætte hans spilletidspunkt præcis samtidig som Gnarls Barkley? Ikke nok med at Jarel og Danger Mouse deler label, de deler også fanbase. At folk, der er interesserede i Shape of Broad Minds også digger Gnarls Barkley skulle være åbenlyst for enhver, der kender bare lidt til deres musik, og hvis ikke kunne man få det bekræftet til Jarels koncert fredag eftermiddag, hvor Cosmopolteltet stod næsten tomt, mens alle — inklusive undertegnede, ak! — var ovre at høre Danger Mouse og Cee-Lo.

Og for at gøre ondt værre havde Jarel sin nuværende samarbejdspartner Khujo Goodie med. Khujo har som bekendt en noget oprørt fortid med Cee-Lo i Goodie Mob, og selvom gruppens medlemmer siden har erklæret at være på venskabelig fod igen, forekommer det ikke just pænt på den måde at berøve Jarel og Khujo deres publikum. Ja, det kunne nærmest opfattes som både en fornærmelse og en ydmygelse. Skandaløs programlægning. Intet mindre.

Paradoksalt nok for et år, hvor hip hoppen således for alvor så sig konsolideret på Roskilde, lå de største koncertoplevelser for denne gæst andre steder. Sharon Jones var forrygende, Nick Cave mørkemanden selv i sin Grinderman-persona, Slayer piskede som altid en ond stemning op, The Notwist fik smækkende trommerytmer og drømmende elektropop til at gå op i en højere enhed, Skream og Benga leverede en lørsdagsfest af de sjældne og Neil Young spillede en koncert af nærmest spirituel valør, som jeg sent vil glemme. Som altid var Roskilde musikkens, ikke genrernes fest.

Fotos: Marie Zia (klik på billederne for at se større versioner).

Skrevet af Mat 21.07.2008 arkiveret under Artikler |