Pharoahe Monch besøger efterhånden København regelmæssigt – sidst jeg så ham, var for ikke engang et år siden på Loppen, hvor han leverede et fremragende show. Denne onsdag på Rust leverede han næsten samme show som sidst – der var dog et par overraskelser i godteposen.

Første overraskelse kom i form af Frank Nitty (fra Frank’n’Dank), der sprang op på scenen til tonerne af ’What Up’ – i følgeskab med DMC-verdensmesteren DJ Rafik. Herefter kom ’McNasty Filth’ og der blev selvfølgelig af den grund kastet lidt RIPs i retning af J Dilla. Nitty fortsatte med ’Pause’ fra Jay Dee-pladen ’Welcome 2 Detroit’ og det korte showcase blev sluttet af med ’Take Dem Clothes Off’ og et nummer fra Frank Nittys kommende soloplade.
Næste levende billede på scenen var Detroit-darlingen Guilty Simpson, som indledte med ’The Future’ fra den glimrende soloplade ’Ode To The Ghetto’. Selvfølgelig krydrede han også showet med et par Dilla-joints – ’Baby’ og ’Jungle Love’, for derefter at spille første single fra hans album – ’Get Bitches’. ’Clap Your Hands’ afsluttede Guilty Simpsons liveoptræden, og det virkede som om, at publikum var klar på at fyre godt og grundigt op denne aften på Rust. Der var rimelig pænt fremmøde, og man måtte kæmpe for at få et nogenlunde ordentligt udsyn

Klokken havde lige rundet 00.10, da Boogie Blind fra X-ecutioners satte gang i ’W.O.L.V.E.S.’-instrumentalen og hypede publikum en smule mere. Organized Konfusion-klassikeren ’Stress’ blev sat på, og aftenens hovedperson hoppede ind på scenen.
’What It Is’ var første nummer på sætlisten og da Black Milk-bangeren ’Let’s Go’ herefter blev sat på, dukkede Pharoahe Monchs trofaste følge-ungmø Mela Machinko op – desværre uden Showtyme, som ellers har været med hver gang, jeg har set Monch. Han var erstattet af en anden, ganske udmærket, sangerinde. Der var dog masser af karisma mellem kunstnerne på scenen, og der var ild i publikum på Rust. Men lidt synd, at Boogie Blind ikke leverede et par af sine scratches, der er på ’Let’s Go’ – når han nu er i Danmark, så kunne han godt lige ryste et par cuts ud af ærmet.

De to sangerinder fik lidt tid til at shine på ’Free’ og publikum fik muligheden for at give Monch og crew en venskabelig midterfinger under ’Fuck You’. Der blev taget lidt tempo ud af showet, så Monch kunne hylde Obama lidt, og samtidig nedgøre Bush – og det er der vel altid plads til, right? Det hele blev meget passende ført over i ’Agent Orange’, som blev efterfulgt af lidt hyldest til crowden om, at vi var seje – og det var vi vel også. Det blev dog en anelse vildere da det vanvittige DJ Scratch-producerede nummer ’Right Here’ fik hele Rust til at hoppe.
DJ Boogie Blind havde små-scratchet lidt under et par omkvæd til nogle numre, men han fik nu mulighed for at imponere crowden, hvilket han i den grad også gjorde – han leverede et rigtig godt dj-sæt. Det blev tid til for Pharoahe Monch til at bruge endnu et af sine trumfkort for at få folk til at gå amok, og det var lige præcis det der skete, da ’Oh No’ kom på. Halleluja, hvor rapper den mand dog fantastisk!

Samplet til J Dilla-nummeret ’Love’ kom på, og det var klart for enhver med kendskab til J Dillas bagkatalog, at det nu var blevet tid til hiphop/soul-nummeret. Og selvfølgelig blev det samtidig lige til et par Dilla-hilsner.
Guilty Simpson kom lige på scenen igen for en kort bemærkning, og leverede ’Ode To The Ghetto’-nummeret for derefter at smutte igen.
Under ’My Life’ var sangerinderne den helt store oplevelse, hvor specielt Mela Machinko fik publikum til at juble – men hvis man har set Monch live før, så savnede man helt sikkert sammenspillet mellem Mela og Showtyme, der plejede at være under dette nummer.
’Push’ og ’Desire’ blev spillet herefter, og så var det tid til lidt crowd-particiption, der bestod af en klassisk råbekonkurrence mellem drenge og piger, som resulterede i at ’The Light’ blev spillet.

Aftenens sidste nummer var selvfølgelig ’Simon Says’. For dem der kender nummeret (hvilket bør være alle) og/eller har oplevet det live, så kan I godt regne ud hvordan et i forvejen tændt Rust-publikum reagerede, da det bragede ud af højttalerne: Fuldstændig overdrevet hiphop-ekstase, hvor jeg ikke vil udelukke, at et par piger rent faktisk blev revet så meget i stemningen, at de lige rub’ede et par titties. Monch skred – men det varede ikke længe inden et trofast publikum kaldte ham ud på scenen igen. Her spillede han ’Body Baby’, for derefter lige vise noget love og sige tak for en god koncert. Det hele sluttede med, at Pharoahe Monch kl. 01.15 smed mikrofonen i bedste Elvis-stil – jo tak! – Boogie Blind fortsatte dog med at spille hiphop i en times tid efter koncerten.

Pharoahe Monch på Rust var en af de bedste koncerter, der hidtil har været på Heat. Numrene som sættet bestod af, var i mine øjne ganske fornuftig udvalgt – og det er jo også det show, som han mere eller mindre nu har spillet de sidste 2-3 gange i Danmark. Jeg synes dog, at numre som ’Behind Closed Doors’ og ’When The Gun Draws’ manglede. Pharoahe Monch rapper fantastisk live – og Rust-koncerten var ingen undtagelse, men som nævnt så manglede den lille energibombe Showtyme i mine øjne. Der skal dog ingen tvivl være om, at Monch på Heat virkelig blev en fest fordi at publikum skabte en fantastisk atmosfære, som smittede af på kunstnerne.

5 ud af 6 spots

Gæsteskribent: Toobs

Skrevet af Gæsteskribent 24.08.2008 arkiveret under LiveSpot |