21.08.2008

Hiphop.dk lukker efter fire et halvt år på nettet

hiphopdklogo.jpg“Hip-hop just died…” Hvis man har fulgt med på boardet eller de andre musiksites, er det næppe nogen nyhed, men ikke desto mindre vil vi også her bringe den ærgelige nyhed: efter fire et halvt år på nettet har websitet hiphop.dk valgt at kalde det en dag. Vi bringer pressemeddelelsen her:

Hiphop.dk lukker

Musiksitet har i fire et halvt år været dedikeret til hiphopkultur herhjemme og i udlandet. Nu er det besluttet, at lukke sitet ned – serveren slukkes den 17. august. Hiphop.dk gik online den 17. februar 2004. Ambitionen var dengang en bred og seriøs
dækning af hiphopkulturen, især med fokus på nyhedsformidling. Det lykkedes til fulde, der er ofte blevet refereret til og citeret fra hiphop.dk i andre medier. Vi mener, at vi har fremstået som en kilde, der har været med at videreformidle og udbrede kendskabet til
hiphop på en troværdig og underholdende måde.

Igennem det sidste stykke tid er lysten til, at føre Hiphop.dk videre blevet mindre hos de bærende kræfter. Redaktøren Kim ”kimblim” Johannesen har i alle årene været den samlende faktor på Hiphop.dk. Han fortæller: ”Jeg synes at Hiphop.dk har formået at skabe sin egen plads blandt de danske online hiphop-medier. Vi har aldrig set dem som konkurrenter, men som kolleger – der er trods alt ikke megen mening i at konkurrere om brugere når man leverer en gratis service.” Om lukningen udtaler han: ”Det har altid været lysten der har drevet værket. Det var aldrig meningen at der var nogen der skulle leve af at drive Hiphop.dk, så nu hvor lysten ikke længere er der, så er alle bedst tjent med at sitet lukker.”

At Hiphop.dk lukker, er ikke et udtryk for hiphopkulturen er i krise. Både i Danmark og USA ligger rapmusik stadig på toppen af hitlisterne. Herhjemme er arrangementer som MC’s Fight Night, Aarhus Took It og DM i Mix store faste begivenheder, som vi med glæde har dækket gennem alle årene, ligesom vi har haft et godt samarbejde med Roskilde Festivalen, hvor vi har kunne konstatere hiphoppens indflydelse vokse år for år. Til gengæld har medielandskabet ændret sig. Meget onlineformidling sker via weblogs, der byder på downloadmuligheder som vi, pga. det åbenlyse spørgsmål om ophavsret, ikke kan konkurrere med. Det har samtidig vist sig vanskeligt at skaffe nye, dedikerede skribenter til sitet, og nu er det altså besluttet at lukke sitet. Hiphop.dk lukker den 17. august. Datoen er valgt, da den markerer, at det vil være præcis fire et halvt år efter vi første gang gik online.

Vi vil gerne takke vores samarbejdspartnere gennem årene. Tak til alle skribenterne og fotograferne, der har bidraget med gratis arbejdskraft. Tak til alle kunstnerne som vi har dækket og været i dialog med. Tak til alle annoncørerne, pladeselskaberne og
koncertarrangørerne, der har hjulpet os. Sidst, og vigtigst af alt, tak til brugerne, der har klikket ind på Hiphop.dk og læst med gennem årene.

Peace out!

– Hiphop.dk”

Vi herfra siger tak for denne gang. Man kan stadig læse de gamle artikler ved at klikke sig ind på hiphop.dk.

Skrevet af ptas 21.08.2008 arkiveret under Nyhedsarkiv |