03.07.2009

Roskilde 2k9: Petter @ Orange Scene (torsdag)

Hvem skal åbne, siger du? Petter!? Seriøst?
At den svenske rapper skulle åbne Orange Scene og dermed årets festival kom nok ikke kun som en overraskelse for denne anmelders dårligt informerede veninde og lejr-kammerat.

Det kom i hvert fald også som en overraskelse for hovedpersonen selv, der få timer inden koncerten nåede at blive citeret i Politiken for at sige:
”Overrasket er ikke ordet. Jeg var chokeret, da min booker fortalte mig det. Jeg troede faktisk, det var en joke. Der er jo rigtig mange danskere, som ikke har hørt min musik i mange år. Men jeg er vildt glad for det”.

Og nej, Petter har ikke udgivet noget materiale i et par år, og har officielt heller ikke noget i støbeskeen. Så hvorfor dog ham?
Et godt bud er det rekord-lave salg af svenske billetter, som festivalledelsen nok havde håbet at bringe en smule i vejret ved at smide en af de blå-gules landsmænd højt på plakaten.
Petters – og vores andres – overraskelse over programplanlægningen skriger dog på spørgsmålet: Hvor mange synes egentlig, denne mand var egnet som åbningsnavn?
Well.. Taget i betragtning af, at en vis procentdel af festivalgængerne formentlig ville troppe op til Roskildes åbning uanset, hvem der var på scenen var fremmøddet – ikke overraskende – temmelig lavt. Den skaldede svensker havde en mission for sig der nærmest kun kunne skuffe.
Skal man blande lidt empati i sin plastic-bårne Tuborg, må man sige, at jobbet blev udført ganske elegant af vores svenske nabo, der dog led under en uinteresseret crowd.

Med samme sample som erhver hiphoppers yndlings-live-comeback-navn, Malk De Kojn, åbnede Petter et ’Kosmisk Kaos’ for det solbeskinnede publikum, der, hvis de selv kunne svare, kun var præget af cirka 50 procent der ’älsker hiphop’!
Det lille hiphop-band bestående af trommer, guitar og DJ Sleepy leverede vejen igennem et værdigt baggundsscenarie til Oranges åbning og holdt hænderne i vejret på de mest trofaste fans i båsen foran scenen.

Som stormen før en tornado blev ‘Tar det tillbaka’ og ‘Vinden har vänt’ serveret med størst tænkelige engagement. Men rapperens svigtende publikum tog det meste af luften ud af den svenske åbningsballon og blæste ikke med.
Koncertens musikalske tornado bestod af en alsidig medley af medbragte beats som Games ’Hate it or Love It’, Wu-Tangs ’Tearz’, Beatnuts’No Escaping This’, Cypress Hills ’Kill A Man’ for at ende i M.O.P.’s ‘Ante Up’ og ODB’s ‘Shimmy, Shimmy Ya’.
PUUUHA!, det var mange lånte beats! Festligt for hiphopperne? Jaaarh-vist, men alligevel blev det efter de fem første minutter ønskeligt at Petters svenske lyrik blev leveret over egne produktioner. Det var dog denne del af showet der rev flest rundt i støvet, men alligevel virkede det bare ikke rigtigt som Roskildes 39. åbningsfest.

Petter gjorde ellers hvad han kunne, for at holde gang i det solcremes-indsmurte publikum, der desværre svigtede svenskerens show en anelse for meget på gejst-barometeret.
Gæsteoptrædenderne fra makkeren Eye-N-I og den danske ’Rocker’ Dee-Pee gjorde ikke de store udslag i koncertpublikummets samlede decibel-niveau.
Og publikums generelle vaghed, kom tydeligst til udtryk da en menneskemængde pludselig vågnede da en sort-hætteklædt L.O.C. troppede op. Den danske gæst leverede dermed et Orange hattrick til stor begejstrelse for det meste af festivalfolket. Ganske berrettiget, for en dansk rapper tre år i træk på den store scene – Det er vist rekord.

Petter-koncerten forekom efter relativt kort tid som en temmelig tam og ligegyldig affære. Folk der ikke oplevede showet, men læser denne anmeldelse bag skærmene i deres hjem, langt væk fra urinstøv og ølbonger, er ikke gået glip af det store. Minderne fra denne koncert bliver formentlig skyllet væk af den store mængde vodkashots og lunkne papvin som en hel del af de rødskollede gæster indtager hernede.
Til gengæld skal ansvaret for den relativt tamme start på festivalen nærmere placeres hos koncertbookerne der tænker mere i at sælge billetter end de gør i at få en festlig festivalstart, end det skal hos vores svenske gæsterapper der stod med en hård opgave i hænderne.

Petter gjorde hvad han kunne for at skabe en god begyndelse på Rusgildet, men som ordsproget siger, kan selv en svensker virke enormt lille på Nordeuropas største festival.

4 ud af 6
4 RapSpot Spots

Foto: Køhl og Kenneth Nguyen (klik på skud for større versioner)

Skrevet af Falco Lamb 03.07.2009 arkiveret under LiveSpot |