Lucy Love må have imponeret ved sidste års optræden på Pavilion Junior-scenen, for i år var hun forfremmet til at skulle åbne Cosmopol. God ide, da det fremmødte publikum på ingen måde ville have kunne være ved Pavilion-scenen, selv Cosmopolteltet virkede tætproppet, da Per V stolt kunne præsenterer Lucy Love, og introducerede hende som, den danske dronning af grime.

At bedømme ud fra første halvdel af showet, havde Lucy valgt at satse på det sikre – nemlig kopiere sidste års fremragende show. Igen i år havde Lucy taget hendes producer Yo-a-kim med på scenen sammen med et par dansere, alle iført samme kostumer som sidste år, dog nu også med tern. Igen i år startede showet ud med en kort intro hvor danserne busted et par moves, før Lucy stormede ind på scenen. Igen i år viste Lucy Love selvsikkerhed, excellent mic og breath control. Igen i år blev numre som ’Ten Steps’, ’L.U.C.Y. L.O.V.E.’ og publikumsfavoritten ’No V.I.P.’ leveret med ydmyghed og charme. En charme der gør det svært, ikke at blive en smule småforelsket i Lucy, når hun står på scenen.

Desværre var denne charme ikke nok til at forhindre, at showet i et godt stykke af vejen virkede som en gentagelse. Havde man overværet sidste års show, kunne man ligeså godt have ventet med at komme til showets anden halvdel, da det først var her, at showet brød ud af sidste års rammer. Dette skete dog ikke i form af en spændende gæsteoptråden, eller andet lir på scenen. I stedet blev vi præsenteret for nogle nye numre der følger tidens trend, og i høj grad lader sig inspirere af eurodance/tramper/tæppebanker-musik. Uanset hvad man må mene om dette, må man erkende, at de nye hårdt pumpende tracks for alvor fik tændt op under publikum, der næsten gik endnu mere amok under disse, end de havde gjort under hendes radiohit, ’Daddy was a DJ’.

Man kunne have forestillet sig, at Petters åbning af Orange Scene ville medføre, at det tyndede lidt ud i publikum undervejs, da de appellerer til en del af samme publikum, men det var ikke mange der forlod det kogende Cosmpoltelt, da klokken nærmede sig 18.00. Heller ikke det, at Lucy, ganske modigt, valgte at spille ’Daddy was a DJ’ lidt over halvvejs i settet, frem for til sidst, fik mange til at forlade koncerten. Sandelig et bevis på, at folk kom for at høre Lucy og ikke bare et radiohit, hvilket også var tydeligt at høre på crowden, der sang med på flere numre og ofte kvitterede med et bragende brøl, hver gang Lucy havde afsluttet et nummer.

Lucy Love slog fast, at hun bestemt kan sit håndværk godt, og netop derfor virker det underligt, at hun ikke havde valgt at komme med flere overraskelser og twists i hendes performance, i forhold til sidste år. Oplevede man Lucy Love for første gang i dag, har det været svært ikke at blive imponeret og gå fra koncerten en rigtig positiv oplevelse rigere. Havde man derimod været vidne til sidste års Roskilde-koncert, stod man tilbage med en følelse af deja vu og skuffelse over, at der ikke var ændret meget siden sidste år.

3 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen (klik på skud for større versioner)

Skrevet af Johnny Lund 03.07.2009 arkiveret under LiveSpot |