Rock The Bells er en årlig hip hop-festival der har eksisteret siden 2004. Den første koncert var i San Bernadino i Californien. Siden da er festivalen vokset og er nu blevet til en form for hip hop-festival tour med koncerter flere steder i USA. I år er festivalen blevet international, med fire koncerter i Europa og en i Japan.
Tag med RapSpots udsendte reporter til koncert i New York.

Rock The Bells 2008 blev afholdt på Jones Beach Theater, der ligger på Long Island omkring en times kørsel med bus og tog fra centrum. Jones Beach Theater er et stort udendørs koncertsted. Det er opbygget som et amfiteater, hvor scenen ligger et stykke ude i vandet. Det er plads til 14.000 tilskuere. Fra stranden kan man sagtens høre musikken, så hvis man ikke har lyst til at betale er der mulighed for at høre koncerten, men ikke se den. Jeg vil skyde på at omkring 12.000 af de 14.000 pladser var besatte eller blev det som aftenen skred frem. Vejret var fremragende og solen bagte næsten konstant.

Vært til dages arrangement var Supernatural. DJ Green Lantern var hus-DJ. Officielt var B-Real også vært, men det vil jeg vende tilbage til.

Efter at have gået lidt rundt, spist en alt for dyr pizza og købt den obligatoriske koncert-t-shirt blev der åbnet ind til arenaen. Jeg havde en udmærket plads næsten midt for og forholdsvis tæt på scenen. Første navn var KIdz in the Hall. Gruppen består af den en-øjede og et-benede (hans egne ord!) DJ Double-O og MCNaledge. Det startede ikke så godt, da Double-O ikke kunne få den rigtige lyd ud af sin Mac. Det viste sig at hans eksterne harddisk var koblet fra og først med lidt hjælp fra Just Blaze kom det til at virke. Kidz in the Hall var positive og sikkert også dygtige. Det kom bare ikke rigtig til udtryk. Det var tydeligt at publikum ikke kendte dem særlig godt og det er altid svært at være det første navn til en begivenhed med sådan et line-up.

Det første store navn var Dead Prez. De startede deres show, men gik af igen da lyden var for dårlig. Lydfolkene fik tid til at ordne det og de kom tilbage med fornyet styrke. De spillede klassikere fra ‘Let’s Get Free’ og med ‘Hip Hop’ fik de for første gang folk rigtig op af stolene. Det var et kort set og afbruddet pga. lyden i starten gjorde at det virkede endnu kortere. Som DJ havde Dead Prez den første kvindelige DJ jeg har set til en koncert: DJ Beverly Bond. Hun leverede en flot præsentation. De gjorde det alle godt og crowden var ved at vågne.

Næste kunstner var Immortal Technique, som er album/mixtape-aktuel med ‘The 3rd World’, som i øvrigt er produceret af aftenens hus-DJ, Green Lantern. Immortal Technique blev backet op af ikke mindre end syv gæster, som alle var ukendte for mig. Jeg har sikkert hørt dem på ‘Revolutionary Vol. 1’ eller ‘Revolutionary Vol. 2’, men kunne ikke genkende dem. G.I. Joe var med på pladespillere. Der blev lagt ud med ‘Industrial Revolution’, og blandt andre blev der spillet ‘Harlem Streets’, ‘Point of No Return’  og ‘Peruvian Cocaine’. Som afslutning havde Immortal Technique besøg af Pharoahe Monch der er med på bonus-cuttet‘Apocalypse Remix’, som ligger skjult på ‘The 3rd’ World’ (man skal sætte cd-en i en normal cd-afspiller, stå på track 1 og så spole tilbage). Det var klart en crowd pleaser. Som på Immortal Techniques besøg på Roskilde Festival i 2006 var der en del pauser med politiske monologer mellem numrene. Heldigvis var de denne gang forholdsvis korte. Der blev sendt det obligatoriske “Fuck you” til George Bush. Alt andet havde også virket forkert. Immortal Techinique var på hjemmebane og publikum var nu ved at være varmet godt op.

