Efter det skuffende viste sig, at Method Man nok engang manglede i formationen, som Wu-Tang Clan valgte at stille med i Danmark, er det vel nu på sin plads at vi bringer den forsinkede anmeldelse af Method Man og Redmans besøg i Store Vega. Koncerten fremstod dengang som en absolut toppræstation af rapperne. Når jeg genkalder den via hukommelsens kringelkroge og ikke mindst min trofaste notesblok, er jeg endnu mere sikker på, at vi næsten havde med en klassiker at gøre.

Vi skruer tiden tilbage til den 14. april cirka klokken 22.00. Store Vega er fyldt, svedende og rygende. Salen og balkonerne er pakket af forventningsfulde koncertgængere, der netop har oplevet en fin opvarmning fra de jyske Gypsies med en stribe gæsterappere, hvoraf især Nappion imponerede. Nu står vi imidlertid og tvivler på Method Man og Redman overhovedet kommer. Det samme enerverende pausenummer har plaget salen i næsten en time, og hvad der startede som håbefulde røgsignaler fra jointrygende rapaficionados, har efterhånden lagt sig omkring os som et røgtæppe af nervøs uvidenhed.

Pludselig brydes uroen af DJ Dice, Redmans faste DJ, der har indtaget scenen, og så kan det ellers nok være publikum bliver koldstartet. Alle synger med klassikerne som Dice klasker på pladespillerne, og et par simple bodytricks får skiftevis første række til at dåne og hoppe balstyrisk. Og så kommer de endelig. Iført enormt kikset streetwear, billige solbriller og de bredeste smil i verden, entrerer Mr. Meth og Funkdoktoren scenen. Til trods for de har ladet vente på sig, bliver de ubetinget tilgivet af publikum.

Rapperne har medbragt hver sin DJ og backuprapper, men fra første fløjt er det tydeligt, at det ikke kommer til at spille den store rolle. Det er samspillet mellem Method Man og Redman, der tager det altoverskyggende fokus, og det der følger er halvanden times lektion i hvordan man laver et liveshow. Crowden smelter nærmest øjeblikkeligt sammen kunstnerne på scenen, der kvitterer med kaste sig ud blandt koncertgængerne og boltre sig som et par søløver i publikumshavet. ”We feed on energy”, råber Meth opfordrende til de fremmødte, mens Redman nok engang fortæller os: ”I’m about to go crowdsurfing”.

Sætlisten er pænt delt mellem de to rappere med en lille overvægt til Method Man. Hvis ret skal være ret, har han også både sit solomateriale og adskillige Wu-Tang klassikere at byde på, og vi får bl.a. ’M.E.T.H.O.D Man’, ’Tical’, ’Triumph’, ’Bring The Pain’ og ’You’re all I Need’ serveret. Redman disker til gengæld op med ’Time 4 Sum Aksion’, ’Put It Down’, ‘React’, ’Pick It Up’, ’I’ll Be Dat’, ’Let’s Get Dirrty’ samt sit showstjælende gæstevers fra Pink’s ’Get The Party Started remix’. Normalt ville genhørets glæde med den stribe klassikere være rigeligt, til at sende en koncertgænger glad hjem. Men dette er ikke normalt, det er Redman og Method Man og numrene bliver langt fra bare liret af – de bliver leveret med nærmest guddommelig timing og en konstant insisteren på at hæve energiniveauet. Der er ingen tvivl om de to Duracellkaniner har i sinde at slide os op inden natten er omme.

Scenen er i konstant forandring. Dels render rapperne i cirkler om hinanden, og dels stiller de skiftevis monitorerne ud mod crowden og ind mod scenen, alt efter hvor de nu har tænkt sig at rappe. At de næsten bogstaveligt kan gå på vandet, beviser Method Man da han vandrer på folks oprakte hænder ud i midten af salen. Da Redman i et spontant anfald af Jackass er kravlet op på højttalerbjerget, så han efterhånden har nået samme højde som balkonen, og ser ud til at have i sinde, at hoppe på hovedet ned derfra, bliver det dog for meget af det gode for Meth. Han forvandler sig med et til Method Mom og råber bekymret til sin ven: ”Yo Doc, that’s too high, step it down a notch”, hvorefter Redman pænt må kravle et højttalerniveau ned, før han iklædt en dynevest, der mest af alt ligner en punkteret redningsvest, slår saltomortale ud i menneskehavet – en bedrift rapperne bagefter fejrer med en frisk synkrondans.

Vi er ved at nå hen mod slutningen, og for første gang kan man sætte en finger på underholdningen. En del har nok ventet på numre fra ’Blackout’-albummet og ’How High’-soundtracket, men det bliver kun til de to ’How High’-numre og ’Da Rockwilder’, samt diverse små fællesoptrædener. Koncerten går efterhånden lidt i tomgang, backuprapperne Streetlife og Ready Roc får et par minutter i spotlightet, der ikke imponerer, og ikke engang en dybfølt hyldest til Ol Dirty Bastard får publikum tilbage i det røde felt. Den lidt flade afslutning på maratonkoncerten, slår ikke rigtig skår i den gode stemning. Hvor Method Man ved sit sidste besøg i Danmark fik fremmanet noget af den dystopiske atmosfære fra specielt ’Tical 2000: Judgement Day’, stod denne koncert i samspillet og festens tegn.

Redman og Method Man var en nydelse at opleve – og det var en koncert de fleste gik opløftede fra. Hvor opløftede? Så opløftede de kunne røre ved himlen – og så betyder det mindre, at de konstante løfter om en ’Blackout’-opfølger og en ny ’How High’-film stadig ikke ser ud til at materialisere sig.

5 ud af 6

Billeder af Bo Pee

Skrevet af Mismarie 22.07.2008 arkiveret under LiveSpot |