Efter en kort pause gik De La Soul på. Deres optræden virkede på mig både lidt gammel og træt. Det var et plus, at de har mange klassikere at trække op af hatten og der var en god stemning. De spillede blandt andet ‘Potholes in My Lawn’, ‘Stakes Is High’, ‘Supa Emcees’ og ‘Buddy’. Sidstenævnte reagerede publikum meget positivt på og det gjorde det kun bedre, at Q-Tip kom ind og gav sit vers. Maseo var som sædvanlig på cd-turntables. Posdonus begyndte at snakke om Native Tongues og gav props til Tribe, Jungle Brothers, Queen Latifah, Monie Love, Chi-Ali… Ja, der manglede kun et navn: Black Sheep. For at rette op på dette kom Drespå scenen og gav ‘Flavor Of The Month’ og ‘The Choice Is Yours’. Derefter dukkede Biz Markie op og spillede ‘Nobody Beats The Biz’  og ‘Just A Friend’. De La Soul sluttede af med ‘Rock.Ko.Kaine Flow’  fra‘The Grind Date’, desværre uden MF Doom, som ellers også optræder på Rock The Bells-touren. Det var godt at se Dres og sjovt at se Biz. Alle fik meget kærlighed fra deres hjemmebane-publikum.

Igen var da en kort pause inden The Pharcyde gik på. Gruppen har haft deres op- og nedture siden 90erne og flere af medlemmerne har i perioder været ude i kulden. Men i år blev gruppen genforenet for at optræde på Rock The Bells-touren. Imani, SlimKid3, Bootie Brown, Fatlip – ja, de var der allesammen. På scenen. Samtidig! The Pharcyde var det eneste af navnene på plakaten, som ikke var fra New York. Det er altid svært at være på udebane, men de klarede det faktisk meget godt. De lagde ud med ‘Running’ og derefter kom ‘Drop’  og Fatlip gav ‘What’s Up Fatlip?’. De sluttede af med ‘Passing Me By’ og dette fik alle til at at stå op. Stort set alle kunne rappe med på teksten. The Pharcyde leverede en hæderlig optræden, men man kunne godt mærke at de levede højt på nogle numre, der har 10-15 år på bagen. Der var lidt hip hop-museumsstemning over at se dem.

B-Real, der officielt var en af værterne, kom ind og sagde hej. Jeg ved ikke om det var kunstnerne han var vært for, for vi så i hvert fald ikke mere til ham i løbet af aftenen.

Efter en længere pause dukkede Supernatural og Scratch (fra The Roots) op. Det var blevet tid til en freestyle session med branchens bedste. Supernatural leverede en overlegen freestyle baseret på ting publikum gav ham eller smed op på scenen. Scratch – på usynlige pladespillere – var lige så vild som altid. Supernatural har et rigtig fedt flow og han var mester i at komme med punchlines, der gik rent ind hos publikum. Som da han med en baseball-kasket droppede “I wish the fucking Knicks would win the championship”, “Now we gonna see/ I can’t reach it yo/ Pass it to me/ Exactly want I want/ Step up to the front/ People in thefront handed me the blunt”, “Yo/ It’s like a potion/ Maybe yo I’m coastin’/ I’m a black man/ I don’t need suntan lotion” og “Hey, Yeah, Brother we not quittin’/  Scratch stop the beat/ Pause while I hit it.”, hvorefter han tog et hvæs af en joint han fik fra publikum. Scratch lavede en fed virtual cut-back i “Turn it up”. Hele showet kan ses her.

Efter en ny kort pause var det tid til Reakwon & Ghostface. Eller det vil sige en stor del af Wu-Tang Clan. Det var i hvert fald mindst 20 mennesker på scenen. Jeg er ikke den store Wu-Tang-kender, så jeg ved ikke præcis, hvem der var der, men Capadonna og Inspector Deck var blandt dem. Der blev lagt ud med den sample fra John Woo‘s ‘The Killer’, som er brugt på ‘Only Built For Cuban Linx’ . Raekwon og Ghostface gav blandet andet ‘Incarcerated Scarfaces’, ‘Criminology’, ‘Rainy Dayz’, ‘Knowledge God’, ‘Ice Cream’ (Capadonna rappede sit vers), ‘Verbal Intercourse’ , ‘We Celebrate’, ‘4th Chamber’ og ‘Be Easy’. Der var også plads til‘C.R.E.A.M.’ , ‘Can It Be All So Simple’ og vist nok et par andre andre Wu-numre. Med så mange på scenen samtidig kan det ikke undgå at blive rodet og det var også gældende i dette tilfælde. Hvis man var stor fan af Wu-Tang, har det nok været en stor oplevelse at se så mange af dem samtidig. Der var der god energi og publikum var godt underholdt.

Efter Reakwon & Ghostface gik Mos Def på. Han havde Preservation på pladespiller og en eller anden på sampler og brugte i øvrigt som den første den store videskærm der var bag scenen til visuals. Der blev vist Godfrey Reggio‘s ‘Koyaanisqatsi – Life Out Of Balance’, en kunstfilm fra 1983, hvor der er optagelser af naturen, især Grand Canyon, maskiner, mennesker i bevægelse. En film der er en kommentar til vores moderne samfund. Det passede godt til Mos Def’s tekstunivers. Han lagde ud med ‘Umi Says’ og derefter et par dancehallnumre jeg ikke kendte. Efter ‘The Edge’  kom der til gengæld en produktion på, som jeg kendte særdeles godt og ind kom Talib Kweli – Black Star var i huset! De lagde ud med ‘Definition’, derefter kom ‘Supreme Supreme’  fra Talib Kweli’s ‘Quality’ , og de sluttede af med Black Stars ‘Respiration’ og ‘Brown Skin Lady’. Talib Kweli gav også ‘Get By’. Som en ekstra bonus kom Pharoahe Monch ind igen og spillede denne gang ‘Simon Says’. Det var ild i lortet!
Mos Def sluttede af med det DJ Honda-producerede Travelin’ Man’. Selvom Mos Def er gået hen og blevet en regulær Hollywood-stjerne og er filmaktuel med ‘Be Kind Rewind’ med Jack Black, var det dejligt at se at han virkelig havde lyst til at optræde og at han var ekstra glad for at gøre det i sin hjemby. Mens han spillede gik solen ned over Jones Beach.

Nu var det tid til Meth & Red. De fyrede den begge to af og leverede et godt sjov, som fik publikum op af stolene. Der var lidt call & response og det fungerede godt. Under koncerten blev der fyret godt op under weeden. Man må generelt ikke ryge cigaretter nogen steder i USA, men der var under hele arrangementet konstant den søde duft af pot. Det så vagterne ikke så hårdt på. Redman fortalte, at han havde heftige tømmermænd efter en fest i Miami dagen inden, men det kunne man heldigvis ikke mærke på hans optræden. Blandt de numre jeg kunne genkende var ‘How High’, ‘Tonight’s Da Night’,, Time 4 Sum Aksion’ , ‘Method Man’ og ‘Da Rockwilder’. Redman var på trods af sine tømmermænd tændt og fyldt med energi. Han fyldte – og rappede – betydeligt mere end Method Man.
Redman begyndte på introen til ‘La-Di-Da-Di’, men spurgte publikum om vi ikke hellere ville høre den af en anden og ind kom Slick Rick og klarede den side af sagen. Raekwon kiggede forbi igen og lidt senere trådte Def Squad-kollegerne og mentorene fra EPMD ind på scenen og spillede ‘Strictly Business’ og ‘So What Cha Saying’. Derefter kom DJ Kool ind og råbte sig igennem ‘Let Me Clear My Throat’.  Redman spillede sin coverversion af ‘Rapper’s Delight’ sammen med Keith Murray, der dukkede op som ekstra gæst. Som afsluttende bemærkning forsikrede Meth & Red os om, at der kommer en ‘How High 2’ og en ‘Blackout 2’ i slutningen af 2008.

Nu kom der en længere pause, for der skulle sættes op til liveband. Nas troppede derefter op med trommer, bas, guitar, keyboard, trompet og DJ. Han takkede mange gange for at hans seneste plade lå nummer et på album-hitlisten og spillede derefter som første nummer N.I.G.G.E.R.’ Derefter kom et medley med numre fra‘Illmatic’: ‘N.Y. State Of Mind’, ‘Halftime’, ‘Represent’, ‘One Love’, ‘Life’s A Bitch’ , ‘The World Is Yours’ og ‘It Ain’t Hard To Tell’. Derudover spillede han klassikere som ‘Nas Is’, ‘Street Dreams’, ‘If I Ruled the World’, ‘One Mic’ og en del andre. Det tilførte numrene meget at produktionerne blev fremført live og fungerede godt sammen med Nas’ rap. Han gik klart igennem og der var stor overbevisning bag hans levering.
DJ Green Lantern lagde instrumentalen til ‘Success’  fra ‘American Gangster’ på og ind kom ingen ringere end Jay-Z og gav sit vers. Derefter spillede de sammen nummeret ‘Black Republicans’. Publikum gik amok! Jigga var kun på scenen under de to numre og forsvandt lige så hurtigt som han kom ind. Deres optræden kan ses her (advarsel – dårlig lyd). Nas skolede publikum i sine taler til publikum, hvor hovedbudskabet var fred og enighed i det sorte samfund og en begrænset tro på at andre end dem selv kunne hjælpe dem fremad. Heller ikke Barack Obama havde han meget tiltro til. Nas’ optræden var fænomenal god. Han fik meget kærlighed af publikum og gav lige så meget igen. Det var uden tvivl aftens bedste optræden.

Sidste navn på plakaten var A Tribe Called Quest. Tribe, som officielt blev opløst i 1998, er blevet genforenet for at deltage i Rock The Bells. Det startede dog med Q-Tip som soloartist. Hans nye album, ‘The Renaissance’, skulle udkomme 9. september på Universal Motown, men da han tidligere har haft plader på vej på Arista (‘The Abstract’) og på DreamWorks (‘Open’), som aldrig udkom, skal det blive interessant at se om det lykkes denne gang. ‘The Renaissance’ har i øvrigt været undervejs længe og er blevet lækket på nettet i mindst en version. Nå, hvor om alting er, lagde han ud med ‘Getting’ Up’ fra ‘The Renaissance’. Mos Def var tilbage som backup-rapper. DJ Scratch var på pladespillerne. Til sit soloshow havde Q-Tip keyboard, guitar og trommer. Derudover var der lavet visuals der til showet.
Mærkeligt nok valgte han at spille ‘Sucka Nigga’, som er et A Tribe Called Quest-nummer. Efter dette kom ‘Breathe & Stop’, som gik over i ‘Vivrant Thing’. Jeg er klar over at de begge har været ret populære, men det er i mine øjne det mest uinspirerende og poppede Q-Tip har lavet. Mine forventninger – og resten af publikums – til aftenens afslutning dalede kraftigt.
Bandet fik nu lov til at folde sig lidt ud. Først var der en hæderlig guitarsolo, som blev fulgt op af en fed fed bassolo, der gik over i det første nummer på ‘The Low End Theory’, ‘Excursions’. Igen valgte Q-Tip et Tribe-nummer til sit solo-set, selvom det kun er ham der rapper på det. Som afslutning leverede DJ Scratch et udmærket DJ-show. I starten blev det dog lidt ødelagt af at Q-Tip konstant bad publikum om at give den op for DJ Scratch så man ikke kunne høre hvad han lavede på pladespillerne. Det gik heldigvis over og Q-Tip joinede til sidst DJ Scratch bag hjulene og de lavede cut-back sammen. Han forsvandt ned bagved og DJ Scratch fik lov at lave sit show færdig.

Lyset gik ned. Instrumenterne blev kørt ud. ‘Midnight Marauder Tour Guide’ fra ‘Midnight Marauders’ kom ud af højtalerne og introducerede gruppens medlemmer. Lyset kom tilbage og DJ Scratch stod nu og kølede Ali Shaheed Muhammed af ved at vifte med håndklæde. Ind kom Phife Dawg og Jarobi. For første gang siden gruppen blev opløst i 1998 optrådte de i deres hjemby New York. Phife havde en arabisk hovedbeklædning på og man kunne knap se hans ansigt. Havde det ikke været for den karakteristiske stemme, kunne det have været hvem som helst indenunder. Det var godt at se Jarobi igen. Jeg har ikke set ham i Tribe-regi siden koncerten i Pumpehuset 29. november 1990. De startede stærkt med ‘Buggin’ Out’ og ‘Steve Biko (Stir It Up)’, men desværre var koncerten som helhed lidt kedelig, på samme måde som det havde været tilfældet med De La Soul. De kørte på rutinen, som nogle gamle dinosaurer og publikum følte det ikke rigtig. Til ‘Jam’ kom Consequence ind, men han gjorde heldigvis ikke meget væsen af sig. Trugoy leverede passende omkvædet på ‘Award Tour‘ og der blev i det hele taget disket op med en masse klassikere:‘Lyrics to Go’, ‘Footprints’, ‘Jazz (We’ve Got)’, ‘Bonita Applebum’, ‘Find A Way’, ‘Oh My God’ og ‘Electric Relaxation’. De havde fået lavet fede visuelt til showet – især til ‘Oh My God’, hvor det med enkle sort-hvide stregtegninger blev vist, hvordan man holder en fest: først lægges vinyl på pladespilleren, lyden går til forstærkeren, derfra videre til højtaleren, og så kommer folk og jammer. De komplimenterede showet godt
Desværre havde Tribe ikke godt fat i folk og mange gik. Det var dog også blevet sent og tidsplanen var overskredet. Det er muligt, at mange ville være gået på dette tidspunkt alligevel, men showet var bestemt ikke fængende. Q-Tip havde hele tiden behov for at få publikum til at hylde ham og det blev lidt anstrengende i længden. Han opførte sig som en megastjerne der var kommet hjem til barndomsbyen, men skal man være fair er der ikke kommet noget af rigtig høj kvalitet fra hans hånd de sidste ti år. Der var enkelte lyspunkter i showet og da vi nåede til ‘Scenario’ var folk oppe at stå og hoppe. Og da Busta Rhymes trådte ind på scenen og gav det meste af sit vers fra ‘Scenario’ acapella røg publikums begejstring helt op til himmelen. Busta var glad for at være på scenen og gav ‘Put Your Hands Where My Eyes Can See’ til stor begejstring for publikum. Busta og nu igen Mos Def var back up MC’er og blev på scenen resten af Tribes show, som sluttede med‘Check the Rhime’.
Q-Tip sendte hilsener og respekt til samtlige af aftenens øvrige optrædener og det havde været en flot aften i kærlighedens ånd. New York repræsenterede i stor stil. Man fik meget mere end man havde forventet. Sådan er det mit indtryk, at det tit er i New York og det kan godt blive lidt for meget. Med alle de gæster gav de enkelte kunstnere sig ikke plads nok til at hvile i sig sig selv og det var lidt ærgeligt. Det eneste navn på plakaten, der ikke dukkede op var… Rakim. At opleve The R i New York ville også være for meget at forvente…

Selvom det var en lang dag – første navn gik på klokken 15 og det sluttede lidt efter midnat – var jeg godt underholdt hele vejen. Supernatural var en god vært og DJ Green Lantern spillede fede numre i pauserne, der aldrig nåede at føles lange. Kunstnerne virkede uden undtagelse engagerede og gjorde hvad de kunne for at levere et godt show til deres hjemmebanepublikum. Som de største oplevelser på dagen vil jeg tænke tilbage på Nas’ optræden med liveband, Mos Def og Black Stars fremragende show og den fornøjelse det var at være publikum til et arrangement af denne kaliber sammen med 12.000 andre fans i hip hoppens barndomsby.
Alt i alt var det et meget gennemført og professionelt arrangement, der i høj grad oversteg mine forventninger.

Dead Prez

Immortal Technique med Pharoahe Monch

De La Soul med Dres (Black Sheep) og Biz Markie

The Pharcyde

Raekwon & Ghostface med alle mulige Wu-peeps

Mos Def med Talib Kweli og Pharoahe Monch

Method Man & Redman med EPMD, Slick Rick, DJ Kool og Keith Murray

Nas med liveband og Special Guest Jay-Z

Q-Tip med Mos Def og DJ Scratch

A Tribe Called Quest med Consequence og Busta Rhymes

Rock The Bells 2008, New York

Takket være vores elektroniske tidsalder er det muligt at se videoer af de fleste optrædende til Rock The Bells 2008 i New York her.

DISCLAIMER:
Jeg havde ikke regnet med at dette skulle blive til nogen anmeldelse, så alt er efter hukommelsen og der kan være faktuelle fejl i titler og rækkefølger. Jeg fralægger mig et hvert ansvar for eventuelle gener dette måtte medføre.

Skrevet af Tue 22.08.2008 arkiveret under LiveSpot